Dream Theaters seneste album er gedigent og uden de vilde kontraster

Dream Theater er prog-metal bandet som kan kunsten at komponere gode melodier og spille dem langsomt, tungt eller hurtigt efter forgodtbefindende. De har derfor en både bred og trofast fanskare. Fans som også lytter til bands som Metallica, Rush, Porcupine Tree, Tool, Yes, Queensrÿcke og Foo Fighters.

Bandets vekslen mellem bløde ballader, mainstream rock, hård metal og episk prog-blær er i følge nogle anmeldere både bandets stærke og svage side. Deres stærke side fordi de aldrig bliver ensformige at lytte til. Deres svage side fordi man som lytter kan blive lidt skizofren af, at springe mellem tempofyldt metal og bløde langsomme ballader på en og samme plade. Sådan var der f.eks. på deres forrige album  A Dramatic Turn of Events (2011). Men sådan er det ikke på deres nyeste selvbetitlede og 12 skive som udkom den 24. september 2013. Den er overraskende konsistent i udtrykket og uden de vilde kontraster selvom bandets hang til genre-mix ikke fornægter sig.

Bandet blev dannet som Majesty (heraf band logo) i USA i midten af firserne af Petrucci, Myung og Portnoy mens de alle studerede ved Berklee College of Music i Boston. Efter sigende efter en inspirerende Rush-koncert.  Som benchmark for prog-metal genren har Dream Theater selv inspireret et hav af bands. I Skandinavien f.eks. det svenske band Opeth og det dansk/færørske band Týr.

Gennem årene har kvintetten vundet mere og mere mainstream anerkendelse, og de har modtaget mange priser. I 2010 fik de en hel del medieomtale, da band-grundlægger og verdens bedste trommeslager Mike Portnoy forlod bandet. Det fik dog ikke bandet til at stoppe. Man ansatte den sympatiske Mike Mangini, og udgav A Dramatic Turn of Events. Albummet solgte godt, men bestod efter nogles smag af lovligt mange halvkedelige ballader, og Mangini var som forventet en ikke helt så kreativ trommeslager som Portnoy.

Den 24. september 2013 udkom deres 12 selvbetitlede album Dream Theater. Det har været i støbeskeen siden starten af 2013. Albummet er produceret af guitarist John Petrucci og består af ni melodier, hvoraf en af dem er instrumental. De fleste er på 6-7 minutter undtagen den 22 minutter lange "Illumination Theory". “False Awakening Suite” åbner ballet med en 3 minutter lang symfonisk metal intro som introducerer nogle af de lyde der følger. “The Enemy Inside” er lige ud af landevejen metal. “The Looking Glass” er klassisk rock med finesser. “Enigma Machine” er albummets instrumentale skæring med dejligt dystre  riffs og en energiudladning som i en sang som "Constant Motion" fra Systematic Chaos. "The Bigger Picture”, “Behind The Veil”, og den episke sing-a-long rocker “Surrender To Reason,” har nogle gode introer, hvor man tror man skal høre en typisk Dream Theater ballade, men hurtigt overraskes af forfriskende heavy guitarer og trommer. “Along for the Ride” er en traditionel ballade. “Illumination Theory,” er et 22 minutter langt, episk lydlandskab i vekslende tempo. Lige ved og næsten på højde med "Octavarium" (Octavarium, 2005). Selvom der som altid er et varieret genre-blend, sidder man ikke med et ujævnt Dream Theater album, der voldtager lytterens ører med fantastiske musikalske crescendoer - kombineret med lunkne muzaksøvnige melodier. Man sidder med godt håndværk og en ikke alt for kontrastfyldt lytteoplevelse. Der er generelt fokus på gode konsistente melodier mere end på teknisk-masturbation og sødladne ballader.

Bandets præstationer

• Trommeslager Mike Mangini har denne gang været med fra starten dvs. han spiller sit eget materiale og det gør han rigtig godt.
• Bassist John Myung er en særdeles kompetent bassist og pænt fremme i lydbilledet. Bare fordi Portnoy er stoppet betyder det ikke at rytmesektionen syltes på dette album, tværtimod. Han er ofte en mand af få ord. At dømme efter diverse interviews og Youtube sessionerne da bandet skulle finde deres nye trommeslager.
• Forsanger James LaBrie lyder, som altid, lettere anstrengt. Men selvom han måske teknisk set er gruppens svageste led, kan man ikke rigtig undvære hans sound. Omend det også er behageligt med et instrumental nummer i ny og næ.
• Keyboardspiller Jordan Rudess er som altid ferm til at skabe den rigtige atmosfære i bedste Emerson Lake & Palmer tradition. Han har i øvrigt spillet keys på David Bowies album Heathen, men det er en anden historie. Noget af hans bedste performance er f.eks. på ‘The Dance of Eternity’ – og så er han fader til ’Total Keyboard Wizardry’ (A Technique and Improvisation Workbook).
• Guitarist John Petrucci riffer derudaf i ufattelig fart og trækker tråde tilbage til spillestilen i starthalvfemserne. Han er om nogen med til at skabe Dream Theaters genkendelige lyd.  Petrucci er en flittig tekstforfatter. Også på dette album.

Diskografi - gode albums indeholdende ballader (f.eks. "The Answer Lies Within" fra Octavarium, 2005), heavy sange (f.eks. "As I Am" fra Train of Thought, 2003), mainstream rockere (f.eks. “Pull me Under" fra Images and Words, 1992) og komplekse, episke prog-melodier (f.eks. "Finally Free" fra Metropolis Pt. 2: Scenes from a Memory, 1999).

1. When Dream And Day Unite (1989)
2. Images and Words (1992)
3. Awake (1994)
4. Falling into infinity (1997)
5. Metropolis Pt. 2: Scenes from a Memory (1999)
6. Six Degrees of Inner Turbulence (2002)
7. Train of Thought (2003)
8. Octavarium (2005)
9. Systematic Chaos (2007)
10. Black Clouds and Silver Lining (2009)
11. A Dramatic Turn of Event (2011)
12. Dream Theater (2013)

Konklusion...Dream Theater træder hverken vande eller betræder ny grund. De har præsteret et godt gedigent album, som nok skal blive spillet igen og igen af deres støt stigende fanskare.

Lyt til... "Enigma Machine", “The Bigger Picture” og “Behind The Veil”