dummy

Drejelire og stepsko

27-08-2012
Anne Mette Teglgaard Madsen
Anmeldelse

De kom, de så og de sejrede og steppede sig igennem koncerten – gensyn med Le Vent du Nord. Tønder Festivalen den 24. august, Telt 1.

Traditionel folkemusik fra Québec

Tønder Festival har med sin altomfavnende folkemusiske charme, endnu engang inviteret fransk-canadiske Le Vent du Nord til at være et af hovednavnene til dette års festival. Og som de foregående gange, hvor de muntre canadiere har besøgt Tønder, formåede de at skabe en ægte Tønderfestivalstemning, hvor alle publikummer, dansede sig igennem en hel koncert, da det mere eller mindre var fysisk umuligt ikke at lade sig rive med af de glade toner.

Det fire mand store orkester spiller traditionel folkemusik fra Québec, som tager udgangspunkt i den keltiske og irske folkemusiktradition. Dog adskiller Le Vent du Nord sig ved at synge på fransk og benytte sig af en ganske særlig ”podorythmie”, som er en ganske særlig percussionistisk steppeteknik, som primært kendes fra den fransk-canadiske folkemusiktradition.

Fransk-canadisk charme

Le Vent du Nord, havde gennem hele koncerten en fantastisk kontakt til det fremmødte publikum, dog voldte det de fire herre, Nicolas Boulerice, Simon Beaudry, Olivier Demers og Réjean Brunet, en del problemer at kommunikationen var nødt til at foregå på engelsk, da det viste sig, at det vist kun var omkring seks af de fremmødte publikummer, som kunne forstå fransk. Så på bedste vis fik bandet, på en ganske charmerende måde, genopfrisket deres skoleengelsk.

Men hvad Le Vent du Nord mangler af engelskkundskaber, bliver der på fornemmeste vis kompenseret for, når de først slår tonen an og deres firestemmige vokalharmonier, smukt forenet med violin, harmonika, drejelire og steppen fuldender deres musiske udtryk. Helt enkelt sublimt.

Fire koncerter på tre dage

Koncerten tog udgangspunkt i bandets nye album « Tromper les temps », men med flere besøg i Le Vent du Nords efterhånden store bagkatalog – alt i alt en opløftende oplevelse, hvor man som publikum mødte et band i verdensklasse, som på trods af deres ti-års jubilæum ikke viser andet end spilleglæde og overskud. At Le Vent du Nord er at glædeligt gensyn på Tønder Festivalen kommer vist ikke som nogen overraskelse. I denne omgang spillede de ikke mindre end fire koncerter på tre dage.