Dronninger i rockmusikkens tekster

Hvert år i september afholdes den kulturhistoriske festival Golden Days med et utal af arrangementer på biblioteker, museer, spillesteder, teatre osv. Hvert år sætter festivalen fokus på et nyt tema, som regel et tema med et meget åbent indhold, der ikke sætter alt for snærende grænser for arten af de afholdte arrangementer. I år er det overordnede tema for Golden Days: ”Queens – kvinder, køn og magt”, hvor undertitlen jo giver mulighed for at inddrage næsten alt mellem himmel og jord. Men hvorfor hovedtitlen på festivalen skal være noget så eksotisk som ”Queens” går over min forstand. Har temaet mon noget med en bestemt bydel i New York at gøre? Næppe. Refererer titlen til en af slangbetegnelserne for bøsser eller måske til fænomenet ”drag queens”? Næppe heller. Men hvorfor er overskriften til festivalen så ikke det gode danske ord ”Dronninger”? Skyldes det måske et ønske om at få et udenlandsk publikum i tale? Svaret blæser i vinden, og på mig virker det temmelig provinsielt at forsøge at gøre sig interessant med en udenlandsk titel, som tilsyneladende ikke indeholder andre betydninger eller giver andre associationer end det tilsvarende danske ord.

Inden for rockmusikken og især inden for rockmusikkens tekster kan det imidlertid give god mening at tale om ”queens” frem for om ”dronninger”, for der er helt sikkert flere af førstnævnte i rockteksterne, end der er af sidstnævnte. Dronningerne myldrer således frem overalt i de engelsksprogede tekster, undertiden som reelle royale personer, men langt oftere som symboler på fremragende, strålende, ophøjede el.lign. kvinder. Man kan f.eks. sige om en sangerinde, at hun er ”dronningen af soul” eller ”dronningen af blues”, hvis man mener, at vedkommende er den bedste inden for sit felt. Eller man kan udtale, at en bestemt kvinde er ens ”dronning”, i betydningen ens ”ophøjede udkårne” eller noget lignende (den sidste anvendelse af ordet har jo den udmærkede implikation, at man selv bliver til en konge!). Det er især den metaforisk brugte anvendelse af ordet ”queen”, der dukker op i rockens tekster, og det er den udgave, jeg i det følgende skal give nogle udvalgte eksempler på. Andre ville helt sikkert vælge andre rocksange, men her er altså nogle af mine favoritter.

Dansedronninger
En af de mest kendte dronninger i rock- og populærmusikken er uden tvivl Abbas ”Dancing Queen”. Dansens dronning er her en pige på 17 år, som hver fredag opsøger dansegulvene for at finde sin konge: ”you come to look for a king”. Men jagten på en dansekonge er kun på skrømt; dansedronningen er i virkeligheden ligeglad med sine partnere og tænker kun på at have det sjovt, når hun danser, betragtet af alle: ”You´re a teaser, you turn them on/ leave them burning and then you´re gone/ looking out for another/ anyone will do/ you´re in the mood for a dance/ and when you get the chance/ you are the Dancing Queen”. Teksten er vel dybest set lidt sørgelig i sin beskrivelse af en narcissist, som kun tænker på sin egen behovstilfredsstillelse; men melodien til sangen er til gengæld fejende flot og svær at glemme, når man først har hørt den én gang. Så mon ikke mottoet for Abbas sangtekst må være den gamle talemåde: ”det (dvs. teksten) hører man ikke, når musikken spiller”.

En anden kendt 17-årig ”dancing queen” inden for rockmusikken er Chuck Berrys ”Little Queenie”, som bl.a. The Beatles og The Rolling Stones har haft under kærlig behandling i deres unge dage. Der er ikke noget narcissistisk over den unge dronning i Chuck Berrys sang, hvor alt er set fra den mandlige betragters synsvinkel. Jeg-personen i sangen får øje på pigen, der ”ligner en fotomodel” og planlægger, hvordan han kan få fat på hende på dansegulvet: ”If she´s in the mood, no need to break it/ I got the chance and ought to take it/ if she can dance we can make it/ c´mon Queenie, let´s shake it/ Go, go, go, little Queenie”. Sangteksten stammer fra 1959 og er ganske uskyldig i sin dreng-møder-pige-kontekst, hvor dansegulvets velsignelser er udtryk for den højst opnåelige lykketilstand. Endnu en af dansegulvets mange dronninger er The Kinks´ ”Little Miss Queen of darkness” (1966); men denne gang er der tale om en lidt trist én af slagsen. Der er i hvert fald ikke megen glæde at spore hos den lille dronning af mørket, som engang blev forladt af den eneste, hun elskede, og nu ikke kan komme over det.

Uskyld og sorgløshed er der heller ikke meget af i Chris Hillmans og Gram Parsons´ tekst til sangen ”High fashion queen”, som The Flying Burrito Brothers indspillede i 1970. Sangen er en melankolsk elegi om længsel efter tidligere tiders sorgløshed, en længsel som hovedpersonen i teksten forsøger at dulme med alt for mange øl i værtshusets dunkle skygger. Tekstens udsagn er ikke entydigt, men skal nok fortolkes som en advarsel om, at materiel fremgang (f.eks. som en ”high fashion queen”) ikke nødvendigvis er ensbetydende med lykke. Sangen ”Tiffany Queen” (1971) fra et tredje Byrds-medlem, Roger McGuinn, kunne umiddelbart ligne en pendant til den sørgmodige ”High fashion queen” gennem sin omtale af det eksklusive varemærke Tiffany. Men her bedrager skinnet, idet indholdet i sangen er en kærlighedshistorie med lykkelig udgang. Tiffany-navnet i sangteksten refererer da heller ikke til de kostbare Tiffany smykker eller det dyre Tiffany modetøj, men derimod til de knap så eksklusive Tiffany lamper: ”She was sitting in my kitchen with a face I can´t forget/ last year in the summer with a Tiffany lamp over her head”.

Dronninger af lidt af hvert
Bruce Springsteens debut-LP fra 1973 indeholdt en stribe voldsomt ordrige tekster med tydelig inspiration fra Bob Dylans omfangsrige tekstunivers. En af sangene på pladen er ”Mary Queen of Arkansas”, om et ambivalent kærlighedsforhold, hvor kvinden ikke er ”man enough for me to hate/ or woman enough for kissing”. Jeg-personen i teksten er meget skeptisk over for kvindens tilsyneladende forsøg på at lokke ham i fælden: ”But on your bed, Mary/ I can see the shadow of a noose/ I don´t understand how you can hold me so tight/ and love me so damn loose”. Men der er trods alt håb for fremtiden, hvis ellers Mary vil være med på at stikke af fra den triste hverdag sammen med ham, for: ”I was not born to live to die”. Så hellere forsøge at slå sig igennem et helt nyt sted med en helt ny start på livet – og på forholdet.

Jim Morrisons og The Doors´ ”Queen of the highway” (1970) er angiveligt skrevet til Morrisons store kærlighed, Pamela Courson, og teksten beskriver kvindens vanskelige situation mellem to bejlere. I en sådan biografisk udlægning af sangteksten kan man finde mange lighedspunkter mellem sangens dronning af landevejen og virkelighedens Pamela Courson; men uden den biografiske baggrundsviden (og også med denne viden) fremstår teksten som en noget banal beskrivelse af et kærlighedsforhold, med flere tåkrummende formuleringer som: ”American boy, American girl/ most beautiful people in the world”. Ikke en af Morrisons bedste tekster. Så er der anderledes poetisk substans hos en anden Morrison, nemlig Van Morrison, hvis smukke ballade ”Queen of the slipstream” (1987) måske er en hyldest til en underskøn kvinde – og måske er en hyldest til Van Morrisons hjemland, Nordirland. Teksten er ikke helt enkel at få hold på, og sådan skal det være i en sang, der bl.a. handler om et sted, hvor ”Poetic champions compose” (Cd´ens titel). Her er plads til fortolkninger; men der er ingen diskussion om, at Van Morrison er meget glad for sin dronning af slipstrømmen.

A propos sange med flere fortolkningsmuligheder kan det være passende at slutte denne lille dronningerunde af med en sang, som i tidens løb er blevet udlagt på en række vidt forskellige måder: ”Bob Dylans ”Queen Jane approximately” (1965). Teksten afslutter hvert af sangens 5 vers med en bøn om, at ”Queen Jane” vil besøge jeg-personen, når han er løbet sur i omverdenens krav og forlangender: ”Won´t you come see me, Queen Jane?”. Spørgsmålet er så blot: hvem eller hvad er denne Queen Jane? Er det en – reel eller fiktiv – kvinde, som kan acceptere at stille op som jeg-personens private trøster? Eller er det måske den meget konkrete kvinde Joan Baez, som i lange perioder netop fungerede som en slags Florence Nightingale for Bob Dylan? Eller er Queen Jane – sådan som jeg altid har forestillet mig det – et synonym for pot og marihuana? I så fald skulle betegnelsen ”Queen Jane” være en kraftigere version af det ”almindelige” marihuana, MaryJane. Dette lyder stadig mest sandsynligt i mine ører, fordi en sådan udlægning passer ind i tekstsammenhængen som karse til et æg. Og Dylan var jo bestemt ikke ubekendt med de euforiserende stoffers verden i 1965.