Dronningerne på Sommerhotellet

Aimee Mann har altid interesseret sig meget for psykisk sårbare og udsatte mennesker i sin sangskrivning, bl.a. eksemplificeret i hendes Grammy-vindende cd fra 2017, ”Mental illness”, og i hendes sange til filmen ”Magnolia” (1999).

Mann har selv haft problemstillingerne inde på livet, både i sin egen ungdom og også senere i livet, så det er ikke så mærkeligt, at psykiske problemer er et emne, der betyder noget for hende.

Her i efteråret 2021 har hun så taget skridtet fuldt ud i forbindelse med de psykiske sygdomme og har udsendt en hel sangcyklus med motiv fra gangene på et psykiatrisk hospital, ”Queens of the Summer Hotel”. Indholdet i sangteksterne er stærkt inspireret af handlingen i Susanna Kaysens selvbiografiske værk, ”Girl, interrupted”.

Girl, interrupted
”Girl, interrupted”, som udkom i 1993, tager udgangspunkt i forfatterens eget ophold på et psykiatrisk hospital i 1960´erne med diagnosen borderline personlighedsforstyrrelse. Bogen dannede senere grundlag for filmen ”Girl, interrupted”, som ved premieren i 1999 modtog blandede anmeldelser, men som indbragte Angelina Jolie adskillige priser for hendes rolle som hovedpersonens veninde på hospitalet, heriblandt en Oscar for bedste kvindelige birolle.

Historien i bogen såvel som i filmen kan måske bedst karakteriseres som en slags ”Gøgereden” light, selv om den ikke har Ken Kesey-romanens eller Polanski-filmens karakter af skæbnefortælling – bl.a. fordi handlingen i ”Girl, interrupted” jo ikke er konstrueret, men udspringer af virkelige begivenheder.

Alligevel er indholdet i filmen ”Girl, interrupted” (jeg har ikke læst bogen) både dramatisk og bevægende, hvilket formentlig også er årsagen til, at Aimee Mann blev optaget af Susanna Kaysens beretning om sit ophold på et psykiatrisk hospital. Mann blev involveret i planerne om at sætte bogens handling op som teaterstykke og begyndte for et par år siden at skrive musik til forestillingen. Teaterplanerne strandede imidlertid – måske midlertidigt – på problemer i forbindelse med corona-situationen, og i stedet for at vente på en eventuel afklaring omkring en mulig opsætning valgte Mann at udsende sine nye sange på cd´en ”Queens of the Summer Hotel”.

Sommerhotellet i cd-titlen er en eufemistisk omskrivning af det psykiatriske hospital, som danner rammen om begivenhederne, og dronningerne er de indlagte kvinder, hvis udsagn og historier udgør indholdet i bogen og filmen ”Girl, interrupted” – og altså nu også i Aimee Manns sangcyklus. Det er ikke nødvendigt for lytteren at kende Susanna Kaysens bog for at få udbytte af sangteksterne på den nye cd – men det er på den anden side ingen skade til at have læst eller set ”Girl, interrupted”.

En dyster sangcyklus
Aimee Mann er både en fremragende sangskriver og en glimrende guitarist, men på de 15 nye sange er det stort set kun den første af egenskaberne, der er i spil. Musikken på ”Queens of the Summer Hotel” er overvejende klaverdomineret med indslag af forskellige stryge- og blæseinstrumenter, mens Manns akustiske guitarspil ligger langt tilbage i lydbilledet. Med enkelte undtagelser kan man tale om en form for kammer-rockmusik, som svarer udmærket til de følsomme emner i sangteksterne, men som måske i det store perspektiv godt kan savne lidt variation i udtrykket.

Sangene er meget afhængige af indholdet i teksterne samt af Manns karakteristiske sopransang – men her skorter det til gengæld heller ikke på hverken kvalitet eller spændvidde. Aimee Mann er en meget intens sanger med mange nuancer i udtrykket, som lytteren nødig vil gå glip af ved at komme til at hoste eller lignende. Her handler det tydeligvis om liv eller død for de personer, der optræder i sangene.

Indholdet i Manns sangcyklus fortæller ikke en sammenhængende historie om livet blandt de indlagte på et psykiatrisk (kvinde)hospital, men rummer derimod punktnedslag på udvalgte skæbner samt på vigtige indslag og holdepunkter i den daglige rutine på hospitalet. Bl.a. møder lytteren den inkarnerede stofmisbruger i sangen ”In Mexico”, man møder den jeg-svage personlighed i ”Little chameleon”, og man møder den arrogante læge, som mener at kunne stille en udtømmende diagnose på et kvarter, i sangen ”Give me fifteen”.

Desuden byder Aimee Manns sangcyklus på adskillige reflekterende sange, hvor den psykiatriske patients dilemmaer og udsatte position er i fokus. Det sker f.eks. i udgivelsens første single-udspil ”Suicide is murder”, der tager fat på de komplicerede overvejelser i forbindelse med selvmordet – og ikke mindst selvmordets betydning for de efterladte. Mann har selv udtrykt problemstillingen således i et interview: ”Every person who knows the person who committed suicide will blame themselves in some way for not noticing or stepping in doing something.

Sangen “You could have been a Roosevelt”, med den ildevarslende tillægsbemærkning: “you´re doomed to be a Kennedy”, fortæller om, hvor svært det er for den psykisk syge at leve op til omverdenens krav og normer; men musikken og melodien til sangen gør, at den trods det noget nedslående indhold alligevel er en fornøjelse at lytte til, og det samme gælder en række af de øvrige sange på ”Queens of the Summer Hotel”. Her er både sange i valsetakt og iørefaldende melodier med lette syng-med-omkvæd, hvor formen modsiger indholdet, men hvor helheden alligevel bliver aldeles fascinerende.

Og heldigvis rummer Aimee Manns sangcyklus også et lille håb for fremtiden i den afsluttende sang ”I see you” med de fortrøstningsfulde sætninger:
”People get crushed and broken/ people lose and they grieve/ but I see/ and I believe/ I see/ and I believe”.
Der er trods alt håb for de indlagte på hospitalet – og som lytteren måske ved fra Susanna Kaysens egen historie, er der for mange af patienterne også et liv på den anden side af sygdommen.