Du kan ikke tage det med dig

Udtrykket ”Du kan ikke tage det med dig” betyder, at man ikke kan tage penge eller materielle ting med sig, når man dør – og det gælder ligegyldigt, hvor man skal hen. Udtrykket har lagt navn til en film af Frank Capra, baseret på et skuespil, der netop handler om, at der er noget, der er vigtigere end penge og rigdom, og at man i stedet for bare at samle på ting og penge bør nyde livet her og nu og bruge sine penge til noget fornuftigt. Udtrykket kan ses som en variation over det latinske udtryk ”memento mori”, dvs. husk at du skal dø, som også henviser til, at livet er kort, og at vi derfor skal forsøge at leve så meningsfuldt som muligt, mens vi gør det.

De to udtryk er gode at tænke over en gang imellem, uden at man af den grund skal blive bange for at dø. Jeg kom til at tænke over vendingen ”du kan ikke tage det med dig”, da jeg for et par dage siden hos auktionsfirmaet Bruun Rasmussen stødte på en montre med udvalgte effekter fra afdøde Peter Lund Madsens åbenbart enorme Neil Young-samling – og som man kan se på firmaets hjemmeside, er de udstillede plader og bokse kun toppen af isbjerget. Lige p.t. er der ca. 30 Neil Young-emner på auktion, hver lot indeholdende et større eller mindre antal udgivelser.

Det er en voldsomt imponerende samling Neil Young-materiale, man har mulighed for at byde på d. 15. september – lige fra en lot med 10 forskellige versioner af Buffalo Springfields første LP over diverse promotion-udgivelser og japanske presninger til en stribe forskellige bokse med Neil Young Official Archives-udgivelser. For slet ikke at nævne den nok mest specielle genstand i hele samlingen: Neil Youngs første singleudgivelse med gruppen The Squires fra 1963: ”The sultan/Aurora”. Hvis man ellers kan lide Neil Young – og hvem kan ikke det – er der nok at byde på d. 15. september hos Bruun Rasmussen. Priserne ser ikke skræmmende ud, og samlingen er så stor, at der skulle være nok til adskillige samlere, som gerne vil udbygge deres Neil Young-samlinger.

Hvornår er nok nok?
Men hvad har Peter Lund Madsens store Neil Young-samling med det gamle romerske motto at gøre? Måske er det min mening her at påpege det futile i at opbygge enorme pladesamlinger, eller måske jeg vil advare mod at lade samleriet tage overhånd? Eller noget lignende? Nej, naturligvis ikke. Jeg er selv bidt af en gal samler og er meget imponeret over, så langt Peter Lund Madsen har formået at forfølge sin interesse for Neil Young og hans værk (samt for flere andre musikere, som Lund Madsen også har kunnet lide, og hvis værker sættes til salg hos auktionsfirmaet sammen med den store Neil Young-samling). Som musiksamler selv har jeg ikke noget at sige Lund Madsen på – og selv om jeg havde, ville det også være temmelig ligegyldigt.

Og så alligevel. Næsten uanset hvem man spørger, om der er nogen, der har brug for 10 stort set identiske udgaver af den samme plade, vil svaret være nej – og hvis der alligevel skulle være nogen, der svarer ja, vil årsagen mere være en form for filateli-lignende interesse i samlerobjektet end en egentlig musikalsk interesse. Musikken på de 10 LP´er lyder jo ens, så det er kun indpakningen af indholdet, det adskiller sig fra plade til plade.

Tilsvarende kan man vel hævde, at det at samle på fabriksforseglede bokssæt – som flere af Lund Madsens auktionsgenstande angives at være – heller ikke har meget med musiknydelse at gøre, men kun med glæden ved at eje en eller anden bestemt genstand, i dette tilfælde et bokssæt med Neil Young.

Det er selvfølgelig helt legitimt at ville eje noget musik, som er indpakket, så man ikke kan komme til at høre det, ligesom det er legitimt at eje 10 ens LP´er; men det har ikke meget med selve musikken at gøre, og de ekstreme auktionsobjekter antyder, at det måske snarere var samlingen, der ejede samleren, end omvendt. Det var i hvert fald de mere outrerede aspekter ved Lund Madsens kæmpesamling af Neil Young-effekter, der fik mig til at tænke på den gamle romerske talemåde – foruden det forhold, at selv den mest omfattende Neil Young-samling jo aldrig kan blive komplet, lige meget hvor meget samleren anstrenger sig.

Hvorfor f.eks. nøjes med ”kun” 10 udgaver af den første Buffalo Springfield-plade? Hvorfor ikke også samle udgaver fra andre lande end USA, England, Italien og Japan, som er de 4 lande, der er repræsenteret i Lund Madsens samling? Eller hvorfor ikke satse på en komplet samling af Neil Youngs singleplader? Osv. osv. Man bliver ifølge sagens natur aldrig færdig med at samle, og det er værd ind imellem at huske på, at man ikke samler for evigheden, men derimod for nuet.

Endnu en kommentar til Peter Lund Madsens ekstremt store Neil Young-samling, som måske er et eksempel på, at en samling trods alt kan blive for stor: hvordan skal man få tid til at høre al den musik? Nogle af pladerne er jo indpakket og må slet ikke spilles, mens andre er så sjældne – bl.a. debutsinglen – at det nok vil være klogest helt at lade være med at spille dem. Men selv uden disse undtagelser rummer Lund Madsens samling så mange titler, at det kan synes en umulig opgave at høre sig igennem alle pladerne – specielt da, hvis man også interesserer sig for anden musik end lige netop Neil Young; og det gjorde Anders Lund Madsen jo. Lytterens begrænsede tid er et relevant argument i diskussionen om den rimelige størrelse på en musiksamling.

Uofficielle udgivelser
Min egen Neil Young-samling er forsvindende lille i forhold til Peter Lund Madsens samling: de første 20 LP´er, ca. 30 cd´er (nogle af dem identiske med LP´erne) og en enkelt boks. Dertil kommer forskellige Young-relaterede udgivelser med Buffalo Springfield, CSN&Y og Crazy Horse, plus alt det løse – samt ca. 20-30 piratudgivelser, som jeg i tidens løb er stødt på i butikker og på plademesser. Sidstnævnte udgivelser er der ikke nogen af på Bruun Rasmussens auktion, og det er der en god grund til: disse cd´er må slet ikke forhandles kommercielt.

I forbindelse med diskussionen om store – og for store – musiksamlinger er de uofficielle udgivelser imidlertid interessante, ikke mindst fordi de understreger umuligheden af nogensinde at skaffe sig en komplet samling musik med en bestemt kunstner. Demoer, outtakes og koncertoptagelser udgør et veritabelt skatkammer af uofficiel musik, som man aldrig kan regne med at kunne udtømme – specielt ikke, når det drejer sig om en så produktiv kunstner som Neil Young. Og selv om man ved et mirakel skulle lykkes med at opbygge en komplet samling piratudgivelser, ville man stadig aldrig få tid til at høre al musikken.

De uofficielle udgivelser har ikke direkte noget med eksistensen af en gigantsamling som Peter Lund Madsens at gøre; men måske er der alligevel en forbindelse til den næsten hybris-agtige bestræbelse på at ville etablere en tendentielt komplet samling af officielle udgivelser. Der er nemlig den sammenhæng, at selv om man skulle erhverve sig samtlige Neil Youngs officielle udgivelser, ville man alligevel mangle en masse god musik med ham. F.eks. har jeg lige hørt pirat-cd´en med optagelser fra Neil Youngs koncert i Falkoner Centret d. 28. februar 2008, som ud over en exceptionel god lydkvalitet rummer en stribe musikalske kraftpræstationer og højdepunkter fra Young. Og den lytteoplevelse kan man ikke få, selv om man køber hele Peter Lund Madsens store samling d. 15. september.

Det er som nævnt ikke min hensigt med ovenstående overvejelser og strøtanker at ville argumentere imod samleri og samlinger. Det ville også være besynderligt set i forhold til min egen praksis og mit eget forhold til musikken. Jeg har intet ønske om at ville nedgøre eller underkende fornøjelsen ved at samle på musik og andre sager, hvor enhver må finde sin egen balance mellem det mulige og det fornuftige, og hvor afgrænsningen af de to størrelser vil være forskellig fra person til person.

Jeg tror bare, at jeg med ovenstående vil sige, at det i min optik er en bedre ide at nyde musikken, hvor man støder på den, og så i øvrigt overlade samlingen af varianter og fejltryk til filatelisterne (uden i øvrigt at sige noget ondt om dem). En plade, man kan spille og nyde, er efter min mening mere interessant og mere værd end en stor samling fabriksforseglede plader, som mister noget af deres værdi ved at blive pakket ud og spillet. For husk: du kan alligevel ikke tage det med dig. Carpe diem.