Duetter og harmonier

Duetten, hvor to stemmer synger hver deres del af den samme sang, er en klassisk disciplin, også inden for rockmusikken. Massevis af rockmusikere har indsunget duetter, og mange af indspilningerne er siden blevet hits, godt hjulpet på vej af det forhold, at de jo ikke bare præsenterer ét, men hele to (kendte) navne. Så er der noget at komme efter for fans af begge sangere. Beslægtet med duetten er den tostemmige sang, hvor to stemmer synger en melodi samtidig, ofte med den ene stemme som harmonistemme.

Her er der sjældent tvivl om, hvem der er forsangeren og dermed hovedpersonen, selv om man sagtens kan opleve kendte kunstnere levere harmonistemmen til et bestemt nummer og dermed bidrage – næsten – lige så meget til det færdige resultat som forsangeren. Desuden kan de to sangere på en udgivelse naturligvis udmærket skiftes til at synge hovedstemmen og harmonistemmen. Ud over harmonisang kan man også nævne baggrunds-korsang som et hyppigt forekommende sangindslag i rockmusikken; men her vil der altid være tale om en underordnet indsats i forhold til forgrundsstemmen.

”Uægte” duet-udgivelser
Adskillige rockmusikere har udsendt plader med duetter, men i de fleste tilfælde er der tale om, hvad jeg vil tillade mig at kalde ”uægte” duet-udgivelser. Duetterne på pladen er selvfølgelig ægte nok (selv om man også som i Elvis Presleys tilfælde kan komme ud for duetter, hvor den ene stemme er tilføjet langt senere end Elvis´ oprindelige sangstemme); men disse duet-udgivelser præsenterer numre fra en lang karriere, hvor hovedpersonen ved forskellige lejligheder har sunget sammen med en kollega, og hvor disse optagelser fra forskellige steder og forskellige tidspunkter nu bliver sat sammen til en selvstændig duet-udgivelse.

Der er i realiteten tale om en opsamlingsudgivelse, som naturligvis kan være udmærket, men som ikke rummer det enhedspræg, som det giver, hvis alle bidragene til udgivelsen er blevet til som led i det samme projekt.

Sådanne ”uægte” duet-cd´er finder man f.eks. i forbindelse med Emmylou Harris´ ”Duets” (1990), med Linda Ronstadts cd ”Duets” (2014) og med Stings kommende cd med titlen – ja, gæt selv – ”Duets”. (Det ser ud, som om der her ligger en opgave for en kreativ titelforfatter). Ikke et ondt ord om disse udgivelser, som rummer en masse god musik, men som altså ikke er blevet til ud fra en samlende ide.

En sådan samlende ide fandtes til gengæld i 1969, hvor produceren Bob Johnston fik samlet de to legender Bob Dylan og Johnny Cash til indspilningen af en række duetter; men som man kan høre på det færdige resultat af indspilningerne, LP´en ”Nashville skyline”, blev det kun til en enkelt egentlig duet samt en række enkeltmandspræstationer. Historien lyder, at en regulær duet-udgivelse ville have krævet en indspilningsdag mere end de to, der var til rådighed for projektet – så derfor blev det ikke til nogen duet-LP i denne omgang. Til gengæld blev det i 2019 muligt at høre en del af de ikke-udgivne duet-optagelser ved udgivelsen af Bootleg Series-cd´en ”Passin´ through”.

Egentlige duet-udgivelser
Et par udgivelser, der fra starten af er tænkt som duet-udgivelser, er Elton Johns ”Duets” (der var den igen) fra 1993 og Van Morrisons ”Duets – Reworking the catalogue” (2015). I begge tilfælde blev udgivelsen til som et resultat af, at sangerne ønskede at lave et helt album med egne og/eller andres hits, genindspillet som duetter med gode musikerkolleger. Elton Johns 1993-udgivelse blev et stort hit i samtiden og affødte adskillige hit-singler, heriblandt ”True love” (med Kiki Dee) og ”Don´t go breaking my heart” (med RuPaul) – en sang, som John tidligere havde haft et duet-hit med sammen med Kiki Dee!

Van Morrisons duet-album var, som titlen antyder, en stribe genindspilninger af Morrison-numre fra tidligere plader; men i modsætning til Elton John valgte Van Morrison ikke sine mest kendte hits til duet-cd´en, men derimod nogle knap så kendte numre fra det omfattende sangkatalog. Det blev til en stribe fine indspilninger med gamle venner og kolleger som Georgie Fame, Stevie Winwood og Mark Knopfler, og det færdige resultat står sig flot i Van Morrisons i øvrigt lange række af musikalske triumfer.

Norske Ane Brun udsendte i 2005 cd´en ”Duets”(!), hvor hun sang sammen med en række kendte musikere, primært fra de nordiske lande. Noget tilsvarende gjorde svenske Totta Näslund i 2001, hvor han udsendte sit fjerde solo-album under titlen ”Duetterna”.

Ideen til udgivelsen kom fra Tottas gamle ven Johan Larsson, som syntes, det kunne være sjovt at samle hele den kvindelige svenske rocksangerelite og lade sangerinderne synge duet med Näslund – og både Näslund selv og hans pladeselskab syntes det samme. Derfor henvendte Näslund sig til bl.a. Marie Fredriksson, Louise Hoffsten, Kajsa Grytt, Sara Isaksson, osv. – samt til Sanne Salomonsen, som vel i denne sammenhæng er en slags halvsvensker – og bad dem om at levere den ene stemme til en duet.

Samtidig med, at Totta fik fat på et imponerende stjerneopbud af svenske sangerinder, skrev nogle af de førende svenske sangskrivere – Dan Hylander, Peter Lemarc, Mauro Scocco, Mats Ronander, osv. – en række spritnye sange til projektet, og med denne dobbelte stjerne-indfaldsvinkel til duet-albummet kunne det næsten ikke gå galt. Hvad det da heller ikke gjorde: ”Duetterna” indeholder en stribe umådeligt iørefaldende sange, som både adskiller sig fra hinanden i tone og temperament, og som desuden rager højt op i de medvirkende navnes respektive sangkataloger. Der er ingen tvivl om, at alle involverede her har ydet noget ud over det sædvanlige, ligesom de åbenlyst har nydt at være med i projektet. Bra jobbat!

Harmonisang så englene synger
En af de pladeudgivelser, jeg altid kan sætte på afspilleren, hvis jeg ikke lige ved, hvad jeg har lyst til at høre, er Gene Clarks og Carla Olsons ”So rebellious a lover” fra 1987. Pladen blev indspillet på et tidspunkt, hvor Gene Clarks karriere befandt sig i en form for vakuum efter en række kritikerroste, men skidt sælgende soloudgivelser. I starten af 1986 mødte Gene Clark så Carla Olson, og de to begyndte at indspille en stribe sange, som i 1987 skulle blive til duet/harmoni-albummet ”So rebellious a lover”.

Nogle af sangene synges som duetter, og nogle synges tostemmigt, hvor den ene sanger står for hovedstemmen, mens den anden leverer harmonierne – og først og fremmest fremtræder albummet som et fælles sangprojekt med to stemmer, der står til hinanden som jordbær og fløde. ”Every angel in heaven” hedder en af sangene, og dette nummer lyder – ligesom de øvrige – som at høre englene synge. Smukt, smukt, smukt – et melankolsk mesterværk og et højdepunkt i såvel Clarks som Olsons karrierer.

Clark-Olson-samarbejdet resulterede i et ægte fællesprojekt, og begge sangeres navne figurerer da også side om side på album-coveret. Gram Parsons´ og Emmylou Harris´ samarbejde om pladen ”Grievous angel” (1974) var lige så meget et fælles projekt som Clarks og Olsons plade; men da pladen blev udsendt posthumt efter Gram Parsons´ alt for tidlige død i 1973, var det kun Parsons´ navn, der prydede pladeomslaget. Årsagen hertil skal findes i den omstændighed, at Parsons´ kone, Gretchen, ikke var ret begejstret for Emmylou Harris´ indflydelse på Parsons og derfor sørgede for at holde hendes navn så langt borte fra rampelyset som muligt, selv efter Gram Parsons´ død.

Men Emmylou Harris´ flotte stemme kunne Gretchen naturligvis ikke skjule, og den er en lige så vigtig del af Parsons-Harris-pladen som Gram Parsons´ egen sangstemme. På de fleste af pladens numre ”nøjes” Emmylou Harris med at synge harmonistemmen, men ”Grievous angel” indeholder også et par sange uden egentlig forsanger (men ingen duetter). Det er dog lige så meget i de uendeligt vellydende harmonistykker som i de tostemmige sange, Harris´ stemme sætter sit præg på pladen og medvirker til at gøre den til en udødelig klassiker. Det er en anden af de plader, jeg altid kan finde frem og lytte til med fornøjelse, uanset årstid eller tid på dagen.