Genrer
Dusty Springfield: Dusty in Memphis
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 89
De sidste par år har popmusik nydt en slags renæssance i anmelderkredse. Ellers har mainstream-pop har ikke været så velanset siden 1960’erne, hvor sangskrivere som Gerry Goffin, Burt Bacharach og Randy Newman stod bag det ene hit efter det andet uden at opnå samme plads i rampelyset som sangerne. At lytte til en hel plade med en gruppe som Three Dog Night, hvor hver sang er skrevet af en ny af disse studie-sangskrivere, kan føles lidt usammenhængende, men studierne gjorde dog deres bedste for at give sangerne et image. Dusty Springfield fik i 1969 kortvarig superstjernestatus, da Atlantic udgav hendes mest populære plade, Dusty in Memphis, og trods de mange forskellige sangskrivere er det en helstøbt oplevelse. Lyden var en fin blanding af den sydstatssoul, pladeselskabet bød på i form af Aretha Franklin og Otis Redding, og en mere poleret, strygerbåret pop-lyd a la Phil Spector eller Sonny & Cher. Det var en stor succes, der bl.a. gav hende det klassiske megahit "Son of a preacher man", men til min overraskelse kan resten af albummet sagtens hamle op med denne sang.
Dusty in Memphis er en solid og varieret samling soul- og popsange. De mere soulprægede sange er typisk mine favoritter, heriblandt, "Don’t forget about me"’ og "So much love". Dusty synger dem med tydelig overbevisning, og instrumentationen er rig. Både strygerne og blæserne er yndige, og de komplementerer musikken rigtig godt. De mere typiske pop-instrumenter klarer sig også godt, især med spændende fills og sjove detaljer. Strygerarrangementerne stikker dog endnu mere ud på de knap så soul-inspirerede numre. "Windmills of your mind" er en af mine favoritter, især på grund af måden, strygersektionen eskalerer melankolien, hvilket får den ellers ganske simple melodi til at fremstå som lidt af en genialitet. Den spanske guitar tilføjer også meget til dette. Jeg kom tidligere ind på, at Dusty – i modsætning til f.eks. førnævnte Three Dog Night – blev markedsført med et vist image. I modsætning til resten af Atlantics soulsangere virkede Dusty tit tilbageholdende. Trods hendes store beundring for Aretha Franklin er det svært at forestille sig Dusty synge "Respect" eller "Think". Dusty føles altid som en passiv aktør i sine sange, og det gør, at pladen til tider kan føles lidt ensartet.
Dermed ikke sagt, at pladen aldrig præsenterer noget vovet. Åbningsnummeret "Just a little lovin" handler åbenlyst om sex, og seksuelle undertoner optræder også på "Breakfast in bed", "So much love" og endda "Son of a preacher man". Så selvom hendes image var at være lidt tilbageholdende, var det på ingen måde så poleret som hos The Supremes eller Tammi Terrell, der virker som hendes mest åbenlyse konkurrenter. Producerne bag albummet fortjener også stor hyldest. Ikke alene lyder det generelt vidunderligt, men numrene understøtter også hinanden rigtig godt i tracklistingen trods de mange forskellige sangskrivere. Det er ikke alle, der er lige fantastiske – Bacharach/David-kompositionen "In the land of make believe" er en kende forglemmelig, og Dustys stemme er lidt lysere end hvad godt er, og begge Randy Newmans bidrag er lige så kønsløse som Newman-sange plejer at være. Dusty giver dog stadig en flot vokalpræstation. Arrangementerne til disse er også tæt på at være en kende corny. Jeg må dog erklære, at Dusty in Memphis er en ganske solid pop-plade, og der er få eksempler på at soulmusik samtidig er så poleret og så veludført.