Genrer
E.A.R. er langtidsholdbart men uden sikre hits
Anmeldelse: Kashmir, E.A.R.
Kashmir har aldrig stået stille som band. Hver eneste udspil har indeholdt ønsket om at flytte sig musikalsk og kunstnerisk. Sådan er det også med E.A.R. Der er både store musikalske øjeblikke, grænsesøgende eksperimenter og lovlig meget stilstand, på albummet, der viser, at Kashmir har en finger på pulsen og den anden begravet i sjælens muld.
Pladen indledes i et afdæmpet univers, hvor Kasper Eistrups stemme svæver over et elektronisk hav af tilbagelænet åndelighed. De småsnakkede stemmer i baggrunden sender tankerne tilbage til ”Mudbath” fra succespladen The Good Life, men hvor det dengang var sladder og middagsselskab, man lyttede til, er baggrundsstøjen blevet mere filosofisk.
På ”Piece Of The Sun” forsøger pladen at komme rigtigt i gang med en fin melodi og en velproduceret akustisk guitar, der træder fint gennem regndråberne i baggrunden. Det er intimt og forunderligt nedbarberet, og den store sangstemme for lov at stå i centrum.
Musikalsk kigger pladen delvist tilbage og låner de bedste ideer fra bandets seneste fire plader, men samtidig kigger Kashmir direkte ind i nutiden med tidstypisk dyster musik, der flirter med det elektronisk, men stadig holder fast i rockens organiske udgangspunkt.
Flere steder på albummet tager eksperimenterne og ideen om at lave et helstøbt værk over. Der er for mange svage passager, hvor man som lytter har det som en charterturist på vej en den lille bus fra flyet til lufthavnsterminalen; undervejs. Det gælder eksempelvis for det instrumentale ”Trench” og for ”Pedestals”. På samme tid er albummet fattigt på deciderede hits, som man som lytter søger tilbage til efter første gennemlytninger.
Til gengæld er albummet langtidsholdbart og afvekslende i et omfang, som få andre bands i Danmark magter så overlegent som Kashmir. Og de mange og lange tracks gør det muligt at gå på opdagelse i albummet igen og igen og finde musikalske perler, som man overså første, anden, tredje og fjerde gang, man lyttede albummet igennem. Det er en stor musikalsk gave.
Lyt til:
”Purple Heart”, hvor tempoet bliver skruet lidt op i forhold til resten af den lidt langsomme plade. Her synger Kasper Eistrup mere energisk og optimistisk.
”Peace In Our Time”, der på smuk akustisk vis lukker pladen og åbner døren til himlen med en fin tekst om fred og demokrati.