Genrer
Earth, Wind & Fire: That's the way of the world
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 493 på listen.
Earth, Wind & Fire var en af de mange grupper, der i 70'erne tog R&B i helt nye retninger – Sly & the Family Stone startede trenden i slutningen af 60'erne, og i 70'erne begyndte Stevie Wonder, Parliament, Funkadelic, Marvin Gaye, James Brown, The O'Jays, War, Curtis Mayfield og selvfølgelig Earth, Wind & Fire at tage R&B i nye, mere interessante afskygninger. Disse musikeres bedrifter i 70'erne dannede grundlag genrer som disco, post-disco, hip hop, funk-rock og neo-soul. Dagens 9 mænd i skysovs er som sagt Earth, Wind & Fire, og albummet, vi skal snakke om er That's the way of the world, et album der især udmærker sig med en enorm diversitet i lyden. Bandet giver dig en positiv meddelelse med den festlige "Shining star" i starten, derefter et langsommere, reflekterende titelnummer, så "Happy feelin'", et hysterisk lykkeligt nummer, der er svært at undgå at smile til, og derefter slutter pladens A-side med "All about love", et nummer der delvist kører som spoken word, delvist kører som en almindelig sang.
Hele A-siden har et gennemgående tema om kærlighed overfor verden, og der er generelt ikke mange sure miner på denne plade, men de føles aldrig lalleglade. De føles bare ufatteligt taknemmelige over, at de har det, som de har det. Åbningsnummeret, "Shining star" siger, at du er en skinnende stjerne uanset hvem du er – alle har potentiale – alle kan gøre noget stort og godt her i verden. Det lyder måske latterligt når jeg siger det, men det bliver livsbekræftende med Earth, Wind & Fires melodi, tekst og udførsel. De er 9 medlemmer, og det kunne være kaotisk, men de gør blot deres lyd meget bredere af den årsag. B-siden er stadig meget lykkelig og kærlig – "Yearnin' learnin'" handler f.eks. om at erfare sig i verden. Den minder lyrisk meget om "Shinin' star", men den mere funkorienterede lyd gør sangen unik, og dens temposkift hjælper også meget til. "Reasons" er titlen på sangen der kommer derefter, og med en langsom, nærmest jazzet falset synger Phillip Bailey oprigtigt løs om sød, dejlig kærlighed mellem to personer.
Albummet fortsætter med "Africano", der lyder meget som titlen antyder. Afrikansk folkemusik bliver blandet sammen med funk, og Andrew Woolfolk får fyret både en fantastisk fløjte- og saxofonsolo af på dette instrumentale nummer. De afrikanske indflydelser føjer igen til diversiteten, og diversitet er rigtig vigtigt på et album. Det gør, at man har lyst til at fortsætte med at lytte til albummet, for uanset hvor god en sang er, har de færreste lyst til at høre et album fyldt med sange, der lyder for sent. That's the way of the world er et album, der konstant giver dig noget anderledes at tygge på. Samtidig er der nok rød tråd rent genremæssigt, til at du nok ville kunne lide hele albummet, hvis du kan lide så meget som et eneste nummer. Albummet slutter med "See the light" – dette numer runder flot albummet af. Temposkift, imponerende saxofon, flot falset, ekstatisk kor, en måske lige lovlig kort guitarsolo, men alt i alt et funky nummer fyldt med sjæl, der runder et album af, som kan anbefales til alle fans af 70'ernes mere eksperimenterende R&B.