Genrer
Edward Elgar: Symfoni nr. 1
Elgar uden leverpostej
Edward Elgar (1857-1934) er blevet skudt i skoene at han lyder typisk engelsk. Den hymniske storhed i hans Pomp and circumstance marches får lytteren til at ranke sig og har været passende som musikalsk emblem for et imperialistisk rige.
I de to symfonier fra 1908 og 1911 bor derimod en helt anden dybde og kompleksitet. Deres tunge andagt har jeg på andre indspilninger oplevet som dræbende kedelig, men efter nogle lyt til Daniel Barenboim og Staatskapelle Berlins cd med Symfoni nr. 1 står Elgar nu for mig som en egensindig og nuanceret komponist. I deres bud lyder han snarere end britisk som et konglomerat af påvirkninger lige fra Brahms, Wagner, Tjajkovskij til Puccini.
Den tyve minutter lange førstesats tager tålmodige skridt, som skuer den ud over et landskab fuldt af minder, af fantombilleder, der så vækkes til live og pludselig står lyslevende foran en. Elgar arbejdede i forlængelse af Brahms' idé om absolut musik, der blot repræsenterede sig selv, men med Barenboim & co. bliver musikken ikke mindre gribende og associationsskabende. Vi bliver sendt på en episk rejse fuld af både drama og lyrisk sentimentalitet. 1. symfoni er nem at kritisere - for mange hymneagtige linjer, for meget legato, for meget mellemtone og tematisk redundans - men Barenboim får overbevist orkesteret om at trække flere lyse overtoner, schatteringer og strukturelle kontraster frem, så det leverpostejsagtige bliver reduceret væsentligt.
Efter tredjesatsens underskønne stryger-oaser ender værket med en bombastisk finale, der ikke som Sjostakovitj har en skjult dagsorden bag de udvendige manerer, men bare er ligefrem, grandios og rørende. Musikken går ikke til ekstremerne som Mahlers psykologiske selvrangsagelse eller Richard Strauss' ekstravagance, men Barenboim viser eminent, hvordan Elgar finder sin egen vej.