Genrer


Elektropop med kant
Marina and the Diamonds: Grøn scene, NorthSide Festival, d. 15.6.2012
Koncertgængerne er for alvor ved at indfinde sig på NorthSide festivalen fredag eftermiddag da græsk-walisiske Marina Lambrini Diamandis, bedre kendt under kunstnernavnet Marina and The Diamonds, går på scenen. Bandet, der alle er klædt i sort kontrast, præsenteres som Sara og John på keyboards, Chris på bas, danske Sebastian på trommer og Alex på guitar.
Marina and the Diamonds har fornyligt udsendt deres andet new wave albums Electra Heart (2012) hvorfra det radiovenlige dance nummer ”Radioactive” stammer. Deres første album The Family Jewels (2010), indeholdt blandt andet hittet ”Shampain” der tidligere var en sand landeplage i UK. Det lyriske univers bevæger sig omkring mytologisk inspirerede sange eller sange der omhandler familieværdier, mænd og kvinders magtkampe, arketyper og kvinders seksualitet. Sange med titler som "Hypocrates", "Obsessions" og "I´m not a robot".
Der bliver piftet da Marina toner frem på scenen som en anden primadonna først i nedringet hvid brudepigekjole med tårnhøje sko og siden i en lyserød kjole. Med sig har hun en lyserød lykkepuddel som lyder navnet Marilyn. Efter sigende skulle Marina være meget betaget af Marilyn Monroe men også Madonna og Marie Antoinette.
Og så er vi I gang. Stemmen varierer og fortæller dramatiske historier blandt andet i operaversionen af ”Homewrecker”, den poprockede ”Bubblegum Bitch”, den cabaret-agtige ”Obsessions”, den kække ”Radioactive” (nu i lyserød kjole) og "Mowglis Road" som lyder helt Cocteau Twins-agtig.
Særligt de poppede op tempo numre som f.eks. ”Bubble Gum Bitch” fungerer rigtig godt, men også et par af de mere stille numre fra især det nyeste album klingede smukt ud over forsamlingen og afslørede overhovedet ikke at Marina fornylig måtte aflyse en del engelske koncerter pga. problemer med stemmen.
Marina fortæller at det er hendes første festival i Danmark og på vej ud råber hun ”thanks for being such a lovely audience". ”Du er fucking lækker” svarer en ung hipster.