Genrer
Elton John: Goodbye yellow brick road
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 91
Jeg har anmeldt ret meget Elton John efterhånden, og generelt har jeg været positivt stemt. Nu er jeg endelig nået til den plade, alle kalder hans bedste, Goodbye yellow brick road fra 1973. Jeg var dog lidt varsom, da jeg satte den på, for det er et dobbeltalbum, og i min erfaring ender længden hos dobbeltalbum ofte med at være et problem. En stor del af albummet er en hyldest til amerikanske kulturikoner – Roy Rogers, Troldmanden fra Oz, Marilyn Monroe, og hele den amerikanske selviscenesættelse gør sig også godt i lyden, der er mere pompøs og storladen end nogensinde før hos hr. John. Han er faktisk ved at bevæge sig over i glam-rock til tider, men han prøver at undgå den overfladiske natur, der tit følger med den genre. Ja, selv om denne stilart får indflydelse, er der stadig plads til dybtfølte klaverballader såsom "Candle in the wind", titelnummeret og den afsluttende "Harmony".
Da albummet er ret langt, prøver Elton John selvfølgelig at variere lyden, men det er ikke alle stilarter, han rammer lige godt. Mere glam-orienterede numre virker dog ret godt bl.a. "Dirty little girl", "Saturday night’s alright for figthing" og især den fornøjeligt sjove "Bennie and the Jets", hvor man virkelig kan høre hvor meget Elton og bandet hygger sig. Når han prøver at hente inspiration fra reggae på den ulidelige "Jamaica jerk-off" og country på den lettere forglemmelige "Roy Rogers" samt den også noget ligegyldige "Social disease", så går det ikke nær så godt. De country-prægede numre skuffede mig især, da han på albummet Tumbleweed connection har vist, at han sagtens kan lave glimrende country-rock. Ja, det album er en solid kandidat til mit yndlings-album fra John. Der er også numre, hvor han drager inspiration fra progressiv rock, og det klæder hans lyd – det kommer f.eks. til udtryk på det 11 minutter lange åbningsnummer "Funeral for a friend/Love lies bleeding", der får startet albummet med maner. Også på "Grey seal" og "All the girls love Alice" giver denne indflydelse absolut noget nuance til Johns lyd og sangskrivning.
Balladernes kvalitet er ret svingende: dels har vi at gøre med nogle af de bedste, John i fællesskab med lyriker Bernie Taupin nogensinde har skrevet – "Candle in the wind" og "Goodbye yellow brick road" er med god grund de mest kendte eksempler, men også afslutningsnummeret "Harmony" fortjener opmærksomhed efter min mening – men dels er der også forglemmelige numre som "I’ve seen that movie too" og "Sweet painted lady", der dog stadig kan bryste sig af nogle kreative øjeblikke i Bernie Taupins tekster. De er da heller ikke forstyrrende, men jeg kan på ingen måde forestille mig at vende tilbage til dem, og så meget bidrager de heller ikke til helhedsoplevelsen. I det store hele finder vi på albummet Goodbye yellow brick road nogle af de absolut bedste eksempler på Elton Johns sangskrivning, og hvis han havde begrænset sig til en enkelt skive, hvor kun de bedste numre var med, kunne han sikkert have arrangeret dem så vi fik et mesterværk. Som pladen ser ud nu er der stadig meget at komme efter, men man må overleve med noget fyld hist og her.