Genrer
Elton John: Honky château
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 357 på listen.
Efter tre vidunderlige albums i form af en selvbetitlet gennembrudsplade, Tumbleweed connection og Madman across the water var det begyndt at være svært for Elton John at holde sig på det sædvanligt høje niveau. Han gjorde det ikke desto mindre med den efterfølgende Honky château fra 1972. Denne plade starter med den sjove, poppede, energiske "Honky cat". Ingen Elton John-plade førhen har nok startet med en sang, der har fungeret så flot som åbningsnummer. Den sparker energisk gang i albummet. Den efterfølgende "Mellow" er, som titlen antyder, noget langsommere. Den er en ret fed melodi, men personligt gør den ikke rigtig noget for mig. Dens følelser er ret store, og især i starten fungerer den rigtig godt, men i længden er den let at komme til at glemme. Til gengæld er "I think I'm going to kill myself" et helt fantastisk nummer. Den er i lyden en dynamisk, sjov og energisk popsang, mens teksten handler om selvmord. Kontrasten er fantastisk opspillet, og sarkasmen er på et niveau, jeg ikke forventede, at Elton John havde mod på.
Sangen "Susie (dramas)" er en enorm kærlighedssang af den slags, som kun Elton John kan finde ud af. Klaveret bliver banket sønder og sammen, og man får et stort smil på læben, hver gang, man hører den. Efter denne kommer megahittet "Rocket man (I think it's going to be a long, long time)", og den fortjener uden tvivl sin berømmelse. Den er kraftigt inspireret af David Bowie-hittet "Space oddity", og mens den ikke når de højder, er der stadig meget charme og følelse i instrumentation og melodi. Den er godt skruet sammen, og man kan høre mange lag i musikken. "Salvation" er endnu en sang, som har sine enorme øjeblikke. Den starter naturligvis stille, så der bliver skabt kontrast i forhold til den bombastiske "Rocket man", men efterhånden bliver den så eksplosiv, at det føles som om, man hører en Martin Luther King-tale. Apropos ham, hedder det næste nummer "Slave". Det er en ret fed sang, selvom dens kraftige country-elementer var knap så attraktive, da jeg hørte den første gang. De ender dog med at tilføje meget charme, og den føles mere unik deraf.
Sangen "Amy" er en begærlig sang om længsel. Den udvikler sig meget, og mod slutningen kommer en fantastisk sektion, hvor melodien er i staccato, og dette er virkelig tidspunktet, hvor sangen skinner. Det er et af albummets højdepunkter, og hele albummet er ellers rigtig sjovt. Den næstsidste sang på albummet hedder "Mona Lisas and mad hatters", og det er en rigtig sentimental, tænksom sang, der viser at Elton John stadig kan brillere med de langsomme sange. Den er endnu et af albummets højdepunkter, og de melodiske skift er noget af det smukkeste, Elton John har skrevet. At dette ikke blev en single undrer mig gevaldigt. Albummet afsluttes med sangen "Hercules". Det er ikke verdens stærkeste melodi, men albummet afsluttes meget klimaktisk på grund af det vilde rock and roll-klaver, den lavt mixede vokal og det enorme doo wop-kor. Den føles også afrundende, da den beskriver sangens hovedperson som en kat – præcis som "Honky cat" gjorde. Honky château er et af Elton Johns fineste øjeblikke. Hvis du kan lide pop-rock, så er dette et rigtig godt album i genren. Der er nogle få svipsere, men generelt er kvaliteten rigtig høj.