Elvis - filmen om Elvis Presley

Så kom den - Elvis - Baz Luhrmanns film om Elvis Presley og hans manager "oberst" Tom Parker. Og hvilken film. Storslået - intet mindre. 

Filmen holder. Filmen holder SÅ meget. Austin Butler vækker på overbevisende vis Elvis Presley til live igen. Han har studeret Elvis, hans mimik, hans bevægelser og hans sprog i mere end to år og rammer det fantastisk.

Man føler som tilskuer med Elvis/Butler, der græder over tabet af sin mor. Man føler den triumf Elvis/Butler har, da han ved at han har sejret - både i 1968 i come-back-showet og igen på scenen i Las Vegas. Man føler med Elvis/Butler i den hjerteskærende scene, hvor Priscilla beslutter at forlade ham. Og man føler en uendelig tristhed, da en synligt ikke rask Elvis/Butler i 1977 ved pianoet synger "Unchained Melody" få uger før sin død. Jeg ved ikke, om det var en trækvind, der sneg sig ind i biografen, men i hvert fald blev mine øjne lidt fugtige...

Historien er kendt for de fleste...Historien om den fattige sydstatsknægt, der i en smeltedigel af sort og hvid musik i første halvdel af det 20. århundrede, skaber sig et navn som et af århundrets største musikalske og kulturelle ikoner. Med de op- og nedture der følger. Baz Luhrmann giver gennem godt to og en halv time sit bud på, hvordan historien udspillede sig - med det lidt snedige twist, at vinkle den fra Parkers synspunkt.

Filmen som helhed er et overflødighedshorn af flotte billeder, knald på farverne og ikke mindst styr på detaljerne. Det er ikke en dokumentarfilm, det er ikke en komplet 1:1 gengivelse af alt i Elvis Presleys liv og karriere og det er ikke alle sange og begivenheder i fuldstændig korrekt kronologisk orden. Men det er en film, der efter min bedste overbevisning, giver et seriøst bud på de aspekter og faktorer - både kulturelt, musikalsk og menneskeligt  - der var med til at skabe navnet, fænomenet og myten Elvis Presley. Man får som seer et godt indblik i de tidlige år, hvor den sorte blues- og gospelmusik influerede Elvis. Noget der satte varige spor i hele hans fremtidige tilgang til musikken, og som filmen også trækker tråde til.

Countrymusikken var også en inspirationskilde for Elvis - måske lidt underspillet i filmen, hvor det nærmere er Elvis' indvirkning på denne musikform, der skildres. Men filmen formår at give en indsigt i den farlighed, som Elvis repræsenterede - i hvert fald ifølge den tids farve- og kropsforskrækkede hvide middelklasse. En "farlighed", der måske ikke er så husket og indlysende idag, for et yngre publikum. Men med filmens musikalske virkemidler - der er i dén grad sat strøm til - skildres det  forbilledligt hvordan Elvis og hans berømte hoftevred i de tidlige går lige ind i unge pighjerter....og enkelte drenges dittto...  

[[{"fid":"7181","view_mode":"default","fields":{"format":"default","field_file_image_alt_text[und][0][value]":false,"field_file_image_title_text[und][0][value]":false},"type":"media","field_deltas":{"4":{"format":"default","field_file_image_alt_text[und][0][value]":false,"field_file_image_title_text[und][0][value]":false}},"attributes":{"class":"media-element file-default","data-delta":"4"}}]]

 

Det er farligt, det frækt - og knaldende godt illustreret. Raceproblematikken skildres også. Elvis og B.B. King, Elvis og Little Richard  og i en sekvens udpeger den modne Elvis Fats Domino som "the king of rock'n'roll".

Filmen er bygget op i punktvise større nedslag, hvor der især fokuseres på udvalgte, vigtige begivenheder, mens andre på forskellig vis mere antydes. Selv om Elvis Presley i 1960'erne var (en af) Hollywoods højst betalte stjerner, er det ikke den del af hans karriere, der er den mest mindeværdige. Men i filmen "Elvis" illustreres denne periode med en tillempet gengivelse af en konkret scene fra filmen "Live a little, love a little". Andre film er repræsenteret som plakater og andet merchandise - et begreb Parker efter sigende opfandt - der ses på Parkers kontor.

Parker blev Elvis Presleys manager tidligt i hans karriere. Elvis var endnu ikke myndig og hans forældre skulle derfor underskrive aftalen, og myten vil vide, at især Elvis' mor Gladys var loren ved det...hun kendte ikke Parker, han var ikke fra Syden. Og ja, hvor var han egentlig fra? Det er et emne filmen kommer ind på, som et væsentligt spørgsmål. For hvorfor turnerede Elvis aldrig udenfor USA? Af "sikkerhedsmæssige årsager" var Parkers officielle forrklaring dengang, men Parkers personlige id-papirer i bedste fald haltede, i værste fald var ikke-eksisterende. Han var illegal indvandrer fra Holland og kunne derfor ikke forlade USA. Denne del fylder nok mere i filmen, end det reelt gjorde i de pågældende år i virkeligheden - men det forklarer, hvorfor Elvis blev holdt i et såkaldt "guldbur" i USA og især Las Vegas.

[[{"fid":"7178","view_mode":"default","fields":{"format":"default","field_file_image_alt_text[und][0][value]":"Still fra filmen","field_file_image_title_text[und][0][value]":false},"type":"media","field_deltas":{"2":{"format":"default","field_file_image_alt_text[und][0][value]":"Still fra filmen","field_file_image_title_text[und][0][value]":false}},"attributes":{"alt":"Still fra filmen","class":"media-element file-default","data-delta":"2"}}]]

At Elvis' og Parkers forhold ikke kun var en dans på roser illustreres fint ved flere lejligheder i filmen. Ingen tvivl om at Parker gjorde et stort arbejde og indsats for at få Elvis Presley rykket fra de lokale scener og lille pladeselskab Sun i Syden, til det landsdækkende pladeselskab RCA,  nationalt TV osv. Men han tog sig også betalt - for godt betalt, viste det dig. Men som gammel "cirkus-hustler" kneb det med tiden for Parker at se ny udfordringer...eller gjorde det? I 1968 - efter at flere spillefilm ikke havde hittet optimalt, trængte Elvis til nye udfordringer. Parker havde fået en aftale med tv-stationen NBC og Singer (symaskinefabrikant) om en jule-special. Dét var ikke det Elvis havde brug for. Denne milepæl i Elvis' karrie, der siden hen er blevet kendt som "The 1968 Comeback Special" bliver ret nøje fortolket og beskrevet i filmen. Vi ser hvordan Elvis går imod Parker, og endda får en næsten politisk sang "If I Can Dream" - ind i showet. Super- super velspillet og fortalt.

Dette tv-show, der blev vist på amerikansk tv i julen i 1968 (med kun én juleseang) blev startskuddet til den næste og sidste fase i Elvis liv og virke - den nærmest endeløse af række af koncerter i Las Vegas og på tur rundt i USA. Elvis havde genfundet en vitalitet i musikken, og ville noget mere end bare synge gamle hits. Med et kærligt blik til den virkelige dokumentarfilm "That's the way it is" skildrer Luhrmann flot og autentisk, hvordan Elvis arbejder med sit band og musikken og får et nyt sceneshow op at stå.

Det er imponerende, hvad Luhrmann og især Austin Butler formår - man fornemmer virkelig den Elvis, der igen var klar til at give alt via musikken. I split-screen sekvenser - igen med kærligt hint til en virkelig dokumentarfilm, "Elvis on Tour" -  illustreres turneerne rundt i USA og tidens gang. Et potpourri af jumpsuits, ikoniske scener, med Elvis knælende med kappen spredt ud, en udmattet Elvis på bagsædet af en bil efter et show, en kollapset Elvis med hovedet i en spand isvand...iflg. "Obersten" var Elvis' eneste opgave at komme på scenen - "no matter what". Og ja, Luhrmann tager i "Elvis" også spørgsmålet om Elvis' brug og misbrug af stimulanser op. Det antydes påbegyndt allerede tidligt i karrieren og med tiden eskallerende - under "kyndig, lægelig" vejledning af Dr. Nic. 

Der er "guldklumper" for kendere puttet ind her og der i filmen, der er hints til kendte og mindre kendte historier, der er kærlighed, undren, og helt igennem seriøsitet.  Filmen "Elvis"  får de varmeste anbefalinger herfra. Uanset om man i forvejen er Elvis-fan, fortæller den en relevant, interessant historie om en tid der var, om et kunstnerisk/kommercielt parløb på godt og ondt, om to personligheder - Elvis Presley og Tom Parker.