Genrer


Elvis Presley 80 år januar 2015
21-01-2015
Kenth Kjeldgård Nielsen
Den 8. januar 2015 kunne Elvis Presley være fyldt 80 år. Hvis han altså ikke lige var død i en alder af kun 42 i 1977. Det er mange år siden. Men alligevel er han en kunstner, der der både i sin samtid og eftertid har haft en kolossal indflydelse og påvirkning. Både som kulturfænomen og ikke mindst som sanger. Det er sangeren Elvis Presley vi her vil fejre sammen med en lille håndfuld helt nutidige danske musikere og vores nye lytteguide til Elvis Presley.
Elvis startede sin karriere i 1954 og var aktiv frem til sin død i august 1977. Der var pladeindspilninger, film og koncerter. Det hele i et hæsblæsende tempo, der ville tage pusten fra enhver.Vi kigger på nogle nedslag, som de danske kunstnere har peget på, som deres favoritnumre med Elvis.
“Det er ren punkrock”, sådan betegner Stefan Moulvad fra The Sandmen Elvis’ indspilning af “Hound Dog”. Godtnok var det ikke Elvis, der havde lanceret sangen, men den er en af de tidlige, rå rock’n’roll-sange som er blevet synonym med Elvis. Han indspillede den i 1956 og havde den på sit repertoire frem til sin død. Stefan Moulvad peger også på det såkaldte come-back-show fra 1968. Også det har næsten ikonisk status, idet det er her Elvis er tilbage som rock’n’roller. I sort lædertøj. Rå.
“Med Elvis er du aldrig i tvivl om hans oprigtighed”. Sådan forklarer Dorthe Gerlach (Hush) en af Elvis’s kvaliteter. Dorthe Gerlach, der er aktuel med singlen “Natlys” fra sit første soloalbum, deler en fælles favorit med Moulvad. De peger nemlig begge på “In the Ghetto” som en af deres favoritter. Elvis indspillede sangen i 1969 ved de første sessions i mange år i hans hjemby Memphis, Tennessee. Det var en for Elvis lidt utraditionel sang, idet den havde et socialt budskab. Den handler om den fattige dreng fra ghettoen i Chicago, vold og død. Elvis havde den på sit liverepertoire en periode, og Moulvad synes især om liveversionerne.
Gerlach beskriver sin oplevelse af sangen sådan: “En god melodi i et topblæret dynamisk arrangement, hvor Elvis virkelig kan strække ben vokalmæssigt. Stemmen er fyldig som råcreme og hans særlige patos står knivskarpt. På en eller anden måde bliver det bare aldrig for meget med Elvis! Jeg kan ellers godt have det lidt svært med meget patosfyldte sangere, men med Elvis er du aldrig i tvivl om hans oprigtighed. Han er til stede i hver eneste linje.” Hun fortæller videre, at hun selv har haft fornøjelsen af at spille nummeret, endda sammen med Elvis’s guitarist James Burton. “Det var i den grad en oplevelse at få lov at spille med ham”, fortæller Dorthe Gerlach. Det tror jeg på.
Fra samme periode, 1969, bliver “Suspicious Minds” fremhævet af Søren Christensen fra The Blue Van. Og denne periode har en appel til de fleste, for Rikke Bruhn, der sidste år udsendte albummet Tin Box peger på sangen “Long Black Limousine”, der også i Elvis version er fra 1969. Rikke Bruhn siger om sangen: “Fed energi og Elvis når hans vokal var bedst.”
Men der er også plads til de mere afdæmpede numre. Gospel. Sange om tabt kærlighed. Rikke Bruhn og Søren fra The Blue Van nævner et par gospelnumre, nemlig henholdsvis “Crying in the Chapel” og “Peace in the Valley”. Om sidstnævnte siger Rikke Bruhn: “Meget smukt gammelt gospelnummer som i denne version går lige i hjertet på mig. Den er oprindeligt skrevet til Mahalia Jackson, som også er en af mine helt store forbilleder. Har ofte overvejet den til mit repertoire, men altså så smukt kan den ikke gengives…” Flot sagt - men jeg er nu sikker på, at Rikke ville kunne give den sit eget touch på fornem vis.
Tangentvirtuosen Palle Hjorth bidrager med sin favorit, i form af “Twenty Days and Twenty Nights”. Ikke en af Elvis’s mest kendte sange, men en flot lidt countryinspireret ballade fra 1970.
Med dette lille udpluk af nogle danske kunstneres Elvis-favoritter, sige vi endnu engang tillykke til “The King”. Gå på opdagelse i hans musik her på Bibzoom - lytteguiden kan hjælpe dig på vej.
Elvis Presley:
80 års fødselsdag den 8. januar 2015