dummy

Elvis Presley synger julen ind

10-12-2018
Kenth K. Nielsen, Det Kgl. Bibliotek, Aarhus
Anmeldelse

Vi skal da også have et julealbum med Elvis.

Elvis sings The Wonderful World of Christmas var Elvis' andet deciderede julealbum og blev første gang udsendt  op mod julen 1971. Det blev indspillet i maj samme år, og for at skabe den rette julestemning under indspilningerne, havde man pyntet et juletræ og stillet det op i studiet, ligesom en af gutterne optrådte som julemand.

Og hvad kom der så ud af det? Jo, et ganske fint album med både traditionelle og nyere julesange. Vi får bl.a. Elvis' bud på juleklassikerne "O come all ye faithful" og "The first Noel". Men det er på de nyere numre han for alvor brillerer. Han leverer en eminent blues i form af "Merry Christmas, baby". Godtnok også en klassiker, men "kun" fra 1947. Det er også bluessporet han bevæger sig udad på "I'll be home on Christmas Day".

Albummet byder også på en rigtig Elvis-rocker i form af standarden "Winter wonderland" - ren rock og rul i denne version, med en klassisk Elvis-slutning. I den blidere ende finder vi numre som "Silver bells", "On a snowy Christmas night" og ikke mindst titelnummeret "The wonderful world of Christmas". Numre der alle beskriver den klassiske julestemning og julebudskab.

Elvis sings The Wonderful World of Christmas byder på en ganske hyggelig håndfuld julesange. Det er ikke de allermest kendte fra Elvis' katalog, men vi kommer ganske pænt rundt i musikgenrerne. I sig selv står "Merry Christmas, baby" som et af hans ypperste numre overhovedet.

Læn dig tilbage og nyd et julefrikvarter i selskab med "The King". 

Lån pladen fra dit nærmeste bibliotek