En ægte hyldest til guitarmesteren Johnny Mørch

Så kom der endelig i bogform en hyldest til Danmarks bedste guitarbygger. 
Ja ja, der er andre udmærkede byggere i landet, men rent personligt er jeg ikke i tvivl: den stille og rolige men yderst dedikerede Johnny Mørch, bosiddende langt ude på Djursland, har i mere end 50 år håndbygget de mest sublime elektriske guitarer og basser til vores fremmeste musikere. Og også til alle os, der værdsætter et fantastisk håndværk og prioriterer moneterne i dén retning.

”Johnny Mørch – et liv med toner i hænderne” er en sympatisk og detaljerig bog, selvudgivet og skrevet af Jan Bøgely, der ved siden af sit arbejde som lektor er aktiv rockguitarist på amatørplan – og den glade ejer af fire Mørch-instrumenter.

Som vi ofte ser ved selvudgivelser, udstråler bogen en begejstring for emnet, som er smittende, men samtidigt kunne en nærværende redaktion have strammet indholdet op. 
Jeg har gennem årene læst en del lokalhistoriske rockkrøniker. Bøger, der har en begrænset, men dedikeret målgruppe. Netop denne snævre målgruppe gør bøgerne uinteressante for de veletablerede forlag. 
Men i dag er det heldigvis muligt forholdsvist let selv at udgive. Og hermed selv bestemme.

Målgruppen
Johnny Mørch har de sidste 50 års håndbygget mere end 1000 instrumenter, og jeg forestiller, at hovedparten af disse stadig bliver brugt her i landet. 
Så vi er en del, der gennem årene har haft en Mørch i hænderne. Jeg fik selv min Mørch-guitar for 25 år siden. I årtier søgte jeg forgæves efter en brugt venstrehåndet bas. Det endte med, at mesteren måtte bygge en til mig … 
Ja, der er mange personlige Mørch-historier i musiklandet, og derfor tror jeg, der er et pænt stort publikum til denne bog. 

Her og der
”Johnny Mørch – et liv med tonerne i hænderne” består af først 150 sider med syv kapitler, hvor vi i de første seks får historien om Johnnys liv – barndom og ungdom og den spirende interesse for håndværket. Syvende kapitel er godt 50 siders musikeres udtalelser om Mørch. Bogens sidste 70 sider har forfatteren valgt at kalde et appendiks med et ”ekstra kig bag kulisserne”, som der ”ikke er plads til i hovedfortællingen”. Det er så forfatterens valg. Jeg mener nu nok, der ville være plads til alle disse kulissekig i den forholdsvis luftige hovedfortælling.   

Guitaren
Vi hører om Johnnys barndom og ungdom, hvor der er knallerter og pigtrådsmusik. 
Johnny spiller en habil guitar i forskellige orkestre. Og han er en dreng, der kan li’ at bruge hænderne. 
Som faderen. 
Der bliver modificeret guitarer, og far og søn bygger sammen de første el-guitarer. Fra starten er arbejdet præget af akkuratesse, tålmodighed og kompromisløshed. Tillægsord, der bogen igennem gentages om Johnny Mørch og hans arbejde.
Far og søn udvikler den legendariske seriemodel M10 Standard i 1972, og de begynder også selv at lakere instrumenterne selv. Værkstedet flyttes fra Randers til et bofællesskab i St. Sjørup på Norddjursland, hvor Johnny og frue bo sammen med blandt andet gode spillekammerater. Endelig bliver bopælen den ideelle på Voer Færgevej, hvor den er den dag i dag. 

Generøsiteten
De enkelte kapitler afsluttes med en billedserie. Mange fine billeder fra produktionen og fra værkstedet, mange af de færdige instrumenter – Johnny har gennem hele produktionen vægtet fotograferingen og hermed dokumentationen tungt. 
Hvad der ikke nævnes er, at der desværre ikke findes en oversigt over produktionen. Her er ingen serie- og produktionsnummer på instrumenterne, som vi ellers kender fra de fleste andre guitarproduktioner. Derfor er det ikke til at vide, hvornår et givet instrument, man får i hænderne, er fremstillet.
Men som den usædvanligt venlige mand, Johnny Mørch er, har han gennem tiden generøst øst af sin store viden og beredvilligt svaret på spørgsmål fra nær og fjern. 

En gavmildhed, som man også finder i bogens brug af papir. Der er virkelig mange hvide sider i denne bog – mellem de enkelte kapitler og også mellem de 11 interviews af musikere og gode medhjælpere. 
Hvis siderne var blevet brugt mere rationelt, kunne det afsluttende appendix snildt have fået plads i teksten. 
Det havde også betydet, at det store afsnit med one-liners fra de 11 interviewede kunne have indgået i selve interviewene. Derved kunne vi også have undgået de mange gentagelser.
Jeg har ikke talt, hvor mange gange Mørchs geniale pickupsystem omtales. Et system, hvor man i prøvesituationen lynhurtigt kan skifte mellem forskellige pickupper og derved lave en effektiv A/B-test. Jeg tror, vi har forstået det, når systemet beskrives for 117. gang. Okay; lidt overdrevet. 
Og stadigvæk er alt dette småting i forhold til, at vi får et fint, samlet billede af det utroligt sympatiske menneske, der aldrig har stræbt efter berømmelse og rigdom, men efter det perfekte match mellem musikeren og instrumentet.

Dialogen
For det er her, vi finder drivkraften.  Den givende dialog mellem kunden og byggeren fra de første ideer til det færdige instrument. 
Bogen rummer ikke mange negative ytringer, men det skinner igennem, at Johnny Mørch ikke er den store sælger. 
Derfor var det et boost for virksomheden, da bassisten Thomas Puggaard-Müller tidligt trådte i samarbejde med Mørch og ved hjælp af sine mange musikerkontakter fik spredt viden om de eminente instrumenter helt ude fra Norddjursland. Velkendt er historien om koryfæet Jaco Pastorius’ opdagelse af Mørch-bassen og efterfølgende bestilling af den første 5-strengede båndløse. Vi har set billedet af Jaco med sin Mørch-bas i mange sammenhænge.
Og mange har nok undret sig over, at bassens hoved ikke er med på billedet. TA DA - Det ved jeg og vil gerne fortælle jer nu: Billedet måtte desværre beskæres, for ellers ville der komme en Fender-bas med på billedet.  
Og sådan er musikverdenen fyldt med gode historier. Historier, hvor Johnny Mørchs ene-stående instrumenter er involveret mange gange. 
Bogen giver endvidere gode historier fra navne som Ole Fick, Gert Vincent, Knud Møller, Peter Rahbek, Thomas Puggaard-Müller. 
Gode historier kan vi aldrig få nok af. Og vi er helt med på, at de bliver gentaget. Og gentaget. For det sker jo, at de vinkles forskelligt …

Kilderne
Bagerst i bogen angiver Bøgely flere benyttede kilder; artikler fra blade og aviser samt videoklip. 
Johnny Mørchs tilknytning til Djursland betyder, at der har været flere artikler i Randers Amtsavis. Bøgely nævner dog ikke to artikler af Bjarke Kirkegaard Nielsen fra 2017, hvor journalisten arbejdede med et projekt om at skrive en større oversigt over Mørch-ejere. Et projekt, som mig bekendt ikke kom videre.   
 Og da Dansk Musiker Forbund, Randers Afdeling, havde 100-års jubilæum i 1997, udkom jubilæumsbogen ”Randers – Musik gennem 100 år”. Heri er der et længere interview med Johnny Mørch. Denne bog burde også være i litteraturlisten. 
En vigtig kilde er endvidere hjemmesiden for Johnny Mørchs instrumenter, som bliver styret godt og grundigt af Knud Erik Jensen, der også interviewes til bogen. 

”Johnny Mørch – et liv med toner i hænderne” er alt i alt en såre sympatisk bog om en såre sympatisk mand. 
En mand, der med talent, flid og ydmyghed formår at skabe guitarer og basser til øverste hylde.
Nu ved vi mere om manden og om produktionen. En viden, jeg tror bidrager til en endnu større glæde og respekt for Mørch-instrumentet.
Det vil jeg tænke på, næste gang jeg griber min Mørch.