dummy

En buket fra Jämtland

27-10-2018
Jens Laigaard
Anmeldelse

Peterson-Berger havde allerede besøgt den lille Frösö i Storsjön gennem mange år, da han i 1910 fik mulighed for at købe en eng ved siden af kirken. Han gik i gang med at bygge et stort hus på stedet. Det blev tungt og mørkt udvendigt, men med muntre, lyse farver indeni. På sin vis et selvportræt. Huset, som fik navnet Sommarhagen, stod færdigt i 1914. Samme år udkom tredje samling af hans klaverstykker Frösöblomster.

Det er disse tre håndfulde af lyrisk klaver, der har gjort Wilhelm Peterson-Berger til de svenske hjems komponist. Det første bind Frösöblomster, som blev trykt i 1896, er sandsynligvis det mest spillede nodehæfte i Sverige overhovedet. Peterson-Berger skrev meget andet, symfonier, operaer og kantater. Men hans værker i den store stil ejer simpelt hen ikke den charme og enkle melodiøsitet, som kendetegner hans sange og klaverstykker.

Frösöblomster er musikalsk håndværk, når det er bedst. Man kan sagtens kalde det salonmusik - datidens pop. Stykkerne er underholdning i raffineret udførelse. Romantiske og stemningsmættede. De skildrer indtryk fra Jämtlands mægtige natur og et sind, der svinger i takt med årstidernes skiften. Undertiden er musikken humoristisk beskrivende, for eksempel "Förspel" og "Intåg i Sommarhagen", hvor man først hører håndværkerne slå søm i Peterson-Bergers hus, hvorefter ejeren rykker ind til tonerne af en festlig march. Eller "Lawn tennis", der skildrer komponistens yndlingssport. Andre gange bliver stemningen dyb og mystisk som i den inderlige "Till rosorna".

Man kommer umiddelbart til at tænke på Grieg, når man hører disse miniaturer. Schumann og Chopin er heller ikke langt borte. Det er navne, som står højere på den klassiske rangliste; men ingen af de tre har alligevel formået at banke så mange iørefaldende melodier sammen på så få linjer, som Peterson-Berger præsterede med sine 21 stykker fra Frösö.

Der findes flere gode indspilninger af Frösöblomster med alle tre samlinger på én cd. Skulle man fremhæve en, kunne det være Olof Höjers fra 1990. Det er en udførelse, der passer til musikken, sødmefuld og ligetil. Og lyden i Malmös Musikhögskola er storartet. Tonerne glider frem i rummet, naturgivne - som den lune vind over Frösös blomsterenge.

Lån Frösöblomster fra dit nærmeste bibliotek