En dag på Northside Festival

Northside er lidt en underlig størrelse. Det er som om, at Grøn Koncert og Roskilde Festival har fået en horeunge, som de ikke rigtigt ved, hvad de skal gøre med. Den uskyldige overklassedatter, Grøn Koncert, som alle de voksne kan lide, har en nat ladet sig forblænde af den rebelske, problematiske knægt, Roskilde Festival, med den mystiske, og pokkers tiltrækkende, aura. Og så er det hverken gået værre eller bedre, end at den skønne frøken Grøn er blevet gravid. Ros er skredet, og i dag har vi så Northside.

Det kan selvfølgelig skyldes, at festivalen stadig er så ung, men det er svært at lade være med at bide mærke i en slags identitetsforvirring. Nogen vil sikkert hævde, at Northside udfylder et tomrum mellem disse to danske kulturinstitutioner, et tomrum, som Beat Day tidligere har forsøgt at fylde. Hvad virkeligheden er, er endnu svært at sige, men dagens festivalgæster virkede ret tilfredse. Festivalen var blevet udsolgt over flere omgange, og end ikke et par regnskyl af en anden verden kunne tage modet fra de mange besøgende.

Lørdagsdovne solskinskoncerter

Den store tilfredshed har givetvis også haft noget at gøre med musikprogrammet. I år er det lykkes arrangørerne at lokke prominente navne som Suede, Interpol og The Streets til byen, som på plakaten bliver fulgt af mere uetablerede, men interessante bands som The Vaccines, The Naked And Famous og Crystal Castles. Og så naturligvis det bedste fra den aktuelle danske scene i form af The Rumour Said Fire, Veto, Fallulah og så videre.

Et af disse kontemporære danske navne var Søren Huss. Før han kunne gå på, skulle de to P3-værter, der havde pådraget sig det ofte ret utaknemmelige konferencier-job, igennem en smøre om, at forsangere ofte går solo. Og at Søren Huss jo var endnu et eksempel på det, og at Saybia nu også var et fint band. Mildest talt upassende. Den store trubadur syntes dog upåvirket af den akavade præsentation, men leverede til gengæld en fin solskinskoncert for et lørdagsdovent publikum, der havde lige så travlt med at snakke som at lytte. Og som virkelig skulle være opmærksomme for at bemærke det ellers meget tydelige sorgtema, der præger hans tekstunivers.

Ti minutter efter Huss' sidste sang var The Floor is Made of Lava på spil på den store scene. Her var stemningen anderledes vågen. Flere folk havde efterhånden fundet vej til græsplænen på Søren Frichs Vej, og de var vilde med Lava-drengene. Egentlig ikke så underligt, for selv om de lagde ud med en lidt københavnersmart attiude og rigeligt med AGF-morsomheder, var deres musikalske præstation glimrende. I en fin kombination af numre, der undertiden lød som alt fra RATM og tidlig Red Hot Chili Peppers til moderne Kings of Leon og The Strokes, bragte de lidt Roskilde-stemning til Aarhus.

Fællessang for kvinderne

Efter The Floor is Made Of Lava overtog Veto Scene 1, og også forsanger Troels Abrahamsen og hans medsammensvorne virkede til at føle sig godt tilpas i Aarhus. Man fristedes til at tro, at de optrædenes kontrakt indeholdt et hit-klausul af en art. I hvert fald var der meget langt mellem de numre, man ikke kan synge med på. Og det er naturligvis rart, at publikum kan skråle med ad libitum, men i ny og næ kunne man godt savne overraskelser i sætlisterne. Veto klarede det dog, og efter deres koncert var det blevet Thomas Dybdahls tur til at kæmpe mod regnen.

Den altid ulasteligt klædte nordmand fik imidlertid lov til at indlede under høj sol. Han spillede et sæt, der til forvekling lignede det, han havde succes med på sidste års SPOT Festival, og allerede i anden sang inviterede han det samlede publkium til fællesang i den bedårende Cecilia. Og så var det som altid svært ikke at synge med på den evindelige linje Here I am, flesh and bones. Mod koncertens afslutning sendte vanvidsregnbyge II store dele af publium hjem til deres Trøjborg-lejligheder eller mod en overdækket plet, hvor de kunne få lov til at købe nogle økologiske pomfritter. En hård kerne, fortrinsvis kvinder i 20'erne og 30'erne, blev dog tilbage. Heldigt for dem, for de blev vidner til en meget dybfølt version af "Stay home".

Potentiale til mere

Og så var det som om, at P3's konferencierer havde talt sig varme. De var i hvert fald ikke længere hverken særlig pinlige eller særlig iøjnefaldende. Iøjnefaldende var til gengæld Mike Skinner og The Streets. Briten har tidligere annonceret, at den igangværende turne skulle blive den sidste nogensinde, og dermed skulle aftenens koncert også blive den sidste på dansk grund. Selv om det var lige ved at blive sørgmodigt, da han tydeligt rørt fortalte, at koncerten på Roskilde i 2008 var hans karrieres højdepunkt, og at Danmark har en særlig plads i hans hjerte, blev afskeden ikke tårevædet. Langt fra. I stedet blev det én stor fest, som både indeholdt instruerede masse-hop, reggaestemning og crowdsurfing fra Mike Skinner selv.

Herefter lukkede den lokale heltinde Tina Dickow Scene 2 og forklarede, at Ådalen for hende altid ville associeres med Skolernes Motionsdag. Og med Tina Dickow og sidenhen White Lies som afsluttere på denne første festivaldag var de flestes musikalske sult stillet. Northside bød med andre ord på noget for enhver smag - det endda på en meget mangfoldig og uprætentiøs måde. Næste år udvider festivalen med en dag, og der virker til at være masser af potentiale til, at "horeungen" kan komme til at ligne sin far noget mere. Hvis det da er det, der er meningen.