En fælles fornægtelse af regnen

Der var et kvart århundrede mellem det ældste og det nyeste nummer, som D.A.D fyrede af, da de trodsede naturlovene og indtog Northside Festival.

”For helvede Northside!” lød brølet fra Jesper Binzer, da han og resten af det sejlivede rockband gik på scenen. Med god energi lagde de fra land med åbningsnummeret ”A New Age Moving In” fra deres nyeste plade DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK.

I flyvende fart og endnu i tørvejr spolede D-A-D tiden 22 år tilbage. Helt tilbage til deres tredje studiealbum No Fuel Left For The Pilgrims og fællessangshittet ”Jihad”. På bagscenen kørte et syret videoshow, mens meterhøje flammer blev spyet ud adskillige steder på scenen.

I tredje nummer tog Jacob Binzer fat på den erklærede målsætning om at spille soloer, der var vildere end nogensinde. I to omgange blev han sluppet løs i Everything Glows.

Fornægtelsen af naturlovene

De nervøse blikke vendte sig mod den aftenmørke himmel. De første dråber begyndte at lande, mens tittelnummeret fra Scare Yourself fra 2005 bragede ud over regnslagene.

”Og vi er også heldige med vejret,” skreg Binzer i ren fornægtelse. Og folket troede på ham og dansede og sang med.

Fornægtelsen fortsatte i næste nummer ”Never Never”, der var hentet på den allerfrste studieplade fra 1986. Under nummeret var det Stig, der stod foran mikrofonen. I bar overkrop og med den klassiske raket-bas i hænderne prøvede den 47-årige at overbevise tilhørerne om, at han stadig bør stå på et podie eller en stortromme, når han håndterer de to strenge, han har. Og folket troede ham og jublede over opdateringen af prærie-polka-rocken.

Efter endnu en tur i tidsmaskinen ankom vi til 2008 og ”Monster Philosophy”. I silende regnvejr blev det meget passende akkompagneret af et videoshow med lynnedslag.

Med ”Grow Or Pay” og ”We All Fall Down” fra henholdsvis 1991 og 2011 viste de, at lyden af en ballade ikke ændrer sig meget på tyve år. Men med et gennemblødt publikum at holde varmt, virkede det som lang tid at lytte på smukke guitarpassager og Laust Sonnes klaverkompositioner.

De prøvede at skrue et par grader op med ”I Want What She’s Got”, men ikke engang et overdådigt trommesolo-show kunne ruske liv i sportspladsen.

Så sikker som varm kakao

Det kunne til gengæld ”Bad Craziness”, som blev det sidste nummer til koncerten. Eller det kunne man tro, men de fire tapre krigere, der kæmper mod forældelse og stædigt tror på, at de har noget at byde på som rockband, vendte tilbage.

Med ”Evil Twin” og ”Sleaping My Day Away” fik de dampen til at stige og regnslagene til at dukke. Og med ”It’s After Dark” lagde de festivalgæsterne tidligt i seng.