En fuldendt demoplade fra hr. Simpson i Danmark

Jeg har fire plader, cd'er vel at mærke, som jeg har hørt så mange gange, at jeg har været lidt unødig foruroliget over om de nu bliver slidte - og nej, det gør cd'er jo ikke, men alligevel. De fire plader har jeg så op til flere gange for hver enkelt brugt som gaver til kærester og gode venner - og så straks købt mig selv et friskt eksemplar!

En af disse plader er Luksus' Repertoire (1998). Luksus var muligvis Danmarks mest talentfulde undergrundsband nogensinde, med Mikael Simpson som den musikalske og tekstlige side af bogstøtterne om værket og med Lise Westzynthius som primært den geniale og smukke vokal i en evigt afsøgende dialog. Foruden at de skiftedes til at levere hovedvokal stod de respektivt for en melodisk dybde i guitar (Mikael) og klaver (Lise). Lise er med afstand Danmarks bedste sangerinde (og den påstand nægter jeg at diskutere!) og lod på Repertoire sit mægtige, ja, repertoire udstille med henholdsvis engelsk snart fransk vokal. De sitrende små melodier om bakkedale til over, under og imellem vokalen kan nogen steder minde lidt om en poleret udgave af tysk/franske Stereo Total, men er ellers helt unikke og rene i deres originale lyd, hvoraf musikkens kvaliteter tydeligvis helt var Mikaels. Når Lise stod for melodierne sad hun selv solidt klimprende ved klaveret som turde hun ikke lade melodierne lette fra kompositionsstadiet.

Så var det endelig på tide med opfølgeren og til at vække appetit kom singlen Put mig i slutningen af 2000. Og her så det foruroligende ud: Af pladens tre numre sang Lise kun med på en enkeltskæring, en "minimal" version af "Imagine" fra Repertoire, og så var singlens tredje udspil, postrockeren "Western", med sine store og repetitive musikflader uden vokal, et så klart stilskifte væk fra Lises kvaliteter at undertegnede anede uråd. Med rette, for kort efter lå vi fans i landesorg over at bandet lod sig opløse i tilsyneladende fordragelighed. Officielt var det af kontraktlige årsager, men hør selv den ubetitlede ep fra 1997, Repertoire og Put mig, og se om du ikke kan give mig ret i, at vi her har med to musikalske genier at gøre, som kunstnerisk synergerer til det geniale, men som åbenbart har egoer der ikke altid giver plads nok til at lade underet ske.

Siden har Lise været i stald hos Nikolaj Nørlund og hans Auditorium pladeselskab, og har i den egenskab bl.a.været med på hans anden Rhonda Harris-plade, The Trouble With Rhonda Harris, hvor hun synger en udmærket duet på "Young girl and a cowboy"), men som lader os sine musikalske begrænsninger høre, når hun på "St. John" får lov til selv at komponere. En kedelig turné på klaverets tangenter (om en forkølet hyldest til John Lennon?) er hvad det er, og det gav undertegnede en del problemer med at piske en forventning op til hendes egen debut Heavy dream (2002) - for nok har vi så suverænt Danmarks mest sensuelle og talentfulde stemme, men med et kedeligt hjerte for egne toner. Noget, skulle det vise sig, end ikke hendes tre producere (foruden hende selv!) kunne gøre noget ved. De så nemt hendes begrænsninger og pakkede dem, qua en sand underskov af gæstemusikere, ind i kompenserende producerlir der dog aldrig formår at sætte noget i stedet for den magiske symbiose med Hr. Simpson - ja, faktisk har pladen så travlt med at udstille Lise som alt andet end "hende fra Luksus", at linjen helt udviskes af ideernes bølge på sandet. Dur ikke, beklager.

Var Put mig således afskeden med Lise i Luksusregi, var det en ny åbning for Mikael. Titelnummerets mantraagtige credo, "han har ingenting at sige/ og det sir hanså - så højt det nu kan blive", illustrerer fint at mandens tekstlige kvaliteter ikke skal findes som strandhugger ind i poesiens jomfruelige univers. Det er slet ikke Simpsons force, men i stedet er det den sjældne evne at forme vokalen, gerne gennem iMac'en hjemme i soveværelset, til et ligeværdigt instrument med f.eks. guitar, bas og tromme.

På Simpsons egen debut Os 2 + lidt ro 2002 finder vi "Put mig" inkluderet, som en slags bekræftelse for undertegnede om, at den mere var skrevet i eget fremfor Luksus regi - men at f.eks. Lises baggrundsvokal og input alligevel tydeligt står som monument på pladens noget nær eneste, i traditionel forstand, helstøbte nummer. Resten er nemlig umiddelbart fragmenterede stykker kastet op på en mur af duvende dub og rumklang, hvor teksten, oftest bare en enkelt linje, gentages igen og igen i dialog med musikken, indtil dens vokale udtryk og midler er udtømte. Mangler man indlevelse eller veneration for den slags musik vil Os 2 + lidt ro 2002 mest af alt fremstå som en rå, men talentfuld, demo og billet til musikere og pladeselskaber om at få hjælp til at forme skitserne færdig. Men skinnet bedrager! I virkeligheden har vi her med en komplet plade at gøre, der i sit udtryk er så fremmedartet på de køligt kalkulerede danske breddegrader at vi skal til Jamaica, med dub-legender som King Tubby og Lee "Scratch" Perry, for at finde sin lige i kunstnerisk alibi. Intet mindre.

Det minimale udtryk har skabt nysgerrighed nok hos den geniale blyantsvinger og forsanger Jens Unmack til, at denne har skrevet teksten til et af pladens mindre interessante stykker, "Narkokys". Det er tydeligt, at Simpson her har måttet bøje af for at lappe over i Unmacks univers, og at han, Simpson, derfor har set sig tvunget til at lave et nummer i mere traditionel forstand end pladens samlede udtryk giver plads til. For de traditionelle numre, dem har vi jo hørt før. Mere interessant er det så når Simpson selv stykker sin stemme sammen omkring en linjes trance: "Med gift i lungerne, og hjertet på halv kraft, har jeg mere end jeg nogensinde har haft" er hele teksten til åbningsnummeret "Faldskærm", der samtidig er pladens næstmest interessante nummer efter "Put mig". Selv i stemmeføringen er der rumklang! Den lille detalje kan jeg ikke lige komme i tanke om for hvem et sådant kunstgreb ellers er faldet ind. Så original er Simpson - eller så musikalsk en analfabet er undertegnede, hvem ved?

Den stærke kompositoriske bue vi finder på "Put mig", hvor hver strofe/vers langsomt bygges op i spænding og styrke som var det et stykke inspireret ler hos en billedhugger, finder vi også på "Det er lige meget". Allerede på anden gennemlytning og frem er det forløsende udbrud "og ååååh! hvilken følelse der er indeni mig" som at krydse bjergets zenit. Som et forklarende lys om forelskelsens gåde. Og jo da: Store og høje ord, men hør selv!

På titelnummeret "Os 2 + lidt ro 2002" finder vi (en samplet?) Henrik Halls gode mundharpe, som vi kender den fra Love Shop - en tak til Jens Unmack? Og endelig finder vi pladens stærkeste poetiske bidrag på sidste skæring, "Knæk", hvis fulde ordlyd er: "Er du OK indeni? Ensomhed husker hvad tosomhed glemmer". Og så er det lige at vi med ord erindres, at vi faktisk har med en meget melankolsk plade at gøre. Det glemmer man næsten i al den beundring, men sådan er jo de store plader: De er bjerge, hvis zenit kan ses højt over trægrænser og bølgende i Olympens tåge. Men vi lytter os gerne op i det høje. Og vi lytter.