En herlig lørdag i Tønder

Lørdag er som regel den dag med flest besøgende på Tønder Festival. Og i år var ingen undtagelse. Når man kom op på pladsen fra campingområdet emmede den af liv og glade mennesker der var klar på endnu en dag i musikkens tegn. Og hvilken dag, hvis man skulle nå at høre alt det spændende musik man gerne ville, skulle man kunne være 2 eller tre steder på en gang. Da det jo desværre ikke er muligt måtte der shoppes rundt og udvælges og man blev nødt til at gå fra gode koncerter for at høre andre gode koncerter.

Tønder Festival er også fuld af gode overraskelser, og pludselig omkring middag samles en større flok midt på pladsen. Når man gik tættere på for at se hvad der skete, var det Folkeklubben der uanmeldt gav koncert på gademusikantstilen. Efter at have set dem på scenen i et stopfuldt telt 1 dagen før, var det en stor oplevelse at se at de også mestrer det helt intime uden andet end to guitarer en tromme og deres stemmer, og stadig kan få folk til at synge med på "Fedterøv". 

Band Battle New Orleans Style

En af de ting Tønder Festivalen er blevet rigtig gode til er at udnytte pladsen og lave unikke oplevelser for publikum. Lørdag eftermiddag var der lagt op til en af de helt store oplevelser, hvor der i bedste New Orleans stil var brassband parade og festivalpladsen genlød af messingblæsere og trommer. Det var de to New Orleans orkestre Meschiya Lake & The Little Big Horns samt King James & The Special Men der battlede mod danske musikere fra fra Neanders og Tuesday Night Brass Band. Optogene startede forskellige steder på festivalpladsen og trak en hale af dansende mennesker ned mod Open Air scenen hvor alle bandsne mødtes og lagde op til en stor dansefest foran scenen.

The Lone Bellow

Den første koncert der blev spillet på selve Open Air scenen denne lørdag var med The Lone Bellow fra New York, der væltede Tønder Festival sidste år med deres smukke vokal harmonier blandet med rendyrket rock ‘n’ roll. Forventningerne var store og med et nyt album i bagagen blev det spændende om de kunne holde sidste års standard. Første del af sættet var præget af numre fra det nye album “Then Came the Morning” men de faldt i god jord og folk rykkede tættere på for at nyde de smukke folkballader, der blev krydret med mere rockede numre. Sidste halvdel af koncerten var der mere vægt på sangene fra det selvbetitlede debutalbum, og her fik de virkelig folk med og viste at de til fulde kunne leve op til forventningerne og fremkalde samme grad af gåsehud som de kunne sidste år.

La Bottine Souriante

Efter The Lone Bellows forrygende koncert rykkede Open Air scenen længere nordpå, nærmere betegnet Quebec, hvorfra fransk-canadiske La Bottine Souriante de sidste fire årtier har spredt deres helt specielle musik. En blanding af call-and-response sange, hurtige keltisk inspirerede reels med et jazzet udtryk og masser af brass fra Louisianna og tilsat en god gang step. Dette er opskriften på at få smilet frem på publikum og tvinge deres ben til at danse, for det er næsten umuligt at stå stille til, og bandet kunne, med deres spilleglæde, i den grad indfange publikum og bringe dem dansende/steppende ind i aftenen.
 

Jonah Blacksmith

Så var tiden kommet til at skifte scene, og opleve de nordjyske drenge fra Jonah Blacksmith på P4-scenen. Det var første gang de optræder på Tønder Festival og man må sige at det var noget af en debut. Deres storladne indierock med elementer af folk, country og skandinavisk tone gik rent ind hos publikum, og det er sjældent jeg har oplevet at der ligefrem er kø for at komme ind på P4-scenen, og teltet var tætpakket. Det jeg nåede at høre af koncerten var virkelig godt, de havde publikum i deres hule hånd, og det er helt sikkert et band der fortjener at blive hørt igen. Men man skal jo nå så meget som muligt på en festival, så turen gik i stedet til Telt 2, hvor der var optræk til en mindeværdig koncert.

The Wood Brothers

Koncerten jeg blev hevet over til var med amerikanske The Wood Brothers der med afsæt i swingende americana lagde telt 2 for deres fødder. Koncerten var en opvisning i syret guitarspil og hvor fedt en kontrabas kan spilles. De skabte associationer til bands som The Band og især Ten Years After i guitarsoloerne, og viste et eminent sammenspil. Med følelsen af at kunne have stået på Woodstock og hørt lignende koncert var dette den perfekte afslutning på festivalen for mit vedkommende. Og kan kun sige at jeg misunder dem der har mulighed for at få søndagens mange lovende koncerter med.