En hyldest til Magnus Lindberg

En gammel talemåde siger: ”I nøden skal man kende sine venner”, og det skal nok være sandt. I forbindelse med en ny svensk rockudgivelse forekommer det dog oplagt at udskifte et enkelt bogstav i sætningen, så den i stedet kommer til at lyde: ”I døden skal man kende sine venner”.

Forklaring: for tre år siden døde den svenske rockmusiker Magnus Lindberg (se artikel: ”Den rigtige Magnus Lindberg”) efter kort tids kræftsygdom, og dengang lovede hans ven og producent Kjell Andersson at gøre alt, hvad han kunne for at bevare Lindbergs musik for eftertiden. Det løfte indfriede han bl.a. ved at være med til at starte en crowdfunding med det formål at kunne udgive en hyldest-cd, hvor en række af Sveriges førende rockmusikere hver udvalgte og indspillede et nummer fra Lindbergs produktion.

Projektet var undervejs i et godt stykke tid, og i maj 2022 (dagen før Magnus Lindberg ville være fyldt 70 år) kunne cd´en ”För dom som aldrig ger upp – En hyllning till Magnus Lindberg” omsider udsendes. Hvis man ellers bryder sig om Lindbergs musik og om de medvirkende musikere, er resultatet absolut ventetiden værd.

Hyldestudgivelser i forbindelse med en rund fødselsdag eller et jubilæum er ikke nogen sjælden foreteelse i Sverige, hvor en stribe kendte rocknavne i tidens løb er blevet beæret med en sådan udgivelse: Plura Jonsson, Mauro Scocco, Ola Magnell, Olle Ljungström, osv. (se artikel: ”Og dette skal være”). Men hyldestudgivelser til en afdød kunstner er et lidt sjældnere fænomen, i hvert fald inden for rockmusikken.

Cornelis Vreeswijk fik efter sin død ikke bare én, men hele to mindeudgivelser, hvor en række af Sveriges toneangivende rock- og visemusikere afleverede deres fortolkninger af den store visesangers mest kendte sange. Siden fik soulsangeren Totta Näslund sin mindeplade: ”Bra dagar” (2006), ligesom den folkekære Ted Gärdestad blev hyldet efter sin død med udgivelsen: ”För kärlekens skull – Svenska artister hyller Ted Gärdestad” (2014). Og nu er turen altså kommet til den særdeles vellidte og indflydelsesrige musiker og sanger Magnus Lindberg, som nok i den brede offentlighed blev mest kendt som medlem af ”supergruppen” Grymlings, men hvis væsentligste musikalske indsats skal findes i hans nyere produktion som solist – senest og sidst den glimrende cd ”Skörd” fra 2018.

Et stjerneopbud af venner og kollegaer
Magnus Lindberg nåede at udsende 11 soloplader over en periode på ca. 40 år, hvilket ikke kan kaldes nogen omfattende produktion, og der var da også lange pauser mellem udgivelserne, bl.a. i forbindelse med arbejdet med Grymlings og samarbejdet med guitaristen Basse Wickman om rockversioner af en stribe svenske digteres værker. Men de 11 plader indeholder rigeligt med store sange til, at det ikke gav problemer for de involverede i hyldestudgivelsen, da de skulle vælge deres personlige favoritter blandt Magnus Lindbergs sange – alle sange med det tydelige Lindberg´ske varemærke: melankolske, reflekterende tekster sat til smukke, iørefaldende melodier.

Dette lyder måske som opskriften på talløse svenske rocksangeres produktion, og det er vel ikke helt forkert; men netop den tætte konkurrence på singer/songwriter-fronten i Sverige betyder, at der kræves noget helt specielt for at skille sig ud fra mængden; og Magnus Lindberg havde det lille ekstra, der skulle til for at markere sig som en dygtig og original sangskriver på det svenske rockmarked.

Som det ofte er tilfældet med hyldestudgivelser som ”Dom som aldrig ger upp”, tilbyder pladen ud over en række fremragende sange et formidabelt vue over det aktuelle opbud af musikalsk talent i det land, udgivelsen bliver til i – i dette tilfælde altså Sverige. Eftersom Magnus Lindberg tilhørte den lidt ældre garde af svenske rockmusikere (han blev 66 år), bør beskrivelsen ovenfor dog ledsages af den indlysende modifikation, at det først og fremmest er et udvalg af det lidt ældre opbud af svensk musikalsk talent, der optræder på hyldestpladen – men det er i denne lytters ører kun en fordel, fordi jeg ikke er nogen ynder af udtryksformer som rap og hiphop. Den slags er der (heldigvis) ikke noget af på Lindberg-pladen, men derimod en herlig opvisning af klassisk rock og blues og alt det ind imellem.

Hvis man altså er til den slags musik, vil man glæde sig over at høre Mauro Scocco, Plura Jonsson, Lars Winnerbäck, Peter Lemarc, Dan Hylander, Louise Hoffsten, Sophie Zelmani, osv. folde sig ud i fine versioner af en række af Lindbergs sange. Selv synes jeg nok bedst om kollegaen Basse Wickmans ”Från en mörk, mörk himmel”, Plura Jonssons ””Ingen ska få se mig när jag går” og Louise Hoffstens ”Jag har aldrig varit i Memphis” (en hyldest til Elvis). Men der er rigtig mange andre guldkorn at hente på pladen, der som nævnt både giver et godt overblik over Magnus Lindbergs produktion og over den mere erfarne del af den svenske rockelite. En ren win-win-situation.

Hvis jeg skulle komme med en smule kritik kunne det være den, at to af pladens sangversioner ikke er nyindspillede, men stammer fra tidligere udgivne plader – hvilket naturligvis ikke gør numrene dårligere, men blot giver elskere af svensk rockmusik et par dubletter i samlingen.

Og så skal jeg måske også tilføje, at jeg godt kunne have undværet Anne-Lie Rydé´s støjguitarprægede udgave af Lindbergs sang ”Ljudet av oss två”. Rydé har en lang og glorværdig karriere bag sig, og hun har helt sikkert ønsket at være med til at hylde vennen og kollegaen Magnus Lindberg; men hendes styrke ligger nok snarere i det lidt mere poppede musikalske udtryk end inden for den tunge sydstatsrock. Det nummer er desværre det længste på hyldest-cd´en; men det er heldigvis hurtigt at springe over.