En lang skilsmisse

Et langt ægteskab er en ganske udbredt foreteelse i dag, hvor mange både når at fejre deres guldbryllup og deres diamantbrullup. En lang forlovelse er også et kendt fænomen, ikke mindst via Sebastian Japrisots roman Un long dimanche de fiancailles, som siden er blevet filmatiseret af Jean-Pierre Jeunet. En lang skilsmisse er derimod ikke noget, man hører så ofte om, hverken i litteraturens eller filmens verden – men måske i den virkelige verden? I hvert fald er det indlysende, at mens ægteskaber kun varer, til ægtefællerne vælger ikke at være gift mere, varer skilsmisser hele livet (hvis de fraskilte da ikke vælger at blive gift med hinanden igen, men det hører trods alt nok til undtagelserne). Det betyder ikke, at fraskilte i al evighed kommer til at definere sig selv som netop ”fraskilte” – især ikke, hvis de involverede personer gifter sig igen med andre. Men i nogle tilfælde får skilsmissen en betydning ud over selve begivenheden; og i specielle tilfælde varer skilsmissen alt for længe, også længere end godt er.

I 2011 udsendte svenske Mauro Scocco cd'en Musik för nyskilda, som i en række sange kredsede om den smertefulde adskillelse efter en skilsmisse og om sorgen over tabet af den anden part i det opløste ægteskab. Som jeg beskrev det i en artikel til Bibzoom i 2011, lykkedes det Scocco at formidle sin smerte på en meget indfølt måde, så lytteren klart fornemmede de store følelser, der var på spil for sangskriveren. Samtidig havde skilsmissen den effekt på Scoccos musik, at den åbenbart fik ham til at yde noget ud over det sædvanlige, for Musik för nyskilda var uden sammenligning det bedste, Mauro Scocco havde skabt i adskillige år. Teksterne var skarpere end tidligere, melodierne mere iørefaldende og de musikalske arrangementer betydeligt mere præcise, end hvad man havde hørt det fra Scocco i mange år. Så selv om skilsmissen helt sikkert var hård for musikeren selv, havde den samtidig den gavnlige bivirkning, at den affødte et lille mesterværk (som det i øvrigt også har været tilfældet med mange andre musikeres ”skilsmisse-plader”).

Mauro Scocco har altid været melankoliens mester par excellence, og hans tekster har altid indeholdt mere end et gran weltschmertz. Det gælder også hans musikalske udfoldelser efter Musik för nyskilda, som dog har været ganske få: en række sange til kollegaen Sarah Dawn Finers cd Sanningen kommer om natten (2012) og et samarbejde med vennen og kollegaen Plura under overskriften Mauro och Pluras tågluff (2014). Nu har Mauro Scocco imidlertid omsider udsendt en ny cd i eget navn; men selv om indholdet på cd'en er helt nyskrevet, er emnevalget til sangene stort set præcis det samme som for ni år siden: skilsmisse, længsel, savn og sorg. Lige fra omslagsbilledet af et brudepar til titlen på den nye cd, Den stora glömskan, ligger den smertefulde skilsmisse lige under overfladen – og ganske ofte stikker den sit grimme hoved frem i teksterne i al deres vemodige tristesse. Sangeren har tilsyneladende overhovedet ikke lagt skilsmissen bag sig.

Den stora glömskan

Sangene på Den stora glömskan handler for størstepartens vedkommende om, hvor meget fortæller-jeg'et savner sin eks-kone, hvor vred han stadig er på hende, og hvor fortabt han er uden hende. Intet nyt under solen, kan man roligt konstatere i forbindelse med de nye sange. Ind imellem bliver teksterne så hjerteskærende, at man næsten ikke kan klare at høre på dem; men ligesom det var tilfældet med den tidligere skilsmisse-cd, lykkes det tilsyneladende håbløse projekt - at skabe stor kunst på baggrund af et knust hjerte - overraskende godt, og det skyldes først og fremmest nogle fine melodier og en overordentligt velproduceret indspilning. Det er Mauro Scoccos basguitarist, Christoffer Roth, der har produceret cd'en sammen med Scocco selv, og det har han gjort på en måde, så musikken hele tiden fremhæver sangenes balanceren på randen af desperation og gråd. Det er sjældent kønt at se en voksen mand græde; men når man hedder Mauro Scocco, gør man det på en cool og lidt utilnærmelig måde, som signalerer, at selv om verden er brudt sammen, er der ingen grund til bekymring. Det skal nok gå.

De to bedste indslag på Den stora glömskan er indlednings- og afslutningsnummeret. I ”Vårt konstverk” forsøger jeg-fortælleren stadig at finde sig til rette efter bruddet med hustruen ved at lægge sig på den fraværende kones side af sengen. Ikke fordi det hjælper særlig meget; men her kan jeg-personen i hvert fald forsøge at fremmane billedet af det synlige bevis på de to personers tabte kærlighed: deres fælles barn, som i fortællerens tanker kommer ind til forældrenes seng om natten: ”Det här är vårt konstverk / Vårt mästerverk / Ingen kan ta det ifrån oss / Aldrig någonsin / Det här är vårt konstverk.”

Slutnummeret på cd'en ligger i smuk forlængelse af indledningsnummeret og fortæller om de bånd, der aldrig kan brydes, selv om det forliste ægteskab ikke længere eksisterer: ”Tiden springer / bort så fort / den kommer aldrig vända. / Drömmar dör och föds igen / när du kommit till vägens ände. / Det finns ett band / som aldrig bryts / oavsett vilken tid som gått.” Meget smukt og meget trist. Jeg håber virkelig, at Mauro Scocco snart får gjort en ende på sin skilsmisse og bliver lidt mere lykkelig. Også selv om hans ulykkelige kærlighed indtil videre har kastet en del formidabel musik af sig.