En nobel komponist af sin tid

Multivers’ beundringsværdige serie om knap så velkendte danske komponister skrives af forfattere, der har et indgående kendskab til de biograferede. Og som samtidigt kan skrive, så vi får højkvalitetsbøger af overskueligt omfang; typisk på 140 sider. Men også med forskellige sprogtoner i forhold til, hvis en enkelt hovedforfatter havde skrevet dem alle.

Vi er nu nået til komponisten og organisten Leif Kayser, som i dag kun er kendt i en snæver kreds – typisk organister. For Kayser er, ifølge denne bogs forfatter Jørgen Ellegård Frederiksen, Danmarks ”mest produktive orgelkomponist i det 20. århundrede”.
Hvilket betyder, at navnet i hvert fald er kendt i organistkredse.

Jørgen Ellegård Frederiksen er organist i Bagsværd Kirke. Han var ledende kraft bag fejringen af Kaysers 100 års dag i 2019, er redaktør på genudgivelsen af Kaysers orgelmusik, og ikke mindst redigerer han www.leifkayser.dk. Virkelig en guldgrube, når man vil vide mere.

Her kan man også læse, at da redaktør Jens Cornelius opfordrede Ellegård Frederiksen til at skrive biografien om Leif Kayser, var svaret et rungende JA.

Stor musikalitet – store krav
Bogen er holdt i et sobert sprog, som sikkert villet have passet Kayser. Leif Kayser var nemlig en ordentlig mand, der gjorde sig umage med det, ham beskæftigede sig med. Og samtidigt stillede han også store krav til sine studerende, elever og medmennesker.

Fra fødslen udviser Kayser stor musikalitet. En af bogens mange små historier fortæller, at han som toårig ligger i vuggen og nynner Debussys klarinetrapsodi. Måske ikke helt sandfærdigt, men en sjælden musikalitet viser sig tidligt og bliver understøttet i hjemmet trods dysfunktionel familie med forældrenes skilsmisse og moderens dominans.

Leif Kayser får friplads på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium som 16-årig, han udfærdiger vægtige klavertransskriptioner af bl.a. Carl Nielsens symfonier, og som 19-årig får han uropført sin første symfoni. Allerede året efter får verden hans 2. symfoni at høre, og der strøs med superlativer – ligefrem ”den nye Carl Nielsen”. Symfonien gennemgås grundigt af bogens forfatter; tak for det. Jeg måtte da straks finde den frem og høre den. Mange fine passager, men i dag nok en smule bedaget.

Gud og hverdag
1942 er et vendepunkt i Kaysers liv. Han starter teologi- og filosofistudier i Rom – Leif Kayser bliver katolsk præst. Ellegård Frederiksen skriver: ”Han gav musiklivet og sin kæreste et chok.” En kæreste, som ellers ikke nævnes og ingen ved noget om i dag. Og ved siden af studierne komponeres der flittigt.

I 1949 vender Leif Kayser tilbage til Danmark og præstevies i den katolske kirke. I samme kirke, hvor komponisten Bernhard Lewkovitch er organist. Bogens forfatter fortæller, at forholdet ikke var ’hjerteligt’. Og dette gælder faktisk generelt for Kayser; han knytter ikke de tætte venskaber og kommer let på kant med omverdenen med sine faste holdninger.
Rundt omkring i bogen får vi små anekdoter og erindringsglimt fra den danske musikverden. Ja, han var en faglig dygtig lærer, men ikke ligefrem pædagogisk. Blandt de mange glimt fortæller også Sven Erik Werner malende om den hårde undervisning.

Et eksempel på Kaysers virke er den flittige brug af C-nøglen sammen med G- og F-nøglen. C-nøglen, som bratschister oftest spiller efter, mens alle andre klarer sig fint med de to andre. Kayser har tre bevæggrunde til at bruge C-nøglen: Nodebilledet bliver pænere, det er sundt at lære også C-nøglen, og så slipper han for, at amatører spiller hans musik…

Den umoderne
Dobbeltarbejdet som præst og musiker er dog for hårdt for Leif Kayser, og efter tre måneders sygeorlov løses han i 1964 fra præsteløftet.
I 1966 uropføres 4. symfoni, der hurtigt dømmes forældet. Vi får her komponistens egne udtømmende ord om symfonien, og Kayser siger konstaterende, at ”fordelen ved at være umoderne er, at man ikke risikerer at gå af mode”. Dén la’r vi lige stå.

Da avantgarden erobrer scenen (Ellegårds ord) i 1960’erne, lukker musiklivet mere til for Kayser. Han begynder nu at komponere for mindre ensembler, ofte på forespørgsel. Det er også i 1965, han skriver den store orgelsymfoni ”Concerto per Organo”. Et svært spilleligt stykke, også for komponisten. Efter en lang, nok for lang, orgelkoncert i Marmorkirken kommer en tilhører med udbruddet ”Sikke noget lort!”. Det har Kayser nok taget med sindsro; desuden frabad han sig også bifald i kirken.

På andre felter kan Kayser også overraske. Til hans 50-års fødselsdag præsenterer han til samtlige tilstedeværendes forbløffelse sin nye hustru. Sammen med skoletandlægen Hannebeth får Kayser resten af sit liv et harmonisk ægteskab. Et ægteskab, som ikke rummer den store selskabelighed, men en stille og flittig hverdag.

Et flittigt liv
Til det sidste flyder en stadig strøm af kompositioner fra Leif Kaysers sirlige tuschpen. Så sirligt, at noderne trykkes direkte fra den håndskrevne node. Derfor er det også ekstra hårdt, da Kayser rammes af Parkinsons sygdom, der gør nodefældningen mere og mere vanskelig.

Hustruen dør i 2000, og året efter Kayser. Ellegård må tørt konstatere, at der ikke er noget testamente, så alt tilfalder staten.
Leif Kaysers fire symfonier indspilles i 2008, og som nævnt gør Jørgen Ellegård Frederiksen et stort arbejde for udbredelsen af Leif Kaysers musik.
Og nu denne fine biografi.

Jeg tror og håber, den er medvirkende til, at der bliver taget fat i flere af de mange kompositioner fra Leif Kaysers hånd.
Jeg tror på den sidste sætning i bogen: ”På overfladen kan Leif Kaysers liv og værk nok virke noget tørt. Men begynder man at studere det lidt nøjere, vil man opdage en stor rigdom, både musikalsk og menneskeligt – og ikke sjældent en hel del humor.”

Læs selv – og lyt til musikken!