En sand hyldest af en nestor – komponisten Finn Høffding

Helt vildt. Forlaget Multivers er allerede nået til bind 15 i den fine serie med forholdsvis korte biografier af danske komponister.
Biografier, som er skrevet af musiske mennesker, meget forskellige – og derfor er bøgerne også stilmæssigt forskellige. Her er både klassisk-tørre musikerbiografier med overvejende vægt på kompositionerne og personlige, engagerede hyldester – talt fra hjertet.

En nøgleperson i dansk musikliv
Denne bogs forfatter er ikke ny i serien. Bertel Krarup skrev også den roste bog om Niels Viggo Bentzon.
Nu er vi længere tilbage i tiden. Til komponisten, pædagogen og organisatoren Finn Høffding, som levede i hele det 20. århundrede. Og han var, ifølge forfatteren, en nøglefigur i det danske musikliv i mere end fire årtier – fra 1920’erne til og med 1950’erne.
En overgang var Finn Høffding også rektor for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og er på den måde forgænger for bogens forfatter. Efter 27 år på Det Fynske Musikkonservatorium var Bertel Krarup rektor for konservatoriet i Dronningens København 2007-2019.

Ånden
Biografien er en sober og positiv beskrivelse af Finn Høffding, og der spares sandelig ikke på roserne. Og det er helt i Høffdings ånd, der virker som et positivt menneske, der gladeligt videreførte den tunge arv fra den altoverskyggende person i dansk musikhistorie: Carl Nielsen. I Krarups optik var det ikke en tung arv; Krarup benævner Finn Høffding som den stærkeste viderefører af Carl Nielsens ”utopi om en sammenhængende musikkultur, hvor folkelig sang og moderne kompositionsmusik er to sider af samme sag”. Det er da en smuk sag, hvor graden af utopi er afhængig af, hvem man spørger.

Gentagelsen
Finn Høffding voksede op i et velhavende hjem med musiske interesser og fik tidligt violin- og klaverundervisning. Efter eget udsagn blev han slået helt ud, da han som 13-årig hørte Carl Nielsen dirigere sin opera ”Saul og David”. Hvad Krarup ikke nævner er, at Carl Nielsen var berømt/berygtet for sine manglende tekniske dirigentevner. Hvad jo heller ikke – i min optik – er det væsentligste, men derimod det musikalske udtryk.

Den unge Høffding komponerede blandt andet strygekvartetter, som Carl Nielsen fik forelagt. Og Nielsen sagde de velkendte, rosende ord: ”De har en udpræget formsans”. Det eventyrlige gentagelsesmønster – nøjagtig de samme ord, som den store Niels W. Gade sagde til den purunge Carl fra Fyn i det tidligere århundrede.
Denne Nielsen-ånd hviler trygt gennem hele bogen, og samtidig med denne stærke påvirkning formåede Høffding alligevel at udvikle sig videre. Han fik sit første offentlige værk fremført i 1921, og i 1925 gjaldt det symfoni nr. 1, som fik positive anmeldelser. Derimod opførtes symfoni nr. 2 ikke i Høffdings levetid, men først i 1999, hvor anmeldelserne var mere lunkne; værket tilhører en anden tid – må Krarup tørt konstatere.

Opera
Det blev også til tre operaer, hvor især den første ”Kejserens nye Klæder” fra 1926 får en grundig gennemgang. Den anden opera ”Kilderejsen” var først et Holberg-Nielsen-projekt efter ”Maskarade” og igen med Vilhem Andersen som librettist. Men Nielsen ønskede ikke en Maskarade Vol. 2, så ideen blev givet videre til Høffding. An offer, you can’t refuse. ”Kilderejsen” var mange år undervejs og fik først opførelse under krigen, hvor den danske Holberg naturligvis var populær. Bertel Krarup gør fint rede for indholdet og Høffdings klare bevidsthed om at skabe et ikke-Carl-Nielsen værk.

Folkets musik
Her springer bogen elegant tilbage i tiden og beskriver Høffdings stigende interesse for at skabe bro mellem ny musik og den læge befolkning. Han var bevidst om begreberne koncertliv og musikliv, hvor det i tidens København var koncertlivet, underholdningen, der var den fremherskende. Her imod startede Finn Høffding sammen med komponistkollegaen Jørgen Bentzon Københavns Folkemusikskole, som placeredes på Vesterbro. Her skabtes værker for amatørkor og –orkestre, og det er her, blandt andet Bernhard Christensens ”Thrymskvadet/Trompetkvadet” blev opført.

Pædagogen
Finn Høffding blev formand for Musikpædagogisk Forening, og han arbejdede hårdt for at få etableret en musikpædagogisk eksamen. Samtidigt skrev han enkel musik, som af flere karakteriseres som kulturradikal musik. Krarup gennemgår grundigt det store værk ”Eisenbahngleichnis” og Høffdings tredje opera ”Pasteur”, som ifølge forfatteren nok ikke holder i dag. Til gengæld er mange af Finn Høffdings korsatser blevet standardrepertoire for mange danske kor. Vi er nok mange, der har sunget den smukke ”Kilden” til tekst af Jeppe Aakjær.
Det Kongelige Danske Musikkonservatorium får et særskilt kapitel; forståeligt med forfatterens baggrund in mente. Her berøres let den svingende lærerkvalitet. I 1932 fik Finn Høffding en fastansættelse, og de sidste år indtil 1955 var det som rektor, eller direktør, som det dengang benævntes. Gennem hele livet arbejdede Høffding hårdere, end hans helbred tillod, så der er sygdomsperioder i korte eller længere tidsrum. Senere i bogen får vi oplysningen om, at Høffding først som 65-årig fik den ”relevante psykofarmaka”.

Komponisten
Mod bogens slutning får vi kapitlet ”Fire symfoniske fantasier og en koncertant outsider” – herlig titel. Det er et vægtigt og musiksprængfyldt kapitel, hvor den såkaldte metamorfoseteknik beskrives på rimeligt højt plan. Krarup skriver malerisk og dedikeret om Høffdings blæserkvintet, hvor han om sidste sats, fugaen, skriver: ”De fire gennemføringer er adskilt af tre mellemspil præget af figurativ fortspinnung.”. Å, hvor kunne det altså være godt med nodeeksempler, og gerne med klingende eksempler, så jeg bedre kunne følge med i Krarups fine formuleringer.

Den koncertante outsider? Høffdings opus 67 ”Fantasia Concertante” fra 1965, som nærmest er 12-tonet. Og som Høffding i øvrigt selv lagde afstand til (!)
Inden bogens epilog har Bertel Krarup sammensat en mosaik af den fyldige og personlige korrespondance mellem Finn Høffding og eleven Per Nørgård. Et forhold, der udviklede sig til et nært venskab. Her får vi mange interessante betragtninger fra de to komponister.

Fremtiden
Af Finn Høffdings tre indsatsområder er de pædagogiske og organisatoriske dem, han vil blive husket for. Men hans kompositioner har trods deres tidsbundethed fortjent en større opmærksomhed. Og som Bertel Karup afsluttende bemærker: ”Men det kan jo komme igen som en spiral, se blot på Rued Langgaard”.
Og der er måske nu, vi skal støve Finn Høffdings noder af?

Denne fine, lille bog kan være det skub, som får vores øjne og ører op for komponisten Finn Høffding.
Så lad os gå i gang – gerne ud fra bogens afsluttende værkfortegnelse.