Genrer


En smuk dansk sommeraften med fortryllende toner fra The National
Lørdag den 6. juli 2013, Orange Scene
Når man tænker på den lunkne danske sommer, så var Roskilde Festivals publikum mere end heldige på denne smukke varme sommeraften, hvor solen stille gik ned, mens de blev indhyllet i et lydtæppe af magisk, smuk og kraftfuld musik. De heldige lyttede til ”indie rock”-bandet The National fra USA. De blev introduceret og beskrevet som ”6 years ago as a great secret” og ”Ohio’s finest: The National!” med hentydning til deres sidste optræden på Roskilde Festival i 2007. Faktisk var festivalpladsen ikke særlig fyldt femten minutter før koncertens begyndelse. Det ændrede sig lynhurtigt, da bandet med stor fyldig lyd begyndte deres koncert præcis kl. 19.30. Med det samme blev publikum grebet af denne meget melodiske rock, som var sammensat af sang, keyboards, trommer, el-guitarer og for et rockband så specielt som trækbasun og trompet! Orange Scene var propfyldt igen! Denne blanding af instrumenter og forsangerens stemme var orkestreret på smukkeste vis og udviklede en meget speciel lyd. Nogle har beskrevet musikken som en blanding af inspirationer fra country-rock, americana, ”indie rock” og britpop. Én af festivalgæsterne syntes faktisk, at deres lyd mindede om et specielt britisk band.
Forsangeren Matt Berninger sang med sin smukke melodiske baritonstemme. Rytmen bankede gennem kroppen og påvirkede publikum, der bevægede deres kroppe i takt med musikken, og alle så glade og velfornøjede ud. Således udbrød publikum i vild jubel allerede efter det tredje nummer. Matt Berninger iklædt pæn vest, slips og solbriller løb uroligt frem og tilbage på scenen eller drak af sin øl, lige inden han skulle synge. Det gentog sig flere gange. Mens han sang, sænkede han eftertænksomt hovedet lidt og holdt med den ene hånd den anden hånd, der holdt mikrofonen. Bandet spillede fremragende! Efter femten minutter havde bandet total kontrol med publikum, der gav dem deres fulde opbakning og klappede i takt med musikken. Det ene hæsblæsende smukke melodiske nummer efter det andet tæppebombede vore sanser som en stormvind, der ikke var til at standse. Den meget medrivende rocklyd rullede og rullede bare ustoppeligt med fuld fart derudad.
Denne dejlige sommeraften dannede en perfekt ramme for denne smukke sommerfugl af god rock. Faktisk stod en sød pige ved siden af mig iført en hårbøjle, der lignede en sommerfugl. Da vi følte, at aftenen ikke kunne bliver bedre, dukkede to varmluftballoner op på himlen og strøg forbi Orange Scene. På scenens bagvæg blev musikken akkompagneret af surrealistiske videoer. Matt Berninger blev også grebet af stemningen, og hans kommentar vedr. det ekstremt store publikum var: ”This is pretty crazy!”. Der var overvejende unge mennesker til koncerten. Matt Berninger optrådte som en meget karismatisk forsanger med masser af rå energi. Han tog kegler hos publikum, da han i slutningen af koncerten hoppede ned fra scenen med sin mikrofon og sang blandt publikum. Berninger gav hånd til festivalgæsterne og blev overfotograferet af hundredevis af smartphones. Det så lidt morsomt ud på storskærmene. Security-folkene havde meget travlt med at følge med sangeren. Efter halvanden times flot og kraftfuld koncert uden pause sluttede bandet. The National havde taget Roskilde Festivals publikum med storm med en enorm energi fra første sekund og fuldendte én på alle måder perfekt aften for festivalen og dens gæster. Jeg hørte nogen sige: ”Det er en fantastisk opvarmning for Metallica, der skal spille senere i aften!”