En sømand har sin enegang

I vinteren 1925-26 rejste Johannes V. Jensen med en fragtdamper fra Hamborg til Port Said. Bag ham lå hovedværker som Himmerlandshistorier, Kongens fald og Den lange rejse. Nu ville han slappe af og lindre sin gigt i Ægyptens varme. Men han kunne ikke slippe sin skrivekløe, og det resulterede i en af de fineste danske sømandsviser.

Komponister har ofte sat musik til danske digte, men i dette tilfælde kom melodien før ordene - en folkemelodi af ukendt oprindelse. Skibet lå et par dage før jul ud for Tunis, og Jensen savnede musik om bord, da ingen af besætningen sang eller spillede. Han huskede da “en melodi jeg engang har hørt foredrage af en sangerske i gården, til harmonikaledsagelse, en elementær, sentimental, ja åbenstående sentimental, men mægtig melodi”. Til den digtede han seks vers.

Teksten kredser om de to modsatrettede drifter i sømanden. Udlængslen, der driver ham ud på verdenshavene i halve eller hele år “som fange på en ø”, altså indespærret i skibets lille verden. Og så driften mod hjemmet og den elskede: en længsel, der følger ham som en forbandelse.

Sangens hovedtema er hjemve ligesom i “Hvide måge” og “Hils fra os derhjemme”, men der er klasseforskel i sproget. Sentimentaliteten er som altid hos Jensen sammenbidt og maskulin. Teksten blomstrer af præcise billeder og tillægsord som “yppig”, “balsamisk” og Jensens yndlingsord “sval”, der optræder to gange i teksten.

Vé alle haves vandringsmand!
Urolig er hans færd,
som tåge, vind og skum på vand
og strøm og skjulte skær.
Men bærer det mod havets bund,
så mangen sømands kår,
når søen gurgler i min mund -
til dig min tanke går!

Men når den gule løvetand
ved Sjællands grøfter gror,
og fra det lave, grønne land
man hører frøers kor;
når pinseløvet bryder frem,
de danske svale træer,
og alle fugle vender hjem -
du er mig atter nær!

En simpel vise, skrevet af en digter i nobelpris-klassen.