En velklædt mand med ambitioner

- Jeg tror, at publikum lytter med nogle andre ører, hvis der står nogle velklædte mennesker på scenen. Jeg synes i hvert fald selv, at det virker tjekket, når jeg ser et orkester, der står i nogle pæne suits - eller jakkesæt. Men grænsen til, hvornår det bliver sådan lidt danseorkesteragtigt, er selvfølgelig fin, og det er ikke sådan, at jeg siger til mine musikere, hvad for noget tøj de skal have på overhovedet. Men de lugter lunten, nemlig at jeg synes, at det ser fedt ud, hvis vi har nogle suits på, siger Thorbjørn Risager.

Vi befinder os i musikerrummet i kælderen på Mojo Blues Bar, der ligger i centrum af København, og snakker scenetøj som indledning til en længere passiar om den velklædte bluesmusiker og kapelmester Thorbjørn Risagers karriere - plus det løse. Sangeren, guitaristen og sangskriveren Thorbjørn Risager, der med sit blues-rhythm-&-blues-soul-og-funk-med-et-nik-til-New Orleans-orkester - Thorbjørn Risager Blue7 - modtog Copenhagen Blues Festivals bluespris "Årets Danske Bluesnavn 2005", er iklædt et perfekt siddende grålilla changerende jakkesæt, diskrete mørke sokker samt velpudsede sko, og ved siden af sig i sofaen over for intervieweren har han sin karakteristiske bløde "blues-hat".

Man kan jo drage en sammenligning her mellem dit orkester og århusianske Mike Andersen Band. Det er jo også et nydeligt klædt blues band.

- Jo, jo. De har vel tænkt ligesom mig. Tit kan man også fornemme, når man kommer ind på et sted - jeg går jo ikke normalt rundt i jakkesæt og med hat - at man i virkeligheden får en bare sådan lidt bedre betjening, end hvis man ikke var pæn i tøjet. Jeg tror også, at publikum nogle gange tænker. "De er nok gode, når de er så pænt klædt på". Jeg tror, der er lidt om den snak i hvert fald, griner Thorbjørn Risager.

Kvalitetsstempel

Hvad har det betydet for dig og dit orkesters karriere, at I fik prisen som "Årets Danske Bluesnavn 2005"?

- Det har betydet utroligt meget. Det har faktisk betydet mere end jeg havde forventet. Det har åbnet virkelig mange døre, og så betød det også meget, at der var en svensk booker til stede ved overrækkelsen af blues prisen. Hun kontaktede mig nemlig, og spurgte, om hun skulle booke lidt. Det måtte hun, og dét har vist sig at være den største succes, man overhovedet kan forestille sig. Hun er simpelthen så god! Jeg havde ellers opgivet tanken om at få en god booker, for med dem, jeg havde prøvet indtil da, skete der aldrig rigtig noget. Men det har altså virkelig rykket, og det hjælper selvfølgelig også for hendes arbejde, at hun kan sige, at vi fik prisen som "Årets Danske Blues-navn 2005" i Danmark. Man kan skrive mange ting om sit eget orkester, men dét er i hvert fald en ting, som ikke alle kan skrive, og det er jo klart, at det er et kvalitets- stempel på én eller anden måde, siger bluesmanden.

- I sommeren 2006 besluttede vi i øvrigt at droppe Blue7 for at gøre det lidt mere simpelt, og siden da har vi bare heddet Thorbjørn Risager, fortæller orkesterlederen, der blandt andet også kan høres med sin og Emil Balsgaards duo samt Tom Waits tribute-bandet Bonemachine.

- Bonemachine spiller kun tre-fire jobs om året. Her i 2008 spiller vi for eksempel en af vores få koncerter på Amfiscenen, Brandts Klædefabrik i Odense, den 29. august, oplyser Thorbjørn Risager.

Booking

Bookede du selv, før I fik professionel assistance?

- Ja, i starten kørte jeg det helt selv, men så hookede jeg op med vores pianist og organist Emil Balsgaard. Så vi var to mand, der mødtes i hvert fald én gang om ugen, og ringede rundt og sørgede for at få lavet plakater og alle de der ting. Og dét var en rigtig god idé. Kanon idé altså, for så får man lavet mere. For mange af de ting, man skal lave, er tit sådan nogen, man i virkeligheden godt kunne lave næste dag. Man får det Så hele tiden udskudt, men når man har en aftale med en anden i bandet om, at vi mødes dér og dér, og vi skal lave dét og dét, kører det meget bedre. Men hverken Emil eller jeg er særlig gode til at booke; faktisk er vi ret dårlige begge to, tror jeg. Man skal jo snakke med folk, men jeg er ikke særlig god til at smalltalke, så derfor er det jo fantastisk, at vi har fået den gode booker, vi har. Hun hedder Annika Westman, er fra Lund, og kan virkelig sit kram. I starten var det kun Sverige, det drejede sig om, men da vi kunne se, at hun lavede jobs - de kom bare sådan her, det ene efter det andet - spurgte vi hende, om hun ikke også kunne booke os i Norge, og til sidst bad vi hende om også at booke os i Danmark. Dét kunne hun sagtens, og jeg følte virkelig, at det var et stort åg, der blev løftet fra mine skuldre, fordi jeg hader det der med at ligge og ringe rundt. Nu klarer Annika Westman så alt bookingarbejdet for os, og Finland har vi også fået taget hul på. I øvrigt har vi spillet i Finland to gange. For eksempel spillede vi en torsdag, fredag og lørdag på jazzklubben Storyville i Helsinki. Det var hårdt arbejde men enormt sjovt. Vi spillede fire sæt hver aften. To sæt á én time og så to sæt af á 45 minutter. Der var totalt fyldt på dansegulvet, og vi tager til Finland igen til juni. Annika Westman er blandt andet også i gang med noget i Holland og forskellige andre steder. Eksempelvis skal vi til marts spille i Cahors i Frankrig, hvor vi aldrig har været før, så hun kører os bare 100 %.

Skuffende

I juni sidste år deltog du i live finalen med nummeret "Hold on" fra jeres første cd i en sangskrivningskonkurrence udskrevet af Puistoblues - eller Lakeside Blues - Festival - i Finland.

- Ja, det gjorde jeg, og jeg fik en tredjeplads. Det er jo på en måde fornemt, når man tænker på, at der var 113 sange til at starte med, hvoraf så 60 blev valgt ud til selve konkurrencen. De 60 blev så skåret ned til seks numre, der kom op at spille og var med i finalen dér. Men jeg vil sige, når jeg nu var taget til Finland for at spille, så var det alligevel lidt skuffende. Der var jo kun præmie til vinderen, der så fik 3.000 dollars, men der var intet til vinderne af anden og tredjepladsen. Jeg skulle selv betale halvdelen af billetten, men opholdet blev betalt. Jeg var alene deroppe, og spillede så med et lokalt band. Jeg vil også sige, at jeg var rimeligt skuffet, da jeg kom ind på en tredjeplads. Det var også fordi jeg syntes, at det gik rigtig godt, da jeg spillede, og jeg synes helt klart, at jeg også fik det største bifald. Så da vinderen skulle annonceres, var jeg nærmest ret skikker på, at jeg ville vinde konkurrencen, siger Thorbjørn Risager med et smøret grin.

- Det var altså totalt overmod der prægede mig, selv om de andre konkurrence-deltagere var gode. I det hele taget var der hård konkurrence. Men når jeg kigger tilbage på det, tænker jeg, at det da var fint nok med en tredjeplads, og jeg har da fået noget promotion. Det er blandt andet derfor, at jeg skal til Finland og spille på en festival, der hedder Tunturi Blues Festival, oppe i Lapland her sidst i januar måned.

Kompliceret

I har efterhånden også spillet en del i Tyskland. Hvordan har det været?

- Fint, synes jeg. Vi spillede for eksempel på en festival i Tyskland; Eutin Blues Fest, tror jeg, den hed, og det var glimrende! Også i anden sammenhæng har jeg spillet i Tyskland. Det var på en anden festival, der hedder Zappanale. Det er en festival med Frank Zappas musik i fokus. Jeg spiller nemlig også i et orkester, hvor vi dyrker Frank Zappa-musik. Det hedder Frank Zappa Live Event. Nu er det ikke mig, der har lavet orkesteret som sådan. Jeg blev spurgt, om jeg ville synge i det af dem, der havde orkesteret i forvejen, så jeg er ikke den store Zappa-freak. Jeg er helt klart en bluesmand, men der er jo egentlig også temmelig meget blues i Frank Zappas musik, og nogle fantastiske sangere havde han jo og nogle skide sjove tekster, men han er ikke på min Top 5 af musikere. Nå, dét her er selvfølgelig en sidehistorie, men vi spillede altså på denne her meget store festival. Vi var meget rystede over, hvor stor Zappanale var. Jeg tror, der var 10.000 mennesker, så det var jo en kæmpeoplevelse. I øvrigt arbejder Annika Westman på at vi kan komme til at spille endnu mere i Tyskland, og vi er ved at få godt hul igennem. Blandt andet skal Thorbjørn Risager på en større turné dér til april.

Har I forsøgt jer i Storbritannien eller USA overhovedet?

- Kun i ringe grad, men der er lys forude. Til marts skal vi for eksempel spille i England for første gang, og det bliver på den hæderkronede Burnley Blues Festival. Med hensyn til USA, har jeg indtryk af, at det er enormt vanskeligt overhovedet at komme til at spille derovre. Selvfølgelig kunne det være fantastisk at komme til bluesmusikkens hjemland og spille, men det er nok ret kompliceret. Jeg spillede førhen i et band, Blue Magic, hvoraf nogle af musikerne flyttede til USA for at spille dér, og jeg kan huske de problemer, de havde, med overhovedet at komme derover og spille og få arbejdstillladelse. Det virker i hvert fald som om det er meget vanskeligt.

Underligt

I spiller rigtig meget i Norge og i Sverige. Blandt andet har I spillet på den meget anerkendte svenske Åmål's Blues Fest. Var det en positiv oplevelse at spille dér?

- Delvist, vil jeg sige. Vi synes ikke selv, at vi leverede vores bedste show. Vi plejer nemlig at have utroligt godt fat i publikum, men vi er jo ikke vant til at spille på så store scener, og den var nemlig ret stor den scene, vi spillede på, så vi stod langt fra hinanden. Desuden var der ikke særlig god lyd, og der var ikke nogen lydprøve, og dét er altså noget, jeg synes er et helvede, når der ikke er nogen lydprøve. Så vi havde ikke helt nogen særlig god scenelyd, men der var vildt mange mennesker, ca. 3-4000 folk, men det var som om, at vi sgu ikke fik rigtig fat i dem. Så selv var vi ikke helt begejstrede. Til gengæld kunne vi se, at de bands, der spillede efter os, blandt andre Sky High, havde mindre fat i publikum end vi havde. Så jeg ved ikke lige, hvad det var. Det var sådan lidt underligt.

Hvordan vil i øvrigt du sammenligne det danske, det norske og det svenske blues-publikum? - Uha! Dét var en svær én! Det ved jeg faktisk ikke rigtigt. Nu har vi for eksempel spillet på en blues festival i Göteborg, og dér havde vi et kanon-publikum. Vi spillede for ca. 500 mennesker, der var fuldstændig oppe at ringe, og det er nogenlunde den samme slags publikum, som vi har her på Mojo. Så om der er nogen generel forskel, det skal jeg ikke kunne sige.

Fuldt hus

Men blues-scenen, specielt i Norge, er utroligt levende. De har for eksempel mange velbesøgte bluesfestivaler med Notodden Blues Festival som flagskib. Der er også blues-tidsskriftet Blues News, organ for Norsk Blues Union, som igen er paraplyorganisation for landets mere end 70 bluesforeninger. I Sverige er der bluestidsskriftet Jefferson, den mindre organisation Svenska Blues Unionen med 15 medlemsforeninger og der er også en del bluesfestivaler. I modsætning hertil findes der jo bare en håndfuld bluesforeninger i Danmark. Der er kun få bluesfestivaler, og det er udelukkende en forsvindende lille del af den danske presse, der overhovedet beskæftiger sig med bluesgenren, der dog har fået en del opvind i Danmark i det seneste års tid. Har du nogen idé om, hvorfor bluesmusikken står stærkere i Norge og Sverige end i Danmark?

- Nej, det har jeg ingen idé om. Jeg har selvfølgelig konstateret det, og nu kommer jeg lige til at tænke på noget: Hvis man skal sige noget om publikum i Sverige, Norge og Danmark, så vil jeg sige, at på alle de jobs vi spiller i Sverige og Norge, komme altid mange mennesker. Der er altid stort set fuldt hus. Det er der ikke nødvendigvis altid, når vi f.eks. spiller i Jylland. Vi spillede eksempelvis et job i Grenaa for nogen tid siden, hvor der kun var tyve mennesker. Dét har jeg aldrig oplevet i Sverige og Norge. Dér er der som regel udsolgt, og dét er jo super, men det er jo selvfølgelig også fordi blues er større derovre, men hvorfor har jeg altså ikke grejet.

De første indspilninger

Før I indspillede jeres første reelle album, indspillede I en promotion cd med otte numre, der ikke er officielt tilgængelig. Var det noget, du selv sparkede penge i?

- Nej, dén indspillede vi i konservatorie-studiet. De fleste i mit orkester, inklusive mig selv, er uddannet på Det Rytmiske Konservatorium, hvor man har noget gratis studietid, man kan bruge. Dén brugte vi på vores promotion cd, så den kostede os reelt ikke noget.

Hvordan kom så jeres første reelle cd så i stand?

- Ja, det er jo en live-cd, som vi selv finansierede, og pudsigt nok kaldte vi den Thorbjørn isager Blue7 live 2004. Vi fik en smule støtte. Blandt andet fik vi 15.000 kr. fra DMF (Dansk Musiker Forbund), og så fik vi heldigvis et pladseslskab, Music Mecca, ind over til blandt andet at styre NCB-sager, betale for trykning og dé dér ting. I og med, at det var en live-cd, var den jo ikke særlig dyr. Vi brugte vel omkring 35.000 kr., hvor vi så havde fået de 15.000 kr. i støtte, så det var stille og roligt.

Hvor og hvordan blev jeres anden cd - From the heart - til, og hvordan blev den finansieret?

- Det blev en studie-cd, som vi så meget frem til at lave efter vores debut-cd. Der er jo grænser for, hvad man kan gøre med en live-cd, også lydmæssigt, så vi så meget frem til at arbejde i studiet.

Det blev til ti skæringer, og de otte har jeg lavet. Det ene af dem med hjælp af vores glimrende saxofonist Kasper Wagner. Vi indspillede den i Black Tornado Studio her i København, hvor vi havde Billy Cross til at producere. Finansieringsmæssigt var vi heldige at få temmelig meget støtte. Vi fik 45.000 kr. i alt fra forskellige foreninger, og så havde vi selvfølgelig lagt lidt til side fra jobs, men det var lige før, at de 45.000 kr. rakte. Studiet var heldigvis ikke så dyrt, men desværre endte vi med ikke at være tilfredse med det resultat, vi fik i sidste ende fra dét studie, da vi havde mixet og så videre. Bagefter fik vi den så mixet igen i Granny Studio af en, der hedder Thomas Brekling, og så blev vi heldigvis rigtig glade for resultatet. Cd'en fik vi udgivet på DMFs pladeselskab, Gateway Music, i efteråret 2006.

Producere

Hvorfor valgte I KarmaCrew Studio da I skulle indspille jeres seneste cd Here I am?

- Vi var rimeligt pressede. Det er en lidt længere historie, men ok: Vi havde hyret den belgiske producer og musiker Marc Tee til at producere cd'en, og han mixede den også alene nede i Belgien. Da vi så fik resultatet fra ham, var vi desværre ikke tilfredse. Vi stolede simpelthen meget på ham, og han havde jo været her i Danmark for at hjælpe med indspilningerne. Men vi måtte altså have den mixet om, og det fik vi gjort i Baby Factory studiet. Vi havde allerede lavet PR og havde sat en dato for udgivelsen af cd'en, så det skulle gå hurtigt. Vores trompetist Peter Kehl havde lidt forbindelse til Baby Factory og til Lars Nissen, der mixede om, så det kunne godt lade sig gøre rimeligt hurtigt, uden at budgettet blev fuldstændig sprængt i stumper og stykker. Det var jo en dum situation at stå i, men nu tror jeg, at vi har lært lektien, for vi havde jo lidt af det samme problem med From the heart. I dén forbindelse stolede vi også meget på, at Billy Cross kunne styre dét dér, men dér var vi heller ikke tilfredse med resultatet og måtte mixe den om. Så nu har vi fundet ud af, at man selv er nødt til at være inde over hele tiden, når tingene bliver mixet. Man kan desværre ikke bare lægge det over på nogle andre og så stole blindt på dem. Selvfølgelig - hvis man er heldig - kan man gøre det, men det har i hvert fald ikke virket for os de to sidste gange. Nu ved vi dog, at vi må være på pletten konstant og styre det selv i rimelig høj grad næste gang. Og det er jo også på en måde klart, at det er os, der i virkeligheden ved, hvordan vi gerne vil have, at det skal lyde, og det kan andre ører naturligvis ikke nødvendigvis vide.

Hvordan faldt valget på belgieren Marc Tee som producer?

- Det startede egentlig med, at vi gerne ville have en amerikansk producer på. Vi havde hørt om en, der hedder Nathan James, som vi havde kontakt med, og som vi mere eller mindre havde lavet aftaler med, men han aflyste 2 - 3 måneder før vi skulle i studiet. Vi forhørte os så rundt omkring hos bluesfolk i Danmark, om hvem der måske kunne være en god producer, og da dukkede Marc Tees navn hele tiden op. Så kontaktede vi ham simpelthen bare og hørte, om han ville have jobbet. Vi tog sådan set lidt en chance, for vi kendte ham jo ikke rigtigt. Men sådan set viste det sig at være meget godt. Han havde nogle gode idéer under indspilningerne, blandt andet til noget lyd men især til arrangement, hvor han havde mange fine tanker, så det var ikke helt spildt. I sidste ende blev vi da nogenlunde tilfredse med produktionsresultatet.

Strategisk

Nogle mener, at Here I am er blevet lidt for glat, at den ikke er rå nok produktionsmæssigt.

- Tja, det ved jeg ikke rigtigt. Jeg interesserer mig ikke så meget for lyd, men der er nogle niveauer, som jeg ikke er helt tilfreds med; for eksempel synes jeg, at vokalen er lidt for lav på nogle skæringer, så der er nogle småting, som jeg ikke er helt glad for. Men der er også det at sige til det, med hensyn til sådan en rå, beskidt lyd frem for en lidt pænere lyd, at vi jo også gerne vil have vores musik spillet i radioen. Vi vil med andre ord gerne have noget airplay, som det hedder på nydansk. Det har vi heldigvis også fået, men radioerne kan jo ikke lide den lidt mere rå, beskidte lyd, så vi tænker også lidt strategisk i dén retning.

Hvordan blev Here I am finansieret?

- Den har vi simpelthen finansieret selv; dels via cd-salg fra vores to andre cd'er, og dels via en kassekredit. Vi fik temmelig meget støtte til at lave vores anden cd, så derfor var vi ikke berettiget til at søge igen de steder, hvor man kan søge, fordi vi lige havde fået støtte til at lave From the heart.

Hvor meget kom Here I am til at koste alt i alt?

- Det var i nærheden af 140.000 kr.

Ny cd med dvd

Here I am varer kun 39 minutter og 14 sekunder. havde I ikke flere numre at fylde på?

- Jo, vi havde faktisk tolv numre til at starte med, men Marc Tee fik os simpelthen overtalt til at droppe de to af dem. Det var de to mest bluesagtige numre, som blev udeladt, fordi han mente, at de ville stikke lidt for meget ud. Desuden syntes han, at med de ti numre, vi havde, ville Here I am være et mere helstøbt produkt. Jeg er stadigvæk i tvivl om, om det nu var den rigtige beslutning, men vi havde valgt at sige: "Nu stoler vi på det, han siger". Jeg kunne godt høre, hvad han mente; det var to rimeligt standardagtige bluesnumre, der blev droppet. Det var mig selv, der havde lavet dem, men det kan godt være, at de stak lidt ud. Men så indspiller vi dem - vi har vedtaget at lave en live-cd næste gang med dvd - og meget tyder på, at dén bliver lidt mere bluesagtig. De dér to bluesnumre, som vi skar væk, er måske også nogen lidt mere live-agtige kompositioner, så de fungerer nok bedre live, end de ville gøre på en studie-cd.

Hvornår bliver live-cd'en med dvd udgivet?

- Den skulle gerne komme her i 2008. Vi har bestemt os for at udgive en cd hvert år, og vi regner med at indspille den over to aftener på spillestedet Victoria i Malmø i september, hvor der altid har været udsolgt, når vi har spillet, og så udkommer den nok i november.

Ret svært

Bliver dvd'en så en koncertoptagelse i forbindelse med indspilningen af live-cd'en?

- Ja, det gør den, og så går vi nok lige i studiet og laver 3 - 4 numre, som også kommer på cd'en - igen med henblik på radio. Fordi den lyd, vi kan lave på en live-optagelse, bliver måske igen ikke god nok til radioen.

Here I am har jo fået meget meget fornemme anmeldelser både i Danmark og i udlandet, og den har været "ugens cd" på DRP4, men har al den positive omtale givet jer flere jobs i Danmark, eller er det stadig svært at trænge igennem her?

- Desværre synes vi ikke, at vi kan mærke den store effekt. Vi sælger dog flere cd'er i forretningerne. Vi er allerede oppe på over 1.000 solgte eksemplarer af Here I am, hvoraf vi selv har solgt halvdelen ved vores koncerter. Så der er alligevel solgt omkring 500 eksemplarer i butikkerne, og dét er da meget pænt. Men rent jobmæssigt er det som om, at det stadigvæk er ret svært at trænge igennem. Vores booker Annika Westman melder tilbage, at hun - på trods
af den fine modtagelse af Here I am - får at vide fra en del spillesteder, at vi ikke er kendte nok, så de tør ikke satse på os. Men vi væbner os med tålmodighed, for det skal nok komme, siger Thorbjørn Risager fortrøstningsfuldt.

Pladeselskaber

I er gået fra Music Mecca til Gateway Music og nu er jeres 3. cd Here I am udgivet på Cope Records. Hvorfor disse skift?

- Da vi startede, vidste vi jo ikke ret meget om noget som helst, altså da vi udgav vores første cd. Vi sendte den bare rundt til forskellige pladeselskaber, og vi fik vi ret hurtigt besked tilbage fra Music Mecca. De ville gerne udgive den, og de ville gerne betale for trykningen og betale NCB og dét dér. Så tænkte vi: "Dét lyder jo godt, og så slipper vi for nogle rimeligt store udgifter dér." Det gjorde vi uden at tænke på, hvad det var for en deal, eller aftale, at vi blev tilbudt, og vi blev heller ikke tilbudt mere end én deal, for Music Mecca var det eneste pladeselskab, der meldte tilbage. Det viste sig dog, at det ikke var nogen specielt god deal, at vi havde med dét pladeselskab, men vi var på det tidspunkt bare glade for at Music Mecca ville betale for trykningen og NCB. Så da vi skulle udgive vores anden cd, havde vi hørt om Gateway Music, som helt klart tilbød en meget bedre deal end Music Mecca gjorde, for hos Gateway Music fik vi jo faktisk 100 procent af indtægterne. Med hensyn til vores tredje cd, skete der det, at vi fik en ny trompetist, nemlig Peter Kehl, der også er direktør for Cope Records, så meget naturligt blev dét vores pladeselskab.

Lidt nemmere

Hvad giver så Cope Records jer, som jeres to foregående pladeselskaber ikke kunne?

- Der er lidt mere promotion i det, hvor der ingen promotion var hos Gateway Music. Derimod var der dog lidt promotion hos Music Mecca, men ikke i samme omfang som hos Cope Records. Først og fremmest er det dog mest det, at det gør tingene en del nemmere, at pladeselskabet så at sige er med i bandet. Man skal så for eksempel ikke skal have fat i nogle helt andre, når man skal have trykt nye cd'er, og så videre, for nu har vi fuldstændig styr på sagerne internt. Det gør det simpelthen bare lidt lettere det hele, og så ser økonomien også fornuftig ud.

Hvilken deal har I så fået hos Cope Records?

- Faktisk ved jeg dårligt nok, hvad dealen er, griner Thorbjørn Risager. - Dét er måske lidt underligt, men jeg tænkte: "Nå, Peter (Kehl) tager sig bare af hele dén sag," så det har jeg ikke så stor indsigt i, men tingene er i meget gode hænder. Vi er jo et godt, fast sammentømret band. Det er ikke bare mig og så nogle musikere, der er ude på sidelinien. Så det er sådan, at hvert medlem af bandet har nogle ansvarsområder, som de tager sig af. Nogen tager sig af vores hjemmeside, nogen tager sig af promotion, nogen tager sig af salg af cd'er, når vi er ude at spille, og så videre.

Forbilleder

Hvem er dine forbilleder - dels vokalt, og dels guitarspilsmæssigt?

- Jeg har to virkelig store forbilleder, som jeg sætter over alle andre, og de er henholdsvis Ray Charles og B.B. King. Angående Ray Charles er det selvfølge- lig primært vokalen, jeg tænker på. Jeg synes simpelthen, at han synger bedre end alle andre, bortset fra, når det drejer sig om ren blues. Dér anser jeg B.B. King - også som vokalist - for at være fuldstændig suveræn, men det er også meget B.B. Kings guitar, jeg her tænker på. Som guitarist er han også mit helt store forbillede, og det er vist ikke nogen hemmelighed, at det helt sikkert skinner igennem i mit guitarspil, siger Thorbjørn Risager med glimt i øjet.

Hvem har du modtaget undervisning af?

- Åh, det er mange. Altså, det er jo primært på Det Rytmiske Konservatorium, jeg har modtaget undervisning, og blandt andet har jeg haft Etta Cameron og Allan Mortensen til sang; ja, det er jo sådan de to, man kender. Så har jeg fået guitarundervisning af Paul Banks, og af Billy Cross. Jeg har selvfølgelig haft tonsvis af lærere ude på konservatoriet til forskellige fag, så som klaver, rytmik og alle sådan nogle ting dér. Men Etta Cameron og Paul Banks er dem, jeg betragter som de vigtigste.

Folkeskolelærer

Du skriver selv dine tekster på engelsk. Hvad er dit fundament for at udtrykke dig på dét sprog?

- Ja, det er jo i virkeligheden ikke særlig godt. Jeg kunne godt ønske mig, at det var meget bedre. Men nu er jeg faktisk uddannet engelsklærer. Før jeg gik på Det Rytmiske Musikkonservatorium, uddannede jeg mig til folkeskolelærer, hvor jeg havde engelsk som liniefag, men dét lærer man ikke at tale bedre engelsk af, betoner Thorbjørn Risager.

- Jeg har desværre aldrig haft et længerevarende udlandsophold, hvor jeg har kunnet snakke engelsk, så jeg har helt klart et handicap dér. Til gengæld tror jeg, at jeg er meget god til at få nogle sætninger sat sammen som lyder ok alligevel. Mit ordforråd er ikke særlig stort, men på den anden side ved jeg ikke, hvor stort det egentlig behøver at være. Mine tekster er forholdsvis simple, kan man sige, så ...!

Hvad med det rent fonetiske?

- Ja, dér føler jeg, at jeg er meget godt med. Jeg føler, at jeg har en god udtale, når jeg synger. Det hører jeg også fra folk, som synes, at man ikke kan høre, at jeg er dansker. Det vil jeg i hvert fald håbe, at man ikke kan. I modsætning hertil synes jeg, at når man for eksempel hører nordmænd synge blues, kan man altså godt høre, at de er fra Norge, og dét synes jeg er lidt af et problem, fastslår Thorbjørn Risager.

Ja, dét må man sige, for når man vælger at benytte sig af det engelske sprog som udtryksmedium, skal tingene altså være i orden.

- Ja, dét skal de, siger Thorbjørn Risager eftertrykkeligt.

Sammenspillede

Hvad er dine fremtidsvisioner?

- Jeg har egentlig ret store ambitioner. Jeg kan huske, da jeg lavede det her band. Jeg har selvfølgelig været med i flere forskellige bands, men det har aldrig været et, jeg selv har samlet, før jeg dannede Thorbjørn Risager Blue7. Men da jeg organiserede orkesteret, var min ambition, at dét hér skulle være Danmarks bedste blues band. Og i al beskedenhed synes jeg, at dét mål det er opnået nu, ler Thorbjørn Risager.

- Vi er fandeme blevet sammenspillede efterhånden, men det kan man måske ikke så godt høre på vores live-cd, for vi var næsten lige blevet dannet, da vi lavede dén. Men forhåbentlig kan man virkelig høre det på vores to studie-cd'er, og man kan i hvert fald høre det, når vi spiller live. Nu er det næste mål så at blive det største bluesnavn i Skandinavien. Og jeg synes også, at vi er på vej; vi er i nærheden af dét. Derefter vil vi selvfølgelig gerne være det største bluesnavn i Europa. Ok - Eric Clapton kommer vi aldrig i nærheden af, men efter Clapton...! At være det største europæiske bluesnavn simpelthen - dét er ambitionen, slutter Thorbjørn Risager med et smil.

Thorbjørn Risagers besætning er: Thorbjørn Risager: Vokal/Guitar
Emil Balsgaard: Piano og Keyboards
Svein Erik Martinsen: Guitar/Kor
Peter Kehl: Trompet
Kasper Wagner: Saxofon
Søren Bøjgaard: Bas
Martin Seidelin: Trommer