En yndig og frydefuld sommertid

Den er let at synge og kendt af de fleste. Blot nogen nævner titlen, kan man næsten høre DR Pigekoret sætte i. Sangens ophav og alder står hen i det uvisse. Sådan er det som regel med folkeviser. I dette tilfælde er der tale om en almuevise fra Dalbyneder, en landsby sydøst for Hadsund, som første gang blev nedskrevet i 1843 af teologen C.M.T. Schütz. Han kaldte den "Sommervise" og gengav seks vers og melodien. Tager man en håndfuld af dagens sangbøger, vil man finde både to, tre og fire vers, men sjældent det femte og aldrig det sjette.

Det er noget rod. Til gengæld er teksten, næsten uanset hvilke vers der er udeladt, ren og klar og udgør sammen med melodien en af de smukkeste danske kærlighedsviser. En pige går omkring og glæder sig over sommerens blomster. Hun er dybt forelsket, tænker hele dagen på den udkårne og drømmer om ham om natten. Hun kalder ham en rose, der overgår alle andre. Det med rosen er efterhånden blevet en kliché, men når man husker, at sangen er mange hundrede år gammel, står dette symbol på kærlighed alligevel friskt og stikker på ingen måde ud fra den øvrige tekst. I øvrigt kan teksten også læses med religiøse briller på. I kristen kunst bruges rosen undertiden som symbol på Jesus: med den synsvinkel bliver visen en beskrivelse af en piges hengivne stræben efter at nå Jesus. Visens ord er enkle, men kan tolkes i flere retninger.

Melodien giver sangen et vældigt løft. Mens mange folkeviser tager faste, tunge trin, skiller denne sig ud med sin jublende, lette melodi. Det er lige før, man for sit indre øje ser folk danse menuet til den - men den er skrevet længe før, menuetterne blev opfundet.

Musikjournalisten Valdemar Lønsted skriver: "Det er et lille lyrisk mesterstykke, hvor musikken har herredømmet over ordet. Og jeg har gang på gang mærket sangens dybe indvirkning, når jeg på klaveret akkompagnerede til fællessang ... Der blev altid stille på en særlig måde, da det var forbi."