Er alting glemt om hundrede år?

Hvis man begår en dumhed eller laver noget, man fortryder, er det en beroligende tanke, at om hundrede år er alting glemt. Hvis noget volder én smerte, kan det måske dulme smerten at tænke på, at om hundrede år er alting glemt. Og hvis man lever uansvarligt eller over evne, kan det sikkert hjælpe på en eventuel skyldfølelse, at om hundrede år er alting glemt. Det er i disse og lignende sammenhænge, man oftest møder talemåden om de hundrede år: lige nu er det måske skidt, men det går heldigvis over. Man kan have pengesorger, eller man kan have kærestesorger – eller, værre endnu, måske er man ked af det på grund af dødsfald el.lign. Under alle omstændigheder er budskabet: tiden læger alle sår, det går over.

Samtidig er det tankevækkende, at det kun er de små ting, man kan regne med er glemt om hundrede år. De vigtige begivenheder, typisk begivenheder af betydning for en større gruppe eller et helt land, er naturligvis ikke glemt om hverken hundrede eller femhundrede år – heldigvis. Vigtige begivenheder skaber tværtimod historie og bliver dermed husket – også om hundrede år. Det er vel også derfor, så mange udtaler, at de ”ønsker at gøre en forskel”, når de bliver spurgt om, hvorfor de gør dette eller hint. Hvis man altid bare tænkte: om hundrede år er alting glemt, ville der jo ikke være nogen større motivation til at anstrenge sig eller gøre en ekstra indsats. De fleste ønsker at blive husket – og helst for noget godt! – når de ikke mere er iblandt os.

Carl Søeborg

Inden for musikken optræder talemåden om de hundrede år ganske ofte, og som regel i sammenhæng med ulykkelig kærlighed. Det sidste er ikke så mærkeligt – ulykkelig kærlighed er emnet for halvdelen af populærmusikkens tekster og har været det siden spar konges tid.

Første gang, man møder formuleringen om de hundrede år er i en vise fra 1809 af Carl Søeborg – men talemåden og filosofien bag den går helt sikkert længere tilbage.

Carl Søeborgs vise starter således:

Om hundred' Aar er alting glemt,
Venner! Hvad end vi her maae lide;
Thi lad os være glade stemt
Sætte mørke Griller tilside.
Den Rus, som vi i Aften faaer
Er sovet ud – om hundred Aar!

Og derefter fortsætter teksten med at gennemgå alle de fortrædeligheder, et menneske kan komme ud for: pengeproblemer, svigefuld kærlighed, ulykkelige ægteskaber osv. Men moralen er hos Søeborg at vende ulykken til en fordel ved at se lyst på tilværelsen: pyt med problemerne, lad os leve her og nu og glemme alt om i morgen og om regningerne. Det er jo en ganske let – og måske også letsindig – morale; men formentlig bedre end at gå og ruge over tingene og lade bekymringerne æde én op indefra.

Ak ja, den kærlighed ...

Som nævnt er det ofte i forbindelse med sange om kærlighed – ulykkelig eller ej - at man møder de hundrede år. Et tidligt eksempel på en sangtekst med den pointe, at om hundrede år er alting glemt, finder man i Young og Washingtons sang ”A hundred years from today”. Sangen er måske mest kendt i Frank Sinatras version:

Don't save your kisses, just pass them around
You'll find my reason is logic'lly sound
Who's going to know that you passed them around
A hundred years from today!

Osv. Altså nogenlunde den samme pointe som i Carl Søeborgs gamle visetekst, dvs. en påpegning af, at man skal leve, mens man gør det og elske, mens man tør det (for nu at citere en kendt dansk aforismeskriver). Men det er jo ikke altid, man kan se så lyst på den flygtige kærlighed – i hvert fald ikke lige i øjeblikket. Og det er der en del tekster, som handler om, f.eks. Earle og Flat Scruggs' sang ”A hundred years from now”, som bl.a. Elvis Presley har været med til at gøre kendt:

Well a hundred years from now I won't be crying
A hundred years from now I won't be blue
My heart will have to forget that we ever met
But I won't care a hundred years from now.

Sangen er en klassisk country-sang, og det er ikke mindst inden for country-musikken (og country-rock'en), man finder den ulykkelige kærlighed i sin reneste form. Gram Parsons skrev i 1968 sangen ”One hundred years from now” til Byrds-albummet Sweetheart of the rodeo, og efterfølgende har han indspillet den flere gange med de grupper, han nåede at være medlem af i sin korte levetid.

Pointen her er den samme som i de ovennævnte sange – men med den tilføjelse, at jeg'et i teksten ikke sådan har tænkt sig at give slip på den elskede. Tværtimod beror den ulykkelige kærlighed i Parsons' tekst på en misforståelse, som jeg'et har tænkt sig at rette op på – uanset, hvad folk siger, og uanset hvad der er korrekt og forkert i sagen. Men folk snakker – og det vil de sikkert blive ved med de næste hundrede år. Altså faktisk noget af en drejning i forhold til de øvrige teksters henvisning til tidens udglattende effekt.

One hundred years from this day
will the people still feel this way
still say the things that they're sayin' right now.
Everyone said I hurt you
they said I desert you
if I go away
You know I'm going to get back somehow.

One hundred years from this time
would anybody change their minds
and find out one thing or two about life.
But people are always talking
you know they're always talking
everybody's so wrong.

Kim Larsen

Den danske nationalskjald Kim Larsen plejer altid at være god for en sang om et givet emne, og han har da også været inde på historien om de hundrede år. Eller rettere sagt: det er faktisk hans trommeslager Morten ”Huba” Madsen fra indspilningen af albummet Hvem kan sige nej til en engel (1994), der er ophavsmand til teksten til sangen ”Om hundrede år”, mens Kim Larsen har skrevet musikken.

Alligevel er teksten pudsigt nok en ”typisk Kim Larsen-tekst” – måske fordi Morten Madsen har forsøgt at ramme tonen og stilen i Larsens tekstunivers bedst muligt, eller måske fordi de to bare tænker ens. Under alle omstændigheder er det danske bidrag til ”hundredeårs-teksterne” noget anderledes end de typiske klager over den svundne kærlighed – men ikke uden mening af den grund, og bestemt heller ikke uden humor.

I Larsens og Madsens sang hedder det et sted:

Man ku selfølig sige: tra la la hvor er det nemt,
om hundrede år er alting glemt
åh, ja.
Men det sker man kommer til at tænke på
hva der vil ske og hvordan det ska gå.

Altså nogenlunde samme formuleringer som i de andre sange om, at om hundrede år er alting glemt. Men som man bemærker, er Larsen og Madsen ikke selv indstillede på bare at sige: pyt med det hele. For de kan jo ikke lade være med at tænke over, hvordan det vil gå – og det er jo faktisk ikke helt så enkelt, at alting bare er glemt om hundrede år. Noget er glemt – og noget består.

Et andet sted i Larsen og Madsens tekst hedder det således:

Hvad mon de laver om hundrede år?
hvis altså verden stadig består endnu ...
flyver de ud til Venus og Mars?
selvføli' gør de det, det da soleklart, aahhh

Hvad mon de siger om hundrede år?
til sådan noget som kærlighed og kærestesorg? uhha
mon vi stadig gør det med hinanden?
eller er det kun for dem der er gået fra forstanden? aahhh

Osv. Og ind imellem versene gentages en række spørgsmål igen og igen:

Er der stadig striber på en tiger?
Er der stadig store tykke piger?
Er der stadig prikker på en polka?

Måske ikke umiddelbart de vigtigste spørgsmål for menneskeheden som sådan at få svar på – men et fint udtryk for det almindelige menneskes undren over tilværelsen og dagligdagen og over, hvordan det skal gå med de helt nære ting i fremtiden. Og stik modsat de tidligere anførte eksempler på, at om hundrede år er alting glemt, mener Larsen og Madsen, at der helt sikkert vil være en masse ting, der består og er ligesådan om hundrede år, som de er i dag. Det er jo også herligt betryggende, på en eller anden måde.