Er giraffer uoprigtige?

Forårstid er zoo-tid. Jeg har selv for ganske nylig været i Københavns Zoologiske Have i selskab med et barnebarn (og en million andre børn og børnebørn), og det var en fin oplevelse. Tigerungerne var ved at blive store, men både elefantungen og girafungen var næsten helt nyfødte og derfor i sagens natur et par store trækplastre for de mange besøgende. Leoparderne var ikke meget for at gå ud i deres nye løbegang, på trods af adskillige strategisk anbragte kaniner; men de tasmanske pungdjævle var til gengæld ganske underholdende i deres småvrissende omgang med hinanden. Osv. osv.

Der kan være mange grunde til at tage en tur i zoo. En af de mest almindelige begrundelser for at besøge en zoologisk have, evt. i selskab med et barn, er, at man her har mulighed for at møde de vilde dyr på en anden måde end via en TV-skærm. At se et vildt dyr i virkeligheden giver betragteren en større forståelse for, at der er tale om et levende væsen, som det er vigtigt at passe på. Eller måske går man i zoo for at støtte de avlsprogrammer, der er et af en zoologisk haves vigtigste formål. Nogle går sikkert i zoo alene for underholdningens skyld, mens andre måske mener, at mennesket kan lære noget om verden og sig selv ved at betragte andre dyrearter.

Faktisk kan man i nogle sammenhænge, bl.a. i digtekunsten, møde den tanke, at dyrene i en zoologisk have kan ses som en spejling af vores egen verden, hvor de forskellige dyrearter repræsenterer forskellige mennesketyper eller forskellige menneskelige karaktertræk. I den forbindelse kan man f.eks. nævne Ole Sarvigs ”Zoo-rim” (1970) eller Vagn Lundbyes ”Dyrefabler” (1994). Sidstnævnte blev i 1996 sat i musik af Poul Dissing og Irene Becker, hvilket resulterede i en meget Dissingsk plade om en række dyr, der til forveksling ligner mennesker.

Der er næppe nogen tvivl om, at der er mere menneske end dyr i Vagn Lundbyes små poetiske reportager fra zoologisk have; men udgangspunktet er dog hele tiden de dyr, som man kan møde i en zoo, og som Johannes V. Jensen skrev om i sit digt ”Slutning”, fra samlingen ”Zoologisk Have” (1934): ”Din lille Dreng, før han kan stave/ tag ham i Zoologisk Have/ thi Dyrets Verden, Vel og Ve/ det er den bedste ABC”.

”At the Zoo”
Hvis man taler om sange om dyrene i en zoologisk have, er der én sang, der presser sig mere på end nogen anden – i hvert fald hos mig – og det var også den sang, jeg kom til at tænke på under mit besøg i Københavns Zoo for nylig: Simon & Garfunkels ”At the Zoo” fra albummet ”Bookends” (1968). Sangen har lagt overskrift til denne lille artikel om zoologiske haver i musikkens verden, og det har den bl.a., fordi Paul Simons sang om et besøg i New Yorks zoologiske have indeholder en lang række stærkt besynderlige udsagn om dyr og dyrs egenskaber. Sangens tekst er blevet udlagt som et opgør med alt for faste stereotyper, og den er også blevet hørt som en satire over forskellige politikertyper. Begge dele har undertegnede meget svært ved at høre; men på den anden side må man vel gå ud fra, at den mærkelige sangtekst betyder noget?

Paul Simons sang indledes med udsagnet: ”Someone told me/ it´s all happening at the zoo/ I do believe it/ I do believe it´s true”. Men hvad er det så, der sker i zoologisk have? Først og fremmest er det naturligvis de indespærrede dyr, publikum kan opleve i en zoo, og det er også dem, Simons sang fokuserer på. Det lyder således: ”The monkeys stand for honesty/ giraffes are insincere/ and the elephants are kindly, but they´re dumb/ Orangutans are skeptical/ of changes in their cages/ (-) / Zebras are reactionaries/ antelopes are missionaries/ pigeons plot in secrecy/ and hamsters turn on frequently”. Bortset fra de to sidste dyrearter er der tale om typiske zoo-dyr i Simons sangtekst, og de arter har hver fået et beskrivende ord med på vejen. Men hvorfor? Og hvorfor netop disse karakteristikker?

Nu har jeg jo altså selv lige været i zoologisk have, og jeg må sige, at jeg har meget svært ved at genkende Simons beskrivelser som rammende, eller bare som relevante, i forbindelse med de zoo-dyr, jeg selv har set. Er aber specielt ærlige? Næppe – og specielt ikke, fordi de er den dyregruppe, der ligner os mennesker mest. Er giraffer uoprigtige eller hykleriske? Det er der vist ikke noget, der tyder på; de giraffer, jeg så i zoo, virkede i hvert fald meget seriøse i deres omgang med den lille ny giraf. At elefanter skulle være dumme, er det til gengæld ganske let at afvise; elefanter er nogle af de mest intelligente dyr i en zoo, og det er der vist almindelig udbredt enighed om.

 Orangutanger har de ikke i Københavns Zoo; men det virker rimeligt, at de er skeptiske over for forandringer i deres bure. Hvem ville ikke være det? Modstand mod forandringer er et udbredt fænomen i menneskenes verden, så hvorfor ikke også i menneskeabernes verden? Hvorfor zebraer skulle være specielt reaktionære, kan man til gengæld spekulere over, hvis man har god tid. Måske fordi de går i nålestribet tøj? Og sidst men ikke mindst kan man sætte spørgsmålstegn ved, hvad antilopernes missionsgerning skulle gå ud på. Måske en kampagne mod at spise kød? Eller hvad?

Nå, jeg har vist allerede brugt alt for meget plads på en sang, hvis indhold helt oplagt ikke har noget med virkeligheden at gøre. Sangen ligner mest af alt en børne-vrøvlesang uden noget dybere indhold, og det har måske også været Paul Simons intention med den. Men det forekommer mig nu alligevel forkert at forsøge at tillægge dyr menneskelige egenskaber, især når det gøres så arbitrært som her.

Andre sange om zoo
En del sange om en tur i zoo handler om, at dyrenes ufrie liv bag tremmer kan minde om et menneskes fastlåste liv, mens andre handler om, hvor glade zoo-gæsterne er over, at de ikke selv er i bur. Det sidste gælder f.eks. John Mayalls ”My children” (1971), som i al uskyldighed fortæller om jeg-personens zoo-tur med sine børn. Her møder de bl.a. løver og tigre i deres bure og lidt senere også indespærrede heste og fugle: ”As we pass by their bars to the next attraction/ the horses, the birds in their cages/ Such a shame they can´t be free/ like me and my children”. Det kan selvfølgelig også være en grund til at tage I zoo: for at glæde sig over, at man ikke selv er spærret inde.

The Kinks´ ”Animals at the Zoo” (1971) handler ikke så meget om rigtige dyr i en zoologisk have, men er en allegorisk sang, hvor de to hovedpersoner i teksten sammenlignes med dyr. Der er imidlertid den store forskel på deres respektive situationer, at mens den ene angiveligt er låst inde i en zoo, er den anden fri til at gå, hvorhen han vil. Men hvis den frie jeg-person i teksten vælger at bruge sin frihed til at gå i zoo, kan det vel være svært at få øje på forskellen mellem deres vilkår, for hvem kigger så på hvem?   

Sangteksten lyder bl.a. således: ”You´re just an animal in the Zoo/ sittin´ round feeling persecuted and abused/ You´re locked up and I´m on the loose/ but I can´t quite tell who´s looking at who/ ´cause I´m an animal too”. Sangens udsagn synes at være, at der ikke er nogen pointe i at være fri, hvis man bare bruger sin frihed til at kigge på en, der er i bur. Eller som det lyder i den gamle diskussion om fanger og fangevogtere: er fangevogteren i virkeligheden lige så ufri og bundet som den fange, han/hun bevogter?

The Kinks´ sang ”Scrapheap City” fra 1974 er en sang om miljøødelæggelser og om gold ensretning af samfundet på bekostning af tidligere tiders mere skånsomme tilgang til størrelser som forskellighed og individualitet: ”Just miles and miles/ of scrapheap piles/ there´s no quality/ and there´s no purity”. Nogle af ofrene for denne ubehagelige samfundsudvikling er de vilde dyr, som enten bliver slået ihjel eller havner i en zoo: ”They´re killing off all of the animals too/ the only ones left are the ones in the zoo”. Det er jo en værre historie; men i denne artikels sammenhæng kan man notere, at Ray Davies´ tekst faktisk i kort form angiver en af hovedgrundene til at operere med zoologiske haver: at bevare truede dyrearter for eftertiden.

Lad mig slutte denne lille oversigt over nogle zoo-sange med en sang, der – blandt meget andet – gentager Johannes V. Jensens overfor anførte begrundelse for at gå i zoo: at iagttage og at lære. Det drejer sig om Al Stewarts ”Mr. Lear” (2005), hvori lytteren bl.a. møder linjerne: ”The world´s a lot more mysterious than we knew/ round every corner unusual things are prone to wander/ When I was a young man I was off-times at the Zoo/ to trace the visages and the forms of parrots and cockatoos”. Sangens Mr. Lear er maler og interesserer sig ikke mindst for dyrene i zoologisk have på grund deres potentiale som modeller, han kan male; men det er jo også en vej til at lære sig respekt og ydmyghed over for verdens mangfoldighed, heriblandt dens papegøjer og kakaduer. 

Eller med Johannes V. Jensens ord: ”Thi Dyrets Verden, Vel og Ve/ det er den bedste ABC”.Er giraffer uoprigtige?