Er sjælen på vej tilbage – i Sverige?

”Frygt sjælen og dyrk den ikke, for den ligner en last”, lyder mottoet for Tom Kristensens store roman ”Hærværk” fra 1930. Udsagnet er skrevet ind i en bestemt historisk og litteraturhistorisk kontekst og skal formentlig opfattes som en opfordring til at holde sig til det konkrete og det håndgribelige i stedet for at fortabe sig i ideologiernes og metafysikkens luftige verdener.

Tom Kristensens advarsel mod at invitere sjælen for langt ind i varmen har snart 100 år på bagen, men er bestemt ikke uaktuel af den grund; man må nok konstatere, at sjælen faktisk har haft og stadig har svære vilkår i den danske digtning i de mange mellemliggende år – hvis man ser bort fra en kort periode omkring 1950 med tidsskriftet ”Heretica” som idemæssigt omdrejningspunkt.

Ordet ”sjæl” er ikke et ord, man i dag hører ofte i den daglige samtale mellem mennesker, og i populærmusikkens tekster er det heller ikke særligt almindeligt at støde på ordet, måske med Kasper Windings ”Sjæl i flammer” som den mest iøjnefaldende undtagelse. Der forekommer naturligvis en del sjæle i populærmusikkens tekster, typisk i forbindelse med faste udtryk som ”to sjæle, én tanke” og ”der er ikke en sjæl i sigte” – men ordet optræder kun sjældent i dets klassiske betydning som synonym for begrebet ”ånd”, altså et menneskes indre liv i form af tanker og følelser – og måske tro.

I vores store naboland Sverige forholder det sig imidlertid ganske anderledes, i hvert fald hvis man skal tro på undertegnedes indtryk af svenskernes brug af ordet ”själ” i fiktionstekster – og ikke mindst inden for populærmusikkens verden. I Sverige har de ikke haft Tom Kristensen til at advare mod sjælen – og samtidig er de svenske rocklyrikere ikke så blufærdige i forhold til begrebet, som de danske rockdigtere tilsyneladende er det.

Jeg kan ikke dokumentere, at der er flere sjæle i den svenske rocklyrik end i den danske, og der vil naturligvis være mange undtagelser fra det, jeg her hævder er reglen. Alligevel vil jeg påstå, at det vrimler med ”själe” i de svenske rocktekster i en sådan grad, at det ikke kan være noget tilfælde, og jeg vil også påstå, at det ikke er særligt almindeligt at møde sjæle i de danske sangtekster (selv om man naturligvis aldrig må glemme C.V. Jørgensen).

Den skeptiske læser kan selv prøve at be- eller afkræfte påstandene, hvis han/hun har tid og lyst til det.
Her er som en slags lille sandsynliggørelse af min påstand nogle få eksempler på de mange sjæle i de svenske rocktekster: ”Jag trivs bäst i öppna landskap/ nära havet vill jag bo/ några måneder om året/ så att själen kan få ro” (Ulf Lundell: Öppna landskap”); ”Där bor min själ/ där föddes min sång” (Ulf Lundell: ”Evangeline”); ”Som min själ har gått ifrån mej/ för att vara hos dej” (Ulf Lundell: ”Jag saknar dej”); ”Jag sökte en gång ett nyckelhål/ för att få kika in i din själ” (Wiehe og Afzelius: ”Den gamla vanliga historien”); ”Vi visste det djupt i vår själ/ dom många har styrke” (Mikael Wiehe: Alla dessa minnen”); ”Också när mörkret finns i din själ” (Mikael Wiehe: ”Allt har sin timme”); ”Jag skulla aldrig veta om det brann/ eller om jag har en själ som bara inte fanns” (Staffan Hellstrand: ”Ta mina händer”); ”Kom ner till vattnet i kväll/ läg ner din trötta själ” (Staffan Hellstrand: ”Om du vill gå med mig”); osv. osv.

Det er endog meget let at finde sjæle i de svenske rocktekster – sandsynligvis ikke mindst fordi ordet bruges langt oftere i daglig tale hinsidan, end det er tilfældet på vores side af Sundet. Hvad det siger om de to befolkninger, vil det nok føre for vidt at komme ind på her – men måske arven fra Tom Kristensen har et eller andet med det at gøre?

Lars Winnerbäck
En svensk rockmusiker, der aldrig har frygtet sjælen, og som heller ikke har haft problemer med at tale om hjertet i sine tekster, er Lars Winnerbäck (som stort set er ukendt i Danmark, men som er et af de største rocknavne i Sverige). Winnerbäck skriver reflekterende tekster om livet og døden og alt det ind imellem, så derfor er sjælen sjældent ret langt borte i hans tekstunivers: ”Det måste ut vad som kommit in/ jag tror det svajar i min själ” (fra ”Du som reser mig”, 2009). Men på hans seneste udgivelse har han taget skridtet fuldt ud og har næsten helt programmatisk kaldt sin nye cd for ”Själ och hjärta”. Lars Winnerbäck fortæller selv om indholdet på cd´en: ”Texterna är delvis präglade av pandemin, mycket kom att handla om familjeliv och politik och om en längtan efter rockmusiken och vägerna. Ett par vykort från Oslo. Ett stopp i Linköping, stan jag växte upp i”, osv. Det personlige er aldrig ret langt borte i Winnerbäcks tekster, uden at de af den grund bliver private.

Lars Winnerbäck har altid været en forholdsvis eksklusiv musiker, med lange pauser mellem udgivelserne, og den nye cd er ingen undtagelse i den forbindelse. Men så har cd´en også haft en lidt speciel tilblivelseshistorie, idet den er kommet til verden ad flere omgange. I 2020 ville Winnerbäck gerne ”blæse lidt ekstra liv i sommerturnéen” på forhånd, så derfor skrev han 4 nye sange, som senere blev udsendt på en EP med titlen ”Själ och hjärta, Del 1”. Sommerturnéen 2020 blev imidlertid, som stort set alle andre musikarrangementer det år, aflyst på grund af corona, og turnéen blev fremskudt til 2021. Men corona-epidemien fortsatte, og sommerturnéen 2021 måtte også aflyses, så som et lille plaster på såret blev EP´en ”Själ och hjärta, Del 2” udsendt. Dog, alle gode gange er 3, og i 2022 ser det ud til, at Lars Winnerbäck omsider kan komme ud på sin efterhånden godt forberedte sommerturné. Med sig i bagagen har han, ud over et omfattende bagkatalog, 12 nye sange, som altså ikke har været spillet live tidligere: 8 sange fra de to EP´er samt 4 nye sange, som er udsendt sammen med EP-numrene på den helt nye cd med samme titel som EP´erne: ”Själ och hjärta”.

Sangene på cd´en er såvel musikalsk som tekstmæssigt klassisk Lars Winnerbäck: en stribe stærkt melodiske og iørefaldende sange, en flot afbalanceret instrumentering et sted mellem det intenst afdæmpede og det energisk dynamiske samt en række temmelig melankolske tekster, dog med klare indslag af håb for fremtiden: ”Snart är det sommar igen/ minns du kyssen/ eller ser du fram emot den?”. Sangen ”Släpp det där mörkret” rummer en stærk appel om ikke at blive hængende i tristessen og de mørke tanker: ”Försök å släpp det där mörkret/ det finns andra som kan vakta vid Mordor/ bara släpp det där mörkret”. Lars Winnerbäck er dog ikke begejstret over, hvad der er sket med hans fødeby Linköping (”Skjutna stad”), og han kan også nære bekymring for den voksende individualisering, han ser omkring sig (”Kallt regn som faller”). Men heldigvis er der også lykkelige stunder ind imellem: ”Nånting/ kanske stjärnorna/ stod så rätt”.

Og først og fremmest synes Lars Winnerbäck, at han kan spore en bevægelse i samfundet hen mod en større værdsættelse af ”själ och hjärta” – eller i hvert fald en længsel efter og et ønske om mere sjæl og hjerte i hverdagen. Ganske vist er der stadig alt for megen egoisme i bybilledet: ”Folk är så: Jag var här först/ Folk är så: Vi renoverar och säljer”; men samtidig er der også varme og venskab at finde, hvis man har antennerne ude: ”Det är tomt på folk/ men det är faktisk nån/ som spelar jazzguitar/ hursomhelst”. Og så er der naturligvis tidens tendens mod mere sjæl og hjerte, som måske snarere er udtryk for et håb end for en konstatering af de faktiske forhold, men som helt sikkert er nødvendig at tro på, for at den skal kunne blive til virkelighed: ”Vi var pojkarna som lovade tusenfalt/ vi ägde ingenting, vi ägde allt/ jag tror att själ och hjärta/ är på väg tillbaka”.