Et sanghistorisk monument

Et monumentalt værk er landet. En gedigen og fællessangshistorisk perle med rod i det vante grundige arbejde fra Musikvidenskabeligt Institut i Aarhus. 
Det er forskeren Kirsten Sass Baks livsværk; hun har gennem årtier beskæftiget sig med sang og udgivet et væld af publikationer. Med denne bog får sanghistorien en samlet fremstilling – imponerende. Som sekundanter har hun den tidligere institutkollega Charlotte Rørdam Larsen og den musikbegejstrede historieprofessor Bertel Nygaard. 

Vi kan kun glæde os til bind 2, der i flg. forlaget får titlen ”Én sangkultur – flere sangkulturer. 1900 og frem til vor tid” og udkommer senere i år.

I forordet lægges allerede op til den todelte sanghistorie, der er gennemgående i bogen. Vi har fællessangen, der mundtligt overleveres fra generation til generation, og vi har skolesangen, der har et pædagogisk formål, dyrker flerstemmigheden og synges efter noder. To lejre, der bliver endnu tydeligere, da højskolebevægelsen starter med den brede formidling – på bekostning af den nodetro gengivelse og et prægnant skønhedsideal. 

Starten
Fællessangen i Danmark opstår i slutningen af 1700-tallet i Københavns mange klubber, hvor feststemte herrer omkring bunchbowlen synger de vovede sange – ofte med en politisk kant. Det er jo i lukkede selskaber, hvor censuren ikke kan ramme. Her er forsangere med gode stemmer; bl.a. en vis Adam Oehlenschläger. 
Efter treårskrigen udkommer flere sangbøger. Her er en konservativ med borgerlige selskabsviser, og Sønderjylland får egen sangbog. Kredsen omkring Grundtvig vokser betragteligt, og naturligvis også med egen sangbog. Og ved siden af alle disse regulære sangbøger udgiver Julius Strandberg sine populære skillingsviser. 
”Sang og vise i Danmark” gennemgår grundigt tidens fællessang med spændende detaljer. Eksempelvis berettes om et typisk sangforløb: To linjer ad gangen synges for, hvorefter forsamlingen gentager. Her bemærkes tørt at Kingos sange tog lang tid.
Vi hører om første gang, Marseillaisen høres i Danmark i 1793. Efter sigende den første marchmelodi, der bliver sunget herhjemme. Og som hurtigt får kopier og efterligninger – her kaldet intonationer.

Skolen
Med den nye skolelov i 1814 kommer sang på skoleskemaet. Der arbejdes ihærdigt på ”bedre sange til almuen”, og kapelmester ved Det Kongelige Teater J.A.P. Schulz får stor betydning for skolesangens udvikling i Danmark. Hans idealer er siden efterlevet betragteligt; hans begreb ”schein des bekannten” – nye sanges velkendte skær – blev senere en klar ledestjerne for Th. Laubs og Carl Nielsens sangskrivning.
Kredsen omkring sangfaget har gode intentioner, men i dagligdagen mangles kvalificerede lærere.
A.P. Berggreen er en central person, der udgiver ikke mindre ned 14 skolesangshefter med 600 sange. 

Forfatterne til denne bog har valgt at skifte mellem de to sangretninger, så den samlede fremstilling bliver kronologisk. Derfor skal vi også noget længere frem, før vi i kapitlet om sanginspektører igen møder Berggreen og hans centrale arbejde. Men det er fint nok, på denne måde får vi én sammenhængende historie i stedet for to. For trods forskellighederne har skolesangen og folkesangen fungeret samtidigt, parallelt og til tide tættere sammen.

Myten om Vartovsangen
Midt i ”Sang og vise i Danmark” får vi, i min optik, et af de mest interessante kapitler. ”Myten om Vartovsangen” giver mig ny viden, som jeg sandelig vil bruge! Jeg har tidligere med fornøjelse berettet om Grundtvigs flagrende og tvivlsomme musikalitet. Som har betydet, at en af hans salmetekster frejdigt blev sunget på melodien til ”En svensk konstabel fra Sverrig”. Uha da da.
Igen møder jeg en fantastisk grundig research, når forfatterne kan punktere denne myte. Som der ikke er belæg for. Grundtvig var interesseret i, at hans salmer blev sunget. Og derfor gerne måtte være på kendte melodier. Men der er trods alt grænser. Det påpegede Kamma Wedin allerede i 1965 i hendes speciale. Men myten fik lov at leve og blive mere og mere nagelfast ved kapaciteters gentagelse. 
Fra nu af vil jeg sandelig formulere mig anderledes vedrørende Grundtvigs musikvalg, tak for denne kerneviden!

Højskolen
Det begyndende højskoleunivers beskrives grundigt, og især de mange forskellige måder at gribe fællessangen an på. Der udkommer faktisk to højskolesangbøger næsten samtidigt: 1893 en sangbog med højskoleforstander Jens Bek fra Mellerup og redaktør Johan Laursen som udgivere, Mellerupbogen, og i 1894 en selvstændig sangbog med 506 sange, hvoraf de 350 er fælles med Mellerupbogen. Denne redigeres af komponisten H. Nutzhorn. 
Bølgerne går højt i sangkredsene – hvordan er kvaliteten af sangene? Af melodierne? Synges sangene rigtigt? Og er det egentlig vigtigt? Spørgsmål, som alle heldigvis stadig lever og debatteres – især omkring udgivelsen af ny udgave af højskolesangbogen. 

Arbejderne
Efter kapitlet om sanginspektørernes væsentlige rolle i skolevæsenet 1859-1914 får vi et selvstændigt kapitel om arbejdersangens historie – igen indtil denne bogs skelsættende årstal 1914.
Kapitlet er skrevet af historieprofessor Bertel Nygaard. Her får vi en levende og musisk gennemgang af arbejderbevægelsens historie især med henblik på de samlende arbejdersange. Vi hører historien om førstesangen ”Internationale”, hvor vi i dagens højskolesangbog har både den pænere udgave med ”Flyv højt, vor sang” og den mere revolutionære ”Rejs jer, fordømte her på jorden”. 
Nygaard giver os en levende situationsrapport fra Slaget på Fælleden 1872, men ellers er teksten en kende mere akademisk end resten af bogen. Noteapparatet er stort; til tider fylder noterne mere end hovedteksten. Men det er forfatterens prioritering: hvor meget, der skal med i selve teksten.

Danmark er et foreningsland, hvor de mange foreninger udspringer af højskolebevægelsen og fra arbejderbevægelsen.  Nærværende bog kan berette om ikke mindre end 315 forskellige foreningssangbøger, alene 113 fra afholdsbevægelsen. Igen et imponerende researcharbejde.

Melodierne
Mod bogens slutning får tidens melodisamlinger en grundig omtale. 
Der er gennem tiden benyttet rigtig mange allerede eksisterende melodier. Igen såre pragmatisk: Kendte melodier gør tilegnelsen af nye sange lettere. Men der er også blevet skrevet mange nye melodier, som ”Sang og vise i Danmark” interessant nok opdeler i de professionelle, samtidige danske komponister og i ”skolelærerkomponister” – hel- og halvamatører. Hertil kan jeg bemærke, at denne opdeling jo stadig findes – og fungerer.
Nærværende bog foregriber tiden mod den autoriserede melodibog til højskolesangbogen i 1922, hvor der skete en kraftig omharmonisering af 1800-tals-melodierne. Og mange nye, enkle melodier efter ”schein des bekannten”-devisen blev optaget.  Desuden påpeger bogen, at der fandtes et undergrundsliv for de melodier, der ikke blev optaget. Her er Nibelongs melodi til ”Nu falmer skoven” nok det mest kendte eksempel. Og som nu findes i melodibogen – flertallet er blevet hørt. 

Madsen-Steensgaards ”Folkets Sangbog” fra 1903 på hele 729 sider består af indsamlede sange – både skriftligt og efter gehør. Den kan kaldes det omvendte af højskolens sangbøger: den er u-ideologisk og har et enormt bredt udvalg. Der konstateres tørt, at bogen blev mødt med stor modstand og foragteligt kaldt pulterkammer. Men den blev en salgssucces…
Ligeledes udkommer 1893-1933 det store værk ”Danmarks Melodibog” i fem digre bind. Her er 1.500 danske sange til den borgerlige sangtradition i hjemmet med klaver. Og Carl Nielsen, som ellers tilhører en senere tid, når minsandten også med: Herfra kan skønsynges ”I solen går jeg bag min plov”. ”Sang og vise i Danmark” nævner ikke, at de fem bind faktisk blev genoptrykt i nyere tid – det kommer måske i bind 2? Så kan årstallene også blive rettet; i flg. mine kilder udkom de fem bind 1895-1928. 

Fortsættelse følger
”Sang og vise i Danmark. Bind 1” afsluttes ikke med konklusion og afslutning. For vi ser frem til bind 2, der vil afslutte dette imponerende, samlede værk om sangens historie i Danmark. 
Dette er et uundværligt værk for os, der arbejder bredt med fællessangen i Danmark. Og samtidigt en vigtig brik i den almene danske musikhistorie. 
Naturligvis slutter bindet med en litteraturliste med hele 350 titler og et voluminøst navneregister.  
Vi ser virkelig frem til sidste bind, som kommer til at omhandle tiden fra 1914 til nu.