Et sørgmodigt album

Når jeg vil høre ”A hard day´s night” med The Beatles, vil jeg høre titelnummeret først, og derefter vil jeg høre ”I should have known better”, for det er den rækkefølge, jeg er vant til, og det er den rækkefølge, der passer bedst til de to numre. Derefter forventer jeg at høre den langsomme sjæler ”If I fell”, efterfulgt af George Harrisons uskyldige ”I´m happy just to dance with you”. Osv. 

I min verden har sangene på ”A hard day´s night” en bestemt rækkefølge, som ikke kan brydes uden at ødelægge min lytteoplevelse. Det er naturligvis i sidste ende mit eget problem, som jeg dog ikke tror, jeg er alene om. Rækkefølgen af numrene på The Beatles´ tredje LP er, som den er, fordi ophavsmændene har bestemt, at den skal være på den måde – og når man har lyttet til pladen i mere end 60 år, spiller forventningen om numrenes rette rækkefølge også en vigtig rolle for lytterens oplevelse af musikken.

I USA er rækkefølgen af sangene på ”A hard day´s night” - og på de andre Beatles-plader - anderledes end på de europæiske udgaver af pladerne (således som der er redegjort for i forskellige artikler her på hjemmesiden). Det kan jeg jo i princippet være ligeglad med, og det er jeg stort set også – selv om jeg ikke kan lade være med at have lidt ondt af amerikanerne i forhold til The Beatles´ udgivelser. Men dem om det. Ovenstående indledning skal blot gøre opmærksom på, at rækkefølgen af numre på en given plade er en integreret del af lytteoplevelsen; og hvis man laver om på denne rækkefølge, ændrer man også på lytteoplevelsen.

Manfred Manns EMI indspilninger 1963-1966
Ligesom rækkefølgen af numrene på en plade betyder noget, betyder fjernelsen af enkelte numre fra deres oprindelige sammenhæng noget. Det gælder også for en plade, som betød temmelig meget for mig, da jeg var ung, og som jeg stadig hører med stor fornøjelse. Det drejer sig om Manfred Manns anden LP-udgivelse, ”Mann made”, som blev udsendt i kølvandet på en succesfuld debut-LP, primært indeholdende r´n´b-numre, samt en række mere popprægede singleudspil.

Pladen blev udsendt i oktober 1965 og blev rimeligt populær i England, hvor den lå på LP-hitlisten i 6 uger, med en syvendeplads som den højeste placering. Desværre blev udgivelsen den sidste med den daværende besætning, hvor især Paul Jones´ magtfulde stemme var med til at gøre pladen populær.

Når LP´en gjorde så stærkt et indtryk på mig som 14-årig, skyldtes det helt sikkert indholdets tæppebombardement af lytteren med sørgmodige beretninger fra kærlighedens og forelskelsernes overdrev. Ikke mindre end 9 eller 10 af pladens 13 sange handler om ulykkelig eller ugengældt kærlighed, og det har været hård kost for en følsom ung mand, som kun alt for godt kunne genkende historierne om at være vild med nogen, der ikke følte det samme for én selv – hvis de udkårne da overhovedet var klar over den forelskede ungersvends eksistens. 

Men samtidig med at sangene ramte lytteren lige der, hvor det gør mest ondt – i hjertet – rummede de også en enorm tiltrækningskraft ved at tilbyde et klart identifikationsmoment for alle ulykkeligt forelskede unge mænd: der er nogen, der har det lige så slemt, eller måske endda værre, end mig. 

Og hvor fører al denne snak om triste kærlighedsforhold så hen? Jo, da jeg for nylig ville genhøre ”Mann made” for måske at genopleve lidt af ungdommens overdrevne følsomhed, valgte jeg at genhøre LP´ens numre på 4-cd-sættet med Manfred Manns EMI-indspilninger fra 1963-1966: ”Down the road apiece” (2007). Jeg har ganske vist stadig den originale LP fra 1965; men for nemheds skyld valgte jeg at sætte den af bokssættets cd´er med numrene fra ”Mann made” på cd-afspilleren i stedet for at begynde at rode med pladespilleren. Også selv om jeg ikke lige kunne genkende sangrækkefølgen fra LP´en på bokssættets cd. nr. 3.

Det skulle jeg ikke have gjort. Lytteoplevelsen blev underligt diffus, fordi numrene kom i en helt anden rækkefølge end den, jeg husker fra tidligere; flere af numrene fra den oprindelige LP manglede (bl.a. fordi de var anbragt på bokssættets cd nr. 2), og nogle numre, der hører til i en helt anden sammenhæng end ”Mann made”, brød kontinuiteten i den originale lytteoplevelse.

De enkelte sange hver for sig var der naturligvis ikke lavet om på, og de lød i princippet lige så godt, som jeg husker dem. Men helhedsoplevelsen af en ualmindeligt bittersød udgivelse, med dramatiske følelsesudladninger, som ville kunne få en hjertemåler til at løbe løbsk, var helt fraværende under gennemlytningen af Manfred Manns ”Mann made”-sange på bokssættet med gruppens midttresser-sange.

Efter den noget skuffende lytteoplevelse fandt jeg ud af, at bokssættet tilsyneladende præsenterer numrene i den rækkefølge, de er indspillet, hvilket giver et helt andet resultat end en præsentation af sangene i udgivelsesrækkefølgen – og i dette tilfælde altså med et delvis amputeret og tandløst resultat til følge. I en musikhistorisk sammenhæng kan det selvfølgelig have interesse at vide, hvornår indspilningen af de enkelte numre har fundet sted; men i forbindelse med oplevelsen af et kunstværk er tilblivelsestidspunktet totalt underordnet i forhold til det overordnede udtryk, som kunstneren har ønsket at formidle med sit værk.

Værket ser ud, præcis som det gør, fordi kunstneren har ment, at det var sådan, det skulle se ud. Og hvis man af den ene eller den anden grund laver om kunstværkets udtryk – f.eks. ved at ændre på rækkefølgen af sangene på en plade – forbryder man sig samtidig mod kunstnerens oprindelige intention med værket.

Den rigtige ”Mann made”
Heldigvis har jeg som nævnt stadig LP´en med Manfred Manns mange hjerteskærende sange fra 1965, så den satte jeg på pladespilleren efter mit noget skuffende forsøg på at genopleve ungdommens problemer med hjerte og smerte. Og denne gang var der ingen slinger i valsen. Lige fra Paul Jones´ indledende klagesang over at have mistet den elskedes kærlighed, ”Since I don´t have you” (et hit med The Skyliners i 1958), over Mike Vickers´ sørgelige beretning om at måtte se den udkårne have fundet en anden mand, ”You´re for me”, og til Russell & Meade´s tåreperser af en sang om at vende blikket den anden vej, når ekskæresten går forbi med en ny kavaler, ”Look away”, er der dømt tristesse og hjertesorg for alle pengene.

De tre første sange på ”Mann made” er nøje udvalgt, så de nærmest vælter lytteren omkuld med deres bombardement af triste følelser; og når lytteren først er blevet indfanget i det fortvivlende univers af store følelser, godt hjulpet på vej af Paul Jones´ ekspressive mundharmonikaspil og hans sjælfulde stemme, som ville kunne få en sten til at græde, slipper pladen ikke taget i lytteren igen. Så gør det ikke noget, at der ind imellem de mange hjertekvaler bliver mulighed for at tage en kort emotionel pause, f.eks. under et jazzet instrumentalnummer. For følelsesbombardementet er slet ikke forbi endnu – der er bare et lille ophold mellem angrebene.

Efter det efterfølgende foruroligende indblik i et tvivlsomt kærlighedsforhold i sangen ”Watch your step” og efter den vemodige blues-klassiker ”Stormy Monday blues” følger afslutningsnummeret på LP´ens første side: ”I really do believe”, hvori jeg-personen forsøger at overbevise sig selv om, at den elskede nok skal komme tilbage, selv om hun p.t. har sparket ham ud i kulden. Ak ja, håbet er jo lysegrønt.

Pladens side 2 starter med den klassiske sang fra 1952 om ulykkelig kærlighed, ”Hi-lili-hi-lo” – bl.a. indeholdende linjerne: ”A song of love is a sad song/ a song of love is a song of woe/ don´t ask me how I know/ a song of love is a sad song/ for I have loved and it´s so”. Og så møder lytteren omsider en smule glæde i form af Temptations-nummeret ”The way you do the things you do” fra 1964. Pyha, det var godt nok på tide med lidt kærlighedslykke, for ellers var lytteren nok sprunget ud af vinduet. Men problemerne er desværre ikke forbi endnu.

Endnu har lytteren til gode at høre albummets allersørgeligste sang, ”You don´t know me”, som overtrumfer de øvrige triste sanges budskaber derved, at den udkårne her ikke engang kender jeg-personen, som ellers er så forelsket i hende: ”You´ll never know the one/ who loves you so/ ´cause you don´t know me”. Så bliver det vist ikke meget værre; men nu er turen i kærlighedens ætsende syrebad heldigvis også snart forbi.

Sangen ”LSD” handler ikke om euforiserende stoffer, men derimod om penge, nemlig om engelske Pund, som jeg-personen efter nogle dårlige erfaringer med kærligheden vægter højere end eks-kærestens følelser. Og så er det omsider blevet tid til at sige farvel til alle tiders sørgeligste udvalg af sange. Det sker med den ambivalente ”I´ll make it up to you”, hvori jeg-personen lover, at det nok skal blive godt igen imellem ham og den elskede, som han desværre er kommet til at jage væk med sin dårlige opførsel. Om man kan kalde denne udgangsreplik for håbefuld, må det være op til den enkelte lytter at vurdere. Lykkelig kærlighed er der dog næppe tale om.

Lykkedes det så for mig at genopleve lidt af ungdommens længsler og trængsler ved at lytte til Manfred Manns emotionelle overflødighedshorn af sange i deres rigtige rækkefølge? Ja, det synes jeg nok, at jeg kan sige, og det fører mig til den konklusion, at faktorernes orden ikke er ligegyldig i kunsten, som den er det i et gangestykke. Tværtimod er rækkefølgen af sangene på en nøje tilrettelagt plade betydningsfuld og bør respekteres af lyttere såvel som af udgivere – selv om der for sidstnævntes vedkommende som ovenfor nævnt måske kan være andre hensyn at tage end at ramme intentionen bag en given plade bedst muligt. Man skal bare være bevidst om, hvad man går glip af ved et sådant indgreb.

PS: 

Hvorfor er Manfred Mann aldrig blevet optaget i The Rock and Roll Hall of Fame? Det må da være på høje tid at råde bod på denne indlysende undladelsessynd.