dummy

Et sprudlende visitkort

4-11-2011
Peter Widmer

I 2004 debuterede Thorbjørn Risager og hans musikere under navnet Thorbjørn Risager Blue7 på modigste vis med det fine live-album Live 2004.

Opfølgeren blev studiealbummet From the heart fra 2006, hvor Blue7 var droppet til fordel for Thorbjørn Risager, så kapelmesterens navn blev dermed også orkesternavn. Siden fulgte endnu en studie-cd, Here I am.

Live at Victoria er optaget på det svenske Victoria Teater i Malmø i efteråret 2008, og det er et veloplagt orkester, der møder et veloplagt publikum på samtlige 11 varierede skæringer.

Orkesteret har med en enkelt udskiftning bestået bestået siden 2003, og nej, hvor er det dog et velsammenspillet, storswingende band.

Thorbjørn Risager står for samtlige numre, bortset fra den rykkende "7 steps to heaven," som er skrevet af trommeslageren Martin Seidelin, der i øvrigt suppleres fornemt af bassisten Søren Bøjgaard.

Thorbjørn Risagers personlige, Ray Charles-påvirkede stemme, der tilmed har en snert af Joe Cocker over sig, er i centrum og fint suppleret af korsangerinderne Pia Trøjgaard og Lea Thorlann som i det påtrængende åbningsnummer "You walked right in" og på den hårdtpumpede skæring "Love turned cold".

Trompetisten Peter Kehl brillerer blandt andet med en fornem solo i "You better pay attention," og pianisten og orgelmanden Emil Balsgaard tryller for eksempel ved tangenterne i den forrygende "The straight and narrow line."

Kapelmesterens økonomiske, B.B. King-inspirerede guitarspil glimrer som i den heftige "I'm tired", fornemt suppleret af den energiske instrumentkollega Svein Erik Martinsen.

Desuden kan det anbefales at lægge mærke til saxofonisten Kasper Wagners mange fine indsatser som i den fornemme "Down home blues."

Live at Victoria, der bør spilles højt, er et sprudlende visitkort fra Danmarks mest kompetente blues-, rhythm & blues- og soul-orkester.