In Extremo: Sieben

Påstand: heavy metal udspringer i høj grad af delta-bluesens machismo-kultur. Et udsagn, der umiddelbart kan lyde som skræves der her i genrer over mere end bukserne kan holde, og sådan virkede det også for undertegnede - altså indtil jeg første gang hørte Son House og T-Model Ford. For ja: det sug, den opadspiralende energi fra hjerte mod hjerne (og tilbage igen), fra sansning til ekstase (og tilbage igen), som findes til overflod og på rygrad i heavyens (tekniske) tyngde findes så sandelig også i den stille, men stærke, sang på rene råvarer, på basis og i den sydlige blues.   Heavien har så altid søgt sine ekstremer - det være sig fra Kinks' "You really got me" (fra 1964 og oftest set som selve kimen til al senere heavy) over Led Zeppelins tunge hvid-mands-blues til "rigtig" heavy hos Black Sabbath og så videre gennem 70'erne over New Wave of British Heavy Metal (Judas Priest, Saxon, Iron Maiden m.fl.) i slutningen af samme årti og godt ind i 80'erne. Depechen langede sig nu videre over Atlanten og med Metallica, Anthrax og Slayer m.fl. i USA gik genren op i gear og blev til først speed og siden thrash. Grænsen rykkedes så yderlige med den såkaldte crossover (til punk-hardcore) som vi fik den serveret af f.eks. D.R.I., S.O.D. og Suicidal Tendencies. Men blev det ved den tunge og buldrende lyd og melodi under den aggressive sang? Nej! Det sidste, femte og kværnende gear tog englænderne nemlig tilbage med Napalm Deaths Scum fra 1987; hæsblæsende halsende guitar uden synderlig melodi under growl (i virkeligheden rene bastoner, der er komplet umulige at dechifrere for uøvede) på vokalen. Genren hed grindcore og med den var dødsmetal samtidig født. Men det er nu en hel anden historie.   Tilbage til ekstremerne (på melodi): grænsen var nemlig nu nået for hvor hurtigt man rent fysisk kan bevæge plektret over strengene på en guitar, og den grænse var samtidig så hårdt markeret, at dem der prøvede at holde sig i sync på den her umenneskelige påvirkning af kroppen fik alvorlige og deciderede kroniske skader i spillearmen - således f.eks. guitarist og mastermind Demonaz i det norske død og black metal-band Immortal. Men ekstremerne kaldte jo stadig med sin sirenesang, og hvad så? Hvad gør man så for at komme ud over kødets fallit? Maskiner! Industrial var født, og med den nye navne frem i front: Ministry, Leæther Strip, Psychopomps m.fl., der alle nok lyder som heavy, og som skam gerne lagerfører en guitarist i opstillingen, men som lige så ofte også lader guitarlyden gjalde sig frem til publikum gennem samplere, der lader guitaren accelerere, vride og tordne igennem til hurtigt omsættelige bits på stadig større klangflader på stadig højere, og dermed mere ekstrem, hastighed.   Industrial er jo i bund og grund primitiv i sin skabelon, og snart blev dens virksomhed adapteret til ukritiske unge, der fandt glæde ved så forudsigelige og (relativt) ideløse skabninger som f.eks. Trent Reznor og hans band Nine Inch Nails, de rasende britiske dansegulvsstormere Prodigy og, ikke mindst, lommenietzscheaneren Marilyn Manson. Andre industial-acts brugte dog skabelonen intelligent i politisk øjemed (Atari Teenage Riot f.eks.), og i poesiens og dansens hellige tjeneste - nemlig Rammstein, og ja! Rammstein er nok det eneste verdensnavn inden for genren med god resonans i integritet, glæde, ide og vitalitet og dermed i et bredt spektrum af fans i alle aldre og (usædvanligt for industrial) med så nogenlunde lige en kønsfordeling.   Men nu er Rammstein jo ikke ligefrem et band, der spytter albums ud som var de melonkerner i hed sommersol. Går man så i automatisk panik når der nu er gået adskillige år siden den sidste? Nej! For tyskerne kører skam bare i stedet deres b-hold ud på græs, og vupti! In Extremo er på banen med deres meget rammsteinske lyd, ja selv forsanger Das Letzte Einhorn (?! =Den sidste enhjørning?!) synger til forveksling som Rammsteins eget ikon Till Lindemann: meget dybt og maskulint, meget skulpturelt - og så afgjort helt perfekt til genren.   Og så det der skiller In Extremo ud fra Rammstein: deres manglende (og højst ubehjælpsomme) engelske sang, deres brug af f.eks. spanske og latinske tekster i stedet og - helt centralt - deres udbredte brug af et middelalderligt folkemusikudtryk via sækkepiber, fløjter, "urklarinetten" skalmeje og de storskindede trommer. Alt i alt et udtryk der egentlig har kedet mig på deres tidligere plader; mixet mellem autencitet og ekstremitet har simpelthen udmøntet sig i et udtryk der ganske enkelt har været for "sært". Men ikke på Nummer 7 ! Havde nemlig uforvarende hørt singlen"Erdbeermund" (Jordbærmund) og var solgt, og ja: den er sammen med "Küss mich" og "Albtraum" så afgjort pladens tre dominerende hits; her er ingen flugt overhovedet mulig fra dansens rum og medsangens ekko. Fænomenalt. Men paletten bredes nu helt ud fra de tunge og sejtrækkende "Sefardim" (Sefarderne = jøderne i Spanien; her med spansk tekst) og "Nymphenzeit" og helt ud til balladerne "Mein Kind" og "Melancholie". Ind imellem kan der så nemt falde en traditionel dans af via den instrumentale "Davert-Tanz", en lige så traditionel heavysang ("Madre Deus"; latinsk tekst) - for ideer har pladen skam nok af, og ingen steder står ideerne til genbrug. Endelig sluttes det hele af med den udflyttervillige lille perle "Segel setzen". En stærkt bud på en plade helt uden dødvande. Imponerende, egentlig.   Det første lyt på pladen er medrivende og i eftertanken smages der kraftigt af lige netop Rammsteins "Mutter"; ja, selv Siebens indlægscover ser ud til at have stjålet med arme og ben (bogstaveligt, og billedligt, talt med bandets individuelle aktører skåret op og i stykker - hvor Rammstein jo lod sig portrættere som druknende). Men ville en nærtagende superfan af Rammstein mon kunne finde på at storme gaden og råbe efter en betjent for stoppe det her ran? Næppe! Nej, vent: aldrig! For den originale brug af folkemusik, engagementet i folkelighed og dedikationen til dans og fest stjæler i den grad al sympati og fascination over til In Extremo. Ingen tvivl om det. Ny påstand: folkemusik brugt uden kompromis er lige så meget machismo som delta-blues. "Påstand"? Hør selv!   Besøg In Extremos hjemmeside   Oprindelig bragt på Musikbibliotek.dk i maj 2004