Fædre og sønner

Lige siden salig Sofokles´ tid har forholdet mellem fædre og deres sønner været et yndet og ofte anvendt motiv i litteraturen. Som regel handler forholdet om, at sønnen reagerer på faderens liv og værdisæt ved at gøre oprør mod den fædrene arv. Den skabelon møder man i Tugenjevs store roman ”Fædre og sønner”, man møder den i Pontoppidans ”Lykke-Per”, og man møder den i endnu en stribe romaner helt frem til Jens Blendstrups og Karl Ove Knausgårds faderopgør i litterær form. Det er der næppe noget mærkeligt i; far-søn-forholdet er næsten pr. definition et potentielt konfliktfyldt forhold, også langt mere konfliktfyldt end far-datter-forholdet, og derfor er det et oplagt emne at tage fat på i litteraturen, som jo i høj grad næres af konflikter og spændinger.

Far-søn-forholdet dukker også jævnligt op i rockmusikkens tekster, hvor konteksten generelt ikke giver plads til nogen særligt dybtgående behandling af emnet, men hvor lytteren dog i bedste fald får lov til at snuse til nogle af de indbyggede problemstillinger i relationen. Ofte er der som nævnt tale om sønnens opgør med og frigørelse fra faderen, men den vanskelige relation kan også rumme andre indbyggede dramaer, som det følgende lille udvalg af rocktekster om far-søn-forholdet vil illustrere. Og i nogle tilfælde møder man ligefrem helt uproblematiske, harmoniske far-søn-beskrivelser; men de hører nu nok til sjældenhederne.

Farvel til barndommen
En klassisk udgave af faderopgøret finder man i Cat Stevens´ ”Father and son” (1970), hvori vi overværer en dialog mellem en far og hans søn. Faderen opfordrer sønnen til at tage den med ro, indtil han bliver ældre og kan slå sig ned med en sød pige: ”But take your time, think a lot/ think of everything you´ve got/ for you will still be here tomorrow/ but your dreams may not”. Men netop det faktum, at drømmene måske forsvinder, hvis man venter for længe, er hovedargumentet for ikke at vente; det er på høje tid og helt nødvendigt at sige farvel til barndommens trygge rammer, og det kan kun gå for langsomt: ”From the moment I could talk/ I was ordered to listen/ Now there´s a way/ and I know that I have to go away/ I know I have to go”. Farvel far, farvel barndom.

Bruce Springsteens ”Indedependence day” (1980) fortæller stort set den samme historie som Cat Stevens´ sang, dog med nogle flere detaljer og med flere følelser involveret i opbrudsprocessen. Springsteen har alle dage været mand for at gøre oprør mod konventionerne og for at følge sine egne umiddelbare impulser (altså i i sangteksterne); men i ”Independence day” fra dobbelt-LP´en ”The river” er der kommet en stor portion melankoli ind i opgøret med faderen og dennes livsgrundlag, og det gør teksten langt mere vedkommende og troværdig end den unge mands friskfyragtige opbrud fra konventionerne i sange som ”Born to run” og ”Thunder road”. Hør blot de eftertænksomme og smertelige ord om det uundgåelige faderopgør i ”Independence day”: ”Now I don´t know what it always was with us/ we chose the words, and yeah, we drew the lines/ There was just no way this house could hold the two of us/ I guess that we were just too much of the same kind”.

Den sidste linje i Springsteens tekst er vældig interessant i sammenhængen, fordi den peger på et af de forhold, der gør faderopgøret så nødvendigt: lighederne mellem far og søn. Angsten for at blive som sin far og gentage dennes livsmønster uden selv at have ønsket det eller blot have taget stilling til det er en vigtig faktor i faderopgøret, og det er en faktor, man genfinder i Ulf Lundells sang ”Bli som du” (1994): ”Vi slogs i tystnad utan ett ljud/ jag ville inte bli som du”. Men selv om opgøret med faderautoriteten er uundgåelig, er den også hård og smertelig: ”Det som var ett gick sönder och itu/ jag ville inte bli som du”. Men der er ingen vej udenom; og midt i sorgen over at måtte støde faderskikkelsen fra sig åbner der sig en ny erkendelse hos den flygtende søn, der i sangen afbildes som en dreng, som løber bort gennem regnen: ”Han springer längs gator/ springer längs stränder/ han springer för han törs inte stanna/ Kan du se det, kan du se det/ den här pojken är också du/ också du”. Som far, så søn – og omvendt.

Det svære opgør
Faderopgøret kan finde sted i form af sønnens brud med sin far, fordi barndomshjemmet er blevet for lille til at rumme to mænd med hver sin stærke vilje under samme tag. Eller opgøret kan finde sted, fordi sønnen har erkendt, at han er vokset fra faderens idealer og normsæt og nu må finde sine egne pejlemærker i en omskiftelig verden. Arbejdet med at frigøre sig fra faderen kan også finde sted, efter at faderen er død, så sønnen nu må sige farvel uden at have en fysisk person at forholde sig til, og det kan godt være vanskeligt. Det er tilfældet i Mauro Scoccos ”Mellan en far och en son” (2007), hvor sønnen indser, at han aldrig forstod sin far eller lærte ham at kende, men at han alligevel har brug for et opgør – selv om han ser mange af faderens egenskaber og karaktertræk i sig selv. Eller måske netop derfor: ”Ja, jag fick dina ögon/ och din envishet/ Jag fick ditt sätt att gå/ aldrig din uppmärksomhet”. Det er for sent nu at tale med faderen om hans svigt og fejl; men selv om sønnen lige nu befinder sig i ingenmandslandet mellem en far og hans søn, må han se at komme videre med sit liv: ”Och jag förlåter dig/ det här kapitlet är slut/ och jag sätter punkt här/ jag andas ut”.

Problemerne med at få gjort regnskabet op med en afdød (eller evt. blot fraværende) far genfinder man i Bruce Springsteens ”My father´s house” fra LP´en ”Nebraska” (1981). Her drømmer sønnen om sin far og tager af sted i bilen til barndomshjemmet for at besøge det sted, hvor han og hans far voksede fra hinanden. Men i huset bliver han mødt af en fremmed kvinde, der siger til ham: ”I´m sorry son, but no one by that name lives here anymore”. Så her bliver der ingen mulighed for forsoning eller renvaskning af tavlen: ”My father´s house shines hard and bright/ it stands like a beacon calling me in the night/ calling and calling so cold and alone/ shining cross this dark highway/ where our sins lay unatoned”. Historien slutter helt uforløst, og sønnen får ingen chance for at gøre sig færdig med faderen og tilgive ham, som i Mauro Scoccos sang.

En hyldest til faderen
Far-søn-relationen kan antage forskellige former og udtryk, og blandt de mange versioner af motivet i rockmusikkens tekster finder man trods alt også nogle, hvor forholdet er uden de store problemer – i hvert fald inden for tekstens eksplicitte univers. Per Gessle har alle dage været en venlig mand, så hans sang til sin far, ”Pappa” (2020), rummer ingen blodige opgør eller bitre udfald. Tværtimod: ”Pappa kom och stannade tills han försvann/ han la en sönderriven lapp i min hand:/ Vind och vatten, himmel och eld/ var snäll mot allt, var snäll mot dig själv/ för det finns någonting för alla.” Til gengæld er faderbilledet i sangen så skitseagtigt, at det nærmest bliver intetsigende.

Ulf Lundell, som jo stod bag det sviende opgør med faderskikkelsen i sangen ”Bli som du”, kan også fremvise en langt mildere beskrivelse af faderen, nemlig i sangen ”Stum av beundran” (1998), der nærmest fremstår som en regulær hyldestsang: ”Min far han byggde oss ett hus/ när han var förti/ så flyttade vi ifrån/ stadens larm och trångboddhet/ med papperstunna väggar”. Sønnen (altså Lundell selv) er måske nok sidenhen blevet mere berømt end faderen; men alligevel er det ikke på forhånd afgjort, hvem der har stået bag den væsentligste indsats i livet: ”Efter allt som jag gjort genom åren sen dess/ allt dunder på den stora trummen/ står jag ännu i dag vid grinden ett slag/ stum av beundran”. Man kan roligt gå ud fra, at sangen skal ses som en hyldest til Lundells egen far, for hvis der er én, som bruger af hovedstolen i sin digtning – altså inddrager sit eget liv i sine tekster – er det Ulf Lundell. Så der er næppe nogen tvivl om, at Lundell gerne vil hylde sin fars indsats med sin sang – og i modsætning til Per Gessle skrev Ulf Lundell sin hyldest til faderen inden dennes død. Det gør vel en slags forskel.