Fællessang på marken

Fællessang på marken
Orange Scene, Roskilde Festival, 3.7.2019.

Tidligere år har der været fællessang på Gloria-scenen i Roskilde kl. 10.30 på festivalens sidste tre dage; det er ’om morgenen’, når vi taler Roskilde Festival.
I år skal vi så prøve at rykke fællessangen til festivalens optimale tidspunkt og sted: En halv time før den officielle åbningskoncert på Orange Scene.

På forhånd er vi blevet spurgt på Facebook, hvad vi kunne tænke os at synge. Og her er i hundredevis af mulige og umulige sangønsker – fra dødsmetal til Carl Nielsen. Så det er jo spændende, hvad der er valgt.
På forhånd viser programmets tidsplan, at portene til selve festivalområdet åbner kl. 17.00. Et større mediestunt, hvor vi år efter år ser spurtende menneskemasser mod de bedste pladser foran Orange. Betyder det, at vi, der gerne vil med i fælleskoret kl. 17.35, bliver inddraget i ’fællesløbet’?

Og hvad med alle dem, der er kommet for at høre åbningsnavnet Silvana Imam kl. 18?

Erfarne festivalgæster kan berolige undertegnede med, at det ikke er vildere end som så. Og ganske rigtigt: Selvom vi er blandt de 100 første, der lukkes ind, kan vi i ro og mag – på sidelinjen – spadsere mod den store scene. Her udleveres armbånd til front pitten; til Silvana Iman, til Bob Dylan kl. 20 og til Cardi B kl. 23.15.

Front pitten – det afgrænsede område lige foran scenen – fyldes hurtigt, både med Silvana-fans og vel også med fællessangere. Præcis kl. 17.35 entrerer musikeren Frederik Thaae scenen med det velslidte kampråb: ”Hva’ så, Roskildeeee?” Han giver os en superkort opvarmning: ”Vi må hellere få kammertonen: Syng aaaaa. Og kan I også synge a-a-a [en terts, tre toner højere]”. Og det kan vi da, men det er svært at høre nogen fællesklang.

Tre sange – tre årtier
Thaae fortæller om tidligere års fællessang på Gloria-scenen, som nu skal afprøves her på Orange. Og tre sange er udvalgt. Den første er ”Ung kniv” med et af tidens hotteste danske livenavne The Minds of 99. Et begejstret fællesbrøl, primært fra de yngre, men heldigvis kommer teksten på storskærmene, så vi alle hurtigt kan stemme i. Fællessangen akkompagneres af en akustisk kvartet med Fredrik Thaae på guitar samt klaver, kontrabas og trommer.
Anden sang er den kanoniserede ”Kvinde Min”, Gasolin’s klassiker fra 1975. Nu kan vi være med alle sammen fra starten, og det er kun nødvendigt at skele til storskærmen, når et nyt vers starter. En tusindtallig skare er ved at være varmet op; øv, skal vi virkelig kun synge tre sange?
Men det skal vi altså. Thaae kan fortælle, at festivalens overskrift er ’solidaritet’, så vi skal da slutte med Pete Seegers 60-årige ”We shall overcome”. Med en repeterende tekst, som kan blive ved og ved. Og der brøles igennem.
Kan vi virkelig står på en mark i 2019 og fællessynge denne historiske fælleskabende og antivietnam-etc-sang? Ja, det kan vi da, for gennem sangen bliver vi én sammenhørende menneskemasse. Vi kender det fra de store koncerter, hvor følelsen af samhørighed er så nærværende, når vi kan synge med på de kendte hits.

Her idag er der ingen popstjerne på scenen, her er vi alle hovedpersonen. Og ja, det er lige på grænsen til en højtidelig patos, som vi i dagligdagen kan have svært ved at forholde os åbent til.
Men flere tusinde har alligevel valgt at deltage i onsdagens fællessang.

Fælles toneart
Thaae og co. har valgt tonearter, der passer til den rytmiske musiks popsange, hvor kvinder og mænd oftest synger i samme oktav. Det’ okay med ”Ung kniv”; her synger vi jo bare som Minds. I ”Kvinde min” tænker jeg ”Nå, der skal godt nok skriges til”, og med ”We shall overcome” presses tonen yderligere, og jeg hører rundt omkring mænd, der forsøger at lægge den en oktav ned. Jeg ville foretrække tonearter, hvor sangene kunne synges i behagelige lejer for begge køn. Det vil også give en bredere klang.
Og så er det kvarter gået. Silvana Imans publikum fylder pladsen, og vi andre iler videre; måske bliver der også fællessang med Tears for Fears i Arena-teltet.
Det er en skøn følelse at synge sammen – og skønt med så mange. Jeg tor, vi gerne ville have sunget et par numre mere. Og jeg mener også, arrangørerne godt kunne have vovet at snuppe en enkelt eller to fra Højskolesangbogen, som mange også havde foreslået. Men det kommer der måske til de næste dages fællessang.
Og det går jo alligevel med det pressede tidsskema. Jeg kan se ideen med at lægge det på en dag, hvor der senere kommer et stort navn for det velvoksne publikum. For det er jo primært for Dylans skyld, vi er kommet i dag…

Fællessang er sundt – for holdningen, for vejrtrækningen, for sammenholdet. Lad os håbe, Roskilde Festival vil holde fast i fællessangen – også på Orange.