Farvel til brevene

I en periode omkring 1978 arbejdede jeg som ekstrabud på Klampenborg Posthus. Det var et fint job, som bragte mig rundt i kvarteret på cykel, og som oven i købet førte mig helt ud i Dyrehaven til Peter Lieps Hus. Dengang var der to daglige udbringninger, så jeg fik rigeligt med både frisk luft og motion i det halve år, jeg var ansat.

Siden 1978 er det kun gået tilbage for det danske postvæsen, som ikke længere har to daglige udbringninger – og knap nok en enkelt. Efter at Post Danmark i 2009 blev sammenlagt med det svenske Posten AB og blev til PostNord, er priserne på virksomhedens ydelser steget i takt med, at servicen er blevet ringere. Det har nu betydet, at det statsejede selskab har meldt ud, at man efter 2025 ikke længere vil bringe breve ud til borgerne. Dermed sætter PostNord en stopper for 400 års uafbrudt virksomhed med et statsligt brevpostvæsen i Danmark.

Jeg havde ikke troet, at det ville komme så vidt i min levetid, men nu er det alligevel sket: d. 1. januar 2026 stopper det danske postvæsen i den form, vi kender det i dag. 5% af den danske befolkning er imidlertid ude af stand til at modtage og læse elektronisk post, så udbringningen af fysiske breve er nødt til at fortsætte i en eller anden form. Derfor må en anden – privat – aktør overtage PostNords nuværende forpligtelse til at uddele brevpost; men det offentligt ansatte postbud synger desværre på sidste vers med PostNords seneste udmelding om stop for brevomdelinger.

Det er let at forstå et af hovedargumenterne for beslutningen, nemlig at det ikke længere kan betale sig. Men det er der jo så meget, der ikke kan, uden at det af den grund bliver nedlagt (kulturinstitutioner som Det Kgl. Teater, togdrift i tyndt befolkede områder, osv.). Desværre bliver det nok svært at overbevise statens beslutningstagere om, at brevtraditionen er et stykke værdifuld dansk kulturhistorie, og at postvæsenet står for en århundredlang tradition for kommunikation, som er værd at bevare.

Hvis brevomdeling ikke kan betale sig, må den nedlægges, synes at være filosofien hos dem, der bestemmer i dagens Danmark. Men hvad er det, danskerne går glip af, når postomdelingen stoppes i sin nuværende form? Et svar på spørgsmålet kan man måske få ved at kigge på, hvordan postvæsen og brevskrivning beskrives i en række danske sange.

Breve og postbude i børnesange
Postvæsenet optræder i en række børnesange, som har været sunget i masser af år, og som stadig lever på trods af brevskrivningens decimerede tilstedeværelse i danskernes hverdag. Det gælder f.eks. den gamle danske sangleg ”Hvilket postbud, en due”, hvori nogle af linjerne lyder: ”Hvilket postbud, en due/ kom kun her med dit brev/ det er sikkert fra moder/ og til mig hun det skrev”. Her er der ganske vist ikke tale om et statsautoriseret postbud, men om en endnu ældre udbringningsform, nemlig brevduen. Men sanglegen er trods alt centreret omkring et skrevet brev.

”Pjerrot sagde til Månen” er oprindelig en gammel fransk skæmtevise; men i den danske oversættelse er sangen blevet til en vuggevise, som stadig er særdeles udbredt i børneværelserne. Også i denne sang er der tale om et brev, som dog måske aldrig når at blive afsendt, fordi brevskriveren – Pjerrot – er så langsom til at formulere sig. Men hvis brevet skulle blive færdigt en dag, må man håbe, at posten kan bringe det ud, for det indeholder en meget vigtig besked: ”Pjerrot sa´ til Månen/ lys nu hvid og klar/ indtil dette brev jeg/ færdig skrevet har/ Husk, det er Pierette/ jeg nu skriver til/ om min lille kone/ hun nu være vil”. Sådan et spørgsmål kan man jo ikke bare sende i en e-mail!

Sangen ”Se min kjole” kan bruges til at lære børn om farver – og også om arbejdsmarkedet, fordi sangteksten omtaler en række erhverv. Desværre er flere af disse erhverv i den gamle tekst fra 1947 enten forsvundet eller stærkt truede; og selv om erhvervet postbud endnu ikke er afgået ved døden, er sangens farveangivelser ikke længere helt præcise: ”Se min kjole, den er rød som rosen/ alt hvad jeg ejer, det er rødt som den/ Det er fordi, jeg elsker alt det røde/ og fordi et postbud er min ven”. Det var før det blå PostNord overtog postomdelingen fra Post Danmark.

Hvis man er gammel nok, kan man sikkert huske DR´s julekalender fra 1973, som handlede om den lille stationsby Vinterbyøster, hvor alle kender hinanden, og hvor der sjældent er problemer. Julekalenderen er fra dengang, hvor TV-julekalendere først og fremmest skulle være hyggelige, og hvor seerne kunne synge med på de indlagte sange. Det gjaldt også ”Postens sang”, hvori vejret er den største udfordring for postbudet. Men det kan også være slemt nok: ”I regn og slud/ i sne og frost/ skal posten ud/ når man er post/ og ikke en kryster/ i Vinterbyøster/ det er dér, jeg er post”.

Af lidt nyere dato end ”Vinterbyøster” er den engelske TV-serie om Postman Pat, eller Postmand Per, som han hedder på dansk. I de små animationsfilm på ca. 15 minutter hver følger man postbudet Per rundt på hans postrute i byen Grønnedal, hvor han hjælper byens beboere med deres små problemer. Postmand Per har naturligvis sin egen sang, som begynder således: ”Her er Per, Postmand Per/ i sin bil med sin lille kat Emil/ Per kører ud med pakker/ og breve i store stakke/ Postmand Per er en meget særlig mand”. Fra d. 1. januar 2026 bliver Postmand Per desværre nok en endnu mere særlig mand, end han har været tidligere.

Breve og postbude i voksensange
Det er selvfølgelig ikke bare i børnesangene, man møder breve og postbude. Også i de voksnes sange er brevskrivning og brevforsendelser et ofte anvendt motiv. Benny Andersens og Poul Dissings album ”Svantes viser” (1973) er kendt af de fleste danskere, og indspilningen af sangene blev da også optaget i den danske kulturkanon i 2005. En af sangene i sangcyklussen hedder ”Brev fra dig” og er en meget sørgelig historie om, hvor galt det vil gå jeg-personen i teksten, hvis han ikke snart modtager et brev: ”Jeg får ingen C-vitaminer/ jeg ligger bare og sygner hen/ Jeg bli´r sikkert ikke mig selv igen/ før jeg får brev fra dig”. Så må man bare håbe, at der er nogen til at bringe brevet ud!

Erik Ballings herlige film ”Jeg er sgu min egen” (1967) med manuskript af Klaus Rifbjerg og musik af Bent Fabricius-Bjerre indeholder flere fine sange, hvori breve spiller en rolle. Først er der sangen ”Breve”, hvori Annie (spillet og sunget af Daimi) ser frem til at få et brev en dag: ”Hvis man selv tog fat og skrev et brev, så fik man måske et svar/ en dag så åbner han lågen, kommer hen og ringer på og siger: Annie, der er brev til dig i dag”.

Og i sangen ”Så får vi brev fra Annie” har Annie åbenbart taget fat og har fået skrevet et brev: ”Man går der alene/ og plus´li er der ham og ham/ og man standser bare op og ser en forretning/ med gule kjoler”. Osv. Klaus Rifbjergs måde at skrive på og hans sprogøre fornægter sig (heller) ikke her i folkekomediens regi.

Kim Larsen har sunget om breve i sangen ”Kit” fra udgivelsen ”5 Eiffel” (1982). Teksten af Nis Petersen fortæller om en stolt og selvstændig kvinde, som sender breve til jeg-personen med lange mellemrum. Men brevene er værd at vente på: ”Hvert brev hun skrev i ny og næ/ med klatter og med fejl/ var sødt som kys og brændevin/ og slog mig som en plejl/ endskønt devisen altid var:/ Kun aldrig svigte sejl”.

Allan Olsen skrev i 2017 til albummet ”Hudsult” en sang om at være ansat som postbud i staten – altså ansat lige til det øjeblik, hvor staten finder ud af, at det ikke mere kan betale sig at bringe breve ud. Sangteksten minder betænkeligt om noget, man kender fra virkeligheden. Men der var jo engang, hvor der var respekt om postbude, og hvor jobbet som postbud blev anset som så betydningsfuldt, at postbudene blev ansat som tjenestemænd. O tempora, o mores! ”Min far kørte post for staten/ i staten ku´ de regne med ham/ ingen statsansat i staten/ var mere stolt af sin statsmandsuniform”.

I 1954 sang Birthe Buch om sit brev til ”Kære John” (oversat fra engelsk), hvori der bl.a. står: ”Kære John, når du får dette brev/ Kære John, må du tilgi´ at jeg skrev/ men min kærlighed til dig er død”. Og i 1963 sang Bjørn Tidmand ”Brænd mine breve” (også oversat fra engelsk) om et ulykkeligt afsluttet kærlighedsforhold: ”Brænd mine breve, lov mig det/ dem skal den anden ikke se/ Brænd mine breve, de betyder ikke spor/ brænd dem og glem så hvert et ord”. I vore dage kan man nøjes med at slette nogle sms´er, når man vil afslutte et forhold.
TV2 er en dansk rockgruppe, der flere gange har sunget om breve og brevskrivning. Det har gruppen bl.a. gjort i sangen ”Yvonne Ingdal” (2002), hvor jeg-personen er uhjælpeligt forelsket i skuespillerinden Yvonne Ingdal: ”Jeg skrev et brev, Yvonne Ingdal/ skulle vi mødes eller hva´?/ Jeg er sikker på, hvis Gud findes/ så når mit brev frem en dag”. Det er dog ikke bare noget, Gud bestemmer – PostNord skal også gøre sin del af arbejdet.

Sangen ”Brev til Mona” (2015) drejer sig derimod om et brev, der aldrig er blevet afsendt – og så kan det jo heller ikke gå tabt: ”Brev til Mona, aldrig sendt/ adressen ubekendt/ glemt, glemt, alt er glemt/ Men længslen finder altid vej/ måske mit håb en dag når frem til dig/ dig, dig – altid dig”.

Der er flere danske sange om breve, brevskrivning og postbude, og fremtiden må vise, om disse sange kan overleve uden et levende postvæsen at læne sig op ad. Især bliver det dog spændende at se, hvordan breve til julemanden vil blive håndteret fremover, når PostNord ikke mere er der til at formidle brevene videre til Grønland. Man må håbe at DAO (eller hvem der kommer til at overtage brevudbringningen i fremtiden) har tænkt over dette problem.

Som alle ved, og som man bl.a. kan høre det i ”Brevsangen” fra ”Krummernes jul” (1996), er det uhyre vigtigt, at nogen tager sig af at bringe børnenes ønskesedler frem til julemanden: ”Kære julemand/ nu kommer der et brev/ og jeg håber du/ kan læse hvad der står/ For jeg ønsker mig så mange julegaveting/ af dig i år”.
Og så må man jo heller ikke glemme, at der skal nogen til at bringe danskernes julekort ud til deres venner og bekendte. Og hvad med frimærkerne? Hvem tænker på filatelisterne i den nuværende situation? Osv. osv. Fremtiden på postområdet bliver (lidt for) spændende.

PS: se også artiklerne ”Send me a postcard” og ”The letter”.