Fem fede fra firserne

1980'erne var et årti, der pegede i mange musikalske retninger. Der var  popkultur, subkulturer, new wave, punk og pastelfarver og man havde for alvor fået øje - eller øre - på synthesizeren og dens (u)lyksaligheder. Til trods for at lyden dengang var spæd og lod meget tilbage at ønske, var der mange, der  lod sig dupere af de der spændende lyde, lydbilleder og effekter, som det nu var muligt at proppe ind i et nummer ved hjælp af sådan en fætter. Ja nogle hævdede ligefrem at man ikke længere behøvede guitarister, bassister osv., for nu kunne maskinen jo lyde - næsten - ligesådan ... Det var også årtiet med pompøse ballader; godt med rumklang og ekko og trommemaskiner. Men, og der er et men: Det var også et årti, hvor man stadig holdt fast i gamle musiktraditioner - eller måske gav dem et lille lift, så de var lidt mere tidssvarende. Vi kigger her på fem fede eksempler, der alle er fra firserne, men holder endnu.

Stevie Ray Vaughan and Double Trouble: Texas flood
Dette album fejrede sit 30 års jubilæum i 2013, og det blev markeret med en flot legacy-udgivelse med bonusnumre. Med dette album slog Stevie Ray Vaughan fast, at blues-musikken lever i bedste velgående. Han var en ypperlig guitarist - ofte sammenlignet med Hendrix og han fik ikon-status. Det er rock, det er texas-blues, det er fejende flot. Lyt især til numrene "Pride and joy", "Dirty pool" og "Tin Pan Alley".

Phil Collins : But seriously
Med dette album rundede Collins i 1989 årtiet af på fornem vis. Han havde markeret sig både med Genesis og bestemt også som soloartist. Fra dette album er det især numre som “Another day in paradise”, “Something happened on the way to heaven” og ikke mindst “I wish it would rain down” der stadig holder.

Alison Moyet : Raindancing
Denne spændende stemme, der så ubesværet bevæger sig mellem pop, synth og et twist af blues og jazz. Måske næsten et symbol på 80’erne? I hvert fald fik hun i 1987 sit store gennembrud som soloartist med dette album, efter en fortid med synth-gruppen Yazoo. Numre som “Sleep like breathing” og “You got me wrong” er også et lyt værd idag.

Shakin’ Stevens : Greatest hits
Shakin’ Stevens kom om nogen til at stå som eksponent for en rock’n’roll-revival, der flød gennem ’80’erne. Måske lidt mere poleret end kollegerne i Stray Cats, men med en autentisk tilgang til stilen og sounden fra dengang – men alligevel tidssvarende. Hitsene kom på stribe i de år, men herhjemme vil man især huske sange som "Oh Julie", "Crazy" og duetten med Bonnie Tyler "A rockin’ good way" (Læs i øvrigt artiklen).

Johnny Madsen : Udenfor sæsonen
Madsens gennembrud. Kort og godt. Godt nok med flere tilløb både i bands og solo, men med dette album fra ’88 var ingen længere i tvivl om at Madsen var her. Det er blues-rock i fineste stil, med til tider særdeles egenartede, nærmest surrealistiske tekster. Men det holder. Og Madsen ses og høres stadig jævnligt både på spillestederne og albumfronten. Fra dette albume skal fremhæves "Langerhuse blues", "One man band" og "Tidlig mandag morgen". Disse definerer meget godt Madsen fra den tid.

Oprindelig udgivet på Bibzoom 9.4.13. Stadig holdbar