Fik du hørt Porcupine Tree: Fear of a Blank Planet

I 2007 udkom et prisvindende progressivt rock album med titlen Fear of a Blank Planet.  Fear of a Blank Planet vandt bl.a. 'Album of the Year' prisen i Classic Rock Magazine 2007, og  titlen er en direkte reference til Public Enemys 1990 album Fear of a Black Planet, der omhandler raceproblemer. Albummet er blevet omtalt som et af få progressive rock albums der lever op til diverse prog standarder sat af Yes´s Fragile, Emerson, Lake & Plamer´s Pictures at an Exhibition, Pink Floyd´s Dark side of The Moon, Larks´Tongue in Aspic og King Crimson's In the Court of the Crimson King. Med gæstevisit af selveste prog kongen Robert Fripp og Rush guitaristen Alex Lifeson, kunne Fear of a Blank Planet godt ses som kulminationen på 40 års prog rock historie.

Fear of a Blank Planet er et af den slags konceptuelle albums som bare bliver bedre og bedre for hver gennemlytning. Det ene lange, intense,  tunge, drømmende, tilgængelige nummer glider over i det næste. Teksterne kredser omkring unges forbrug af det 21. århundredes teknologi, med konsekvenser i form af social fremmedgørelse, overstimulering, kedsomhed, stoffer, escapisme, manio-depressivitet osv. . Alt sammen med et venligt nik i retning af forfatteren Bret Easton Ellis roman 'Lunar Park'.

Bandet bag albummet er det engelske prog kultband Porcupine Tree, der siden 1991 har indspillet 10 studiealbums. Genren er en blanding af psykedelisk rock, prog rock og heavy metal, hvor deres sidste fire albums har en lidt tungere lyd end de første seks. De har aldrig haft et rigtigt mainstream-hit, men med In Absentia i 2002 slog de for alvor deres navn fast. Selvom de ikke er kendte i den brede offentlighed, har de næsten altid spillet for udsolgte huse på mellemstore spillesteder rundt om i verden. Måske fordi de spiller feinschmecker-musik med massevis af akkorder og skift i tempo udført med stor teknisk præcision. Om Porcupine Tree fortsætter er lidt uvist. Bandet er ikke officielt opløst, men det er tvivlsomt om der lige foreløbigt er noget i støbeskeen, da alle lader til at have gang i en masse andre projekter. Sidste gang Porcupine Tree gæstede Danmark var i 2010 hhv. om sommeren på Roskilde Festivalen og om efteråret på spillestedet Train i Århus.

On the Sunday of Life... (1991)

Up the Downstair (1993)

The Sky Moves Sideways (1995)

Signify (1996)

Stupid Dream (1999)

Lightbulb Sun (2000)

In Absentia (2002) http://www.bibzoom.dk/m/Porcupine-Tree/In-Absentia/?sku=10228101 D

eadwing (2005) http://www.bibzoom.dk/m/Porcupine-Tree/Deadwing-Intl-Download/?sku=1028…

Fear of a Blank Planet (2007) Spilletid: 50:48, Pladeselskab: Roadrunner, Indspillet i London og Tel Aviv

The Incident (2009) http://www.bibzoom.dk/m/Porcupine-Tree/The-Incident/?sku=9912595  

Bandmedlemmerne

Steven Wilson på vokal, guitar, piano og keyboard er den dybt professionelle, superproduktive ankermand, sanger og multikunstner med en meget konceptuel tankegang. Han har involveret sig i overvældende mange musikprojekter f.eks. Storm Corrosion, No-Man og Blackfield. For nogle er han totalt ukendt og for andre er prog prinsen den allerstørste kultfigur. Selv siger han at han stort set ignoreres af de store mainstream-interessenter. Hans vokal kan lyde lidt henad både Trent Reznor og dem fra Beach Boys.

Richard Barbieri på keyboard og synthesizer er en troldmand med sit keyboard næsten på linie med Brian Eno. Han skaber stemningsfulde og ofte syrede lydcollager. Han har en prominent fortid i New Romantic bandet Japan sammen med David Sylvian,  Steve Jansen, Rob Dean og nyligt afdøde Mick Karn. De senere år har han samarbejdet med Steve Hogarth fra Marillion. Han er gift med Suzanne Barbieri som også fungerer som korsanger i Porcupine Tree, ligesom hun også har leveret korsang til f.eks. Steve Harley and Cockney Rebel.  

Gavin Harrison er Mr. timing og temposkift. Han overtog trommestolen i Porcupine Tree efter Chris Maitland i 2002. Gavin Harrison vandt ’Modern Drummer magazine reader’s poll’ fra 2007-2010 som verdens bedste progressive trommeslager, og i en Rolling Stones magazine afstemning blev han listet som den tredje bedste trommeslager de seneste 25 år. Han er kendt for sine uforudsigelige rytmeskift, og han kan spille alt fra freejazz til dobbelt tromme pedal heavy. I sine unge år turnerede han bl.a. med Iggy Pop og Paul Young.

Colin Edwin på bas er den alfaderlige, bundsolide og kompetente rytmeboks. Han er født i Australien og han holder både af jazz, metal og art rock. Han kan spille mange typer bas f.eks. båndløs bas og dobbelt bas. Udover Porcupine Tree er han involveret i bands som Ex-Wise Heads, Metallic taste of Blood og Random Noise Geneartor. John Wesley. Når Porcupine Tree spiller live får de ofte hjælp af John Wesley på kor og guitar.  

Skæring for skæring

Fear of a Blank Planet åbner albummet på overbevisende maner med et vedholdende tempofyldt flow, tunge guitarer og et psykedelisk piano. I starten som en standard rocksang, siden med mere heavy momenter, og til slut en stille og syret outtro.

I'm stoned in the mall again/Terminally bored/Shuffling round the stores/And shoplifting is getting so last year's thing/X-box is a god to me/A finger on the switch/My mother is a bitch/My father gave up ever trying to talk to me How can I be sure I'm here?/The pills that I've been taking confuse me/I need to know that someone sees that/There's nothing left I simply am not here

My Ashes er den semi-akustiske sing-along-guitar-sang med intens retro stemning. Ikke mindst pga. brugen af det blide cikadelignende synth-riff og trommetrianglerne der driver sangen fremad. Det er fredfyldt som i Balgerne i Tivoli og alligevel ikke... Under idyllen og den falske tryghedsfornemmelse lurer håbløsheden i teksten.

All the things that I needed/And wasted my chances/I have found myself wanting/When my mother and father/Gave me their problems/I accepted them all/Nothing ever expected/I was rejected/But I came back for more/And my ashes find a way beyond the fog/And return to save the child that I forgot/And my ashes fade among the things unseen/And a dream plays in reverse on piano keys

Anesthetize byder på 17 minutters soniske lyde, foruroligende lydlandskaber, fantastiske rytmer, kor, og selveste Alex Lifeson fra Rush på sologuitar cirka 4 minutter inde Santana-style. Et rigtigt tungt multi-facetteret rockmonster for feinschmeckere. Trommepedalerne får periodevise tæv. En kraftudladning især ved 6:30 og 11:00 og heldigvis befriende fri for growl, da forsanger og sangskriver Steven Wilson er en skikkelig tenor. Sine steder helt Marillion'sk og ved 13:00 Pink Floyd'sk. Ved 15:00 som i Rush's Hemispheres.

My hand's on a gun/And I find the range, God tempt me/What did you say?/Think I'm passing out Only apathy from the pills in me/It's all in me, all in you/Electricity from the pills in me/It's all in me, all in you/Only MTV, cod philosophy/We're lost in the mall shuffling through the stores like zombies/What is the point, what can money buy/My hands on a gun and I find the range, God tempts me/What did you say; think I'm passing out

Sentimental er muligvis albummets svageste melodi. Den fungerer dog godt som en udramatisk, sentimental ballade. Et pusterum mellem de andre krævende numre med en delikat pianostart suppleret af nærmest trip-hoppede trommemønstre og en klagende guitar. Wilson synger super godt, især til sidst, hvor hans ekko-vokal fortoner sig melankolsk - som var han alene i et forladt stormagasin.

Never want to be old/And I dont want dependents/Its no fun to be told/That you cant blame your parents anymore/I'm wasting my life/Hurting inside/I dont really know/And Im not really sure

Way Out of Here sovser lytterens ører ind i markante basgange, originale guitarsoli, spændende temposkift og lækre lydlandskaber af mesteren Robert Fripp. Variationen i musikken er til at tage at føle på. Det bliver aldrig bare en helt ligeud af landevejen rocksang. 2:40 er lyden af Pink Floyd. 4:30 er lyden af Alice Coopers/Syd Barrets foruroligende sindsforstyrrede asymmetri. 4:50 er lyden af klassiske heavy riffs. 6:00 er lyden af jazzede sambatrommer. Nummeret er skabt af alle bandmedlemmer sammen. Jeg spurgte min pap-søn på 16 år, hvad han syntes om nummeret... Efter en gennemlytning beskrev han nummeret med følgende ord: Mystisk, uhyggelig, surrealistisk, mareridtsagtig, sci-fi, stemningsfuldt, spændende. Lasse Hoile, den danske Århus fotograf som er bandets faste videomand, har lavet videoen til ”Way out of here”. Den er optaget på banegårdsterrænet i Århus, komplet med graffitimalede DSB-tog (ligesom inder-coveret til albummet "In Absentia" er taget her). 'Emo’-pigen i videoen er også dansk og hedder Sabrina Tilt http://www.youtube.com/watch?v=NY5_nQAPGXY.

Out at the train tracks/I dream of escape/But a song comes onto my iPod/And I realize it's getting late And I can't take the staring/And the sympathy/And I don't like the questions "How do you feel?"/"How's it going in school?"/and "Do you wanna talk about it?"

Sleep Together afslutter albummet på fornem vis. Her er Nine Inch Nails nervepirrende industrial kombineret med et symfonisk arrangement ala Ravels Bolero. Det hele eksploderer mod slutningen i et orgie af strygere, et crescendo hvor alt forsvinder ud i intetheden. Væk fra den umenneskelige jord. Eller også er der en lille åbning mod at finde meningen med livet i kærligheden? Et godt bevis på at man med brug af en klassisk rock instrumentering kan nå langt med komplekse og spændende kompositioner.

This means out/This is your way out/Do or drown/Do or drown in torpor Leave no trace/All my files erased/Burn my clothes/Burn my Prada trainers Let's sleep together right now/Relieve the pressure somehow/Switch off the future right now/Let's leave forever  

Læs om Steven Wilson på Bibzoom http://www.bibzoom.dk/a/2012/08/13/prog-prinsen-steven-wilson/