Fin, lille bog om sangkomponisterne Thorvald Aagaard og Oluf Ring

Forlaget Multivers udgiver serien Danske komponister, som er fine, overskuelige bøger om danske komponister fra de ældre August Enna og Emil Hartmann til nyere som Else Marie Pade og Bent Lorentzen. Komponister, som ikke lige er på den danske top 5.

Nærværende bind 11 er et dobbeltportræt er af to komponister, som også er kendt for deres store formidlingsarbejde af fællessangen i Danmark: Thorvald Aagaard og Oluf Ring. Deres komponistvirke er overskueligt – få orkesterværker, men rigtigt mange sange, hvoraf mange er blandt de mest sungne i dag: ”Se, nu stiger solen af havets skød”, ”Jeg ser de bøgelyse øer”, ”Spurven sidder stum bag kvist”. Kig selv i registret til nyeste udgave af højskolesangbogen, her er 12 melodier af Aagaard og 16 af Ring.

Forfatteren til nærværende bog er skribent og organist Povl Chr. Balslev. Han har en melodi med i højskolesangbogen og er en flittig formidler af den folkelige sang.
I forordet fortæller Balslev om den første melodisamling til højskolesangbogen, der udkom for præcis 100 år siden.

De fire udgivere gjorde et kolossalt arbejde med fornyelsen af den folkelige sang. De to ældste og mest kendte er komponisten Carl Nielsen og kirkereformatoren Thomas Laub, men det er ifølge forfatteren de to yngstes, Thorvald Aagaard og Oluf Ring, fortjeneste, at fællessangen i dag er så udbredt.

Thorvald Aagaard
På 60 sider får vi en velskrevet og traditionel, letlæselig gennemgang af Thorvald Aagaards liv og virke. Den unge Thorvald vokser op midt på Fyn og viser talent for musikken, men Carl Nielsen, der er i forældrenes bekendtskabskreds, mener, at den unge mand kan blive en bedre landmand end musiker. Alligevel er Nielsen opmærksom på Thorvalds musikalitet.

Efter et højskoleophold på Askov brænder musikken kraftigere, og Aagaard kommer på N.W. Gades fine musikkonservatorium. Det er - med egne ord – ”villedrøjt arbejde”, men med gode lærere som organist Otto Malling og det spirende venskab med Carl Nielsen går det.

Vi hører om Aagaards møde med både ”den store musik og den folkelige sang”. I den folkelige sang bliver begrebet ”skin af genkendelighed”, ifølge Balslev, et af Aagaards mantraer. Dét skin af genkendelighed, som komponisten J.A.P. Schultz arbejder med i sine samlinger ”Lieder in Volkston”, der udkom på dansk i 1792.

Thorvald Aagaard vender hjem til Fyn, hvor han får organistembede i Ryslinge, og her kommer der gang i melodiproduktionen. Efter 1. verdenskrig begynder det arbejde, der bliver Aagaards livsopgave: At få udgivet en melodisamling til højskolesangbogen. Han får Oluf Ring med på opgaven, og det lykkes de to at få Carl Nielsen og Thomas Laub som medudgivere.

Vi får den velkendte historie: Carl Nielsen vil, hvis Thomas Laub vil. Og Laub vil, hvis Nielsen vil. Det lykkes at få de nødvendige 2.000 abonnenter, og i 1922 udgiver forlaget Wilhelm Hansen melodisamlingen.

En anden vigtig bedrift i Thorvald Aagaards liv er oprettelsen af orkestret ”Fynske Musikantere”. Et amatørorkester på et niveau, så det formår at spille de store klassikere. Orkestret turnerer flittigt i hele landet, og over 30 år når Aagaard at dirigere 500 koncerter.

I sidste kapitel om Thorvald Aagaard hører vi, at vennen Oluf Ring dirigerer en mindekoncert efter Aagaards død.
Og så er vi klar til bogens anden halvdel, hvor vi får knap 60 sider om Oluf Ring.

Oluf Ring
Oluf Ring vokser op på Jelling Seminarium, og ja – bliver lærer. Men som hos Aagaard er det musikken, der trækker. Han tager senere en organisteksamen, og violinen bliver skiftet ud med cello – det er der mere økonomi i. Her er underholdende betragtninger fra Ring: Når man spiller cello (i omrejsende orkester), kan man spille, hvad man vil, og Ring får puttet ”Ach, du lieber Augustin” ind mange steder! Et godt eksempel på Rings karakter: Har let ved tingene og en udviklet humoristisk sans.

Oluf Rings organist- og studieophold er et centralt og levende kapitel i bogen. Her formes musikeren Ring, og han har fine betragtninger om samarbejdet mellem professionelle og amatørerne.

Efter en tur i udlandet bliver Ring seminarielærer i Skaarup, og i 1934 starter han med radioudsendelserne ”Syng med os” – en transmission af fællessang, hvor både nye og gamle sange præsenteres. Programmet bliver umådeligt populært blandt lytterne, men både hovedstadens anmeldere og radioledelsen er mere forbeholdne.
Samtidigt udgiver Oluf Ring pædagogiske værker: violinskole, klaverskole, harmoniumskole og orgelskolen ”Den lille organist”, og han komponerer mere end 250 melodier.

Nærværende dobbeltbiografi slutter med generelle betragtninger om fællessangen. Spørgsmålet ”Er vi igen midt i en ”sangtid”?” besvarer ikke Balslev direkte, og en af de mulige årsager, Corona-epidemien, nævnes overhovedet ikke. Men vi får udsagn, som vi nok alle er enige i: ”At synge sammen skaber ud over den fælles fortælling også en særlig samhørighed mellem mennesker”. Og der er ingen tvivl om, at ”der er brug for dygtige formidlere rundtom som kan udbrede disse sange, deres tekst, deres fortælling og deres melodier – først der bliver de fælleseje!”.

Bogen slutter med værkfortegnelser for Aagaard og for Ring – knap 200 melodier af Aagaard og mere end 250 fra Rings hånd; imponerende!

På bogens bagside kan vi læse, at her fortælles for første gang historien om Aagaard og Oluf Rings liv. Men i 2009 udgav Povl Chr. Balslev bogen ”Thorvald Aagaard – Komponist og musikformidler i den folkelige sangs tjeneste”. Herfra er gengivet lange passager i nærværende bog; også afsnit oprindeligt skrevet af lektor Jens Nielsen.
Og Frands Johan Ring, Oluf Rings bror, udgav ligeledes – for 50 år siden – to fine bøger om henholdsvis Thorvald Aagaard og Oluf Ring.

Men selvom det ikke er første bog om de to herrer, er Povl Chr. Balslevs ”Thorvald Aagaard og Oluf Ring” en fin, letlæselig bog, der giver et dækkende overblik over de to komponisters liv.