Finkultur langt ude i skoven…

SMUKFEST 2013, fredag d. 9. august kl. 12.30

SMUKFEST i Skanderborg har mange gange dannet ramme om andet end musik – der er set mange spøjse indslag under bøgetræerne gennem tiden.

Scenen Rytmehans’ vanlige konferencier Jacob Haugaard kunne i år berette, at det ikke kun skulle være Bøgescenerne, der havde finkultur. Her har Aarhus Symfoniorkester spillet hver festivalsøndag middag i 23 år. Så nu var det knageme på tide, at der kom finkultur på Rytmehans. Og intet mindre end Det Kgl. Teater ville blive repræsenteret med en gruppe fra balletkorpset. Disse dansere har øvet sig; sidste sommer lavede de også balletstafet på Ofelia Beach i København.

En historisk krølle er der også: De første gæster på friluftsscenen i Dyrehaven i Skanderborg var faktisk Det Kgl. Teater – i 1928!

Benspjæt på topplan

Pladsen foran scenen var tyndt besat med nogle hundrede tilskuere i alle aldre, da Tilde Meyer ”Meget Mere” Frederiksen sprang frem med et VELLLKOMMEN til balletstafet! Som Sprechstallmeister ville hun guide os gennem en kamp, som ville vare, til vinderen var fundet. Som meddommer præsenterede hun Morten ”Målstolpe” Eggert med shorts og røde seler. Til introduktionen havde de to valgt at have et manuskript i hånden, som de ofte frekventerede. Hmm, var de ikke professionelle til at kunne lære disse ordeskapader udenad? Det forventer vi til en næste gang.

De to hold blev præsenteret: ”Les Ballons” med Gitte Lindstrøm, Femke Mølbach og Ulrik Birkkjær og ”Les Fondues” med Susanne Grinder, Tina Højlund og Nicolai Hansen – alle solodansere på Det Kongelige. Præsentationsdansen var yndefuld, og en enkelt sekvens blev til klapsalver gentaget i slow-motion.

Discipliner som fra Monty Python’s

Første disciplin var Ballarinaskostafet, som blev udført urkomisk til Khatjatujans sabeldans. Der var godt hep fra publikum, der inden forestillingen havde fået røde eller blå flag til at tilkendegive begejstring eller ej med. Herefter var det ”Flest pirouetter på tid”, og en rigtig ”herrediscipin”; Højdespring. Det foregik til musik a la Spike Jones, hvilket var kendetegnende for hele konkurrencen: Fyldt med gøren grin af sig selv og dén selvhøjtidelighed, der ofte er forbundet med klassisk ballet. Disciplinen ”Romantiske trekantsøvelser” til Rachmaninovs klavermusik osede af sex, og dommer Tilde måtte på et tidspunkt komme med en ”gay alert!”. Publikum, som i mellemtiden var øget, skreg af grin.

Grinder og Mølbach gav senere hver en klassisk dødsscene fra standardrepertoiret ”Slangen i kurven” og ”Kniven i maven” – og det var virkeligt dødmorsomt!

I halvlegen fik vi en smuk pas-de-deux til dyster, moderne musik – måske Penderecki?

Sådan har vi ikke fået det før

Anden halvleg startede med talende ballet, hvor de to dommere lagde stemme til en dialog mellem to unge, nyforelskede, der blev tegntolket – eller mere præcist kropstolket – af to dansere. Og det var i et saftigt og frivolt sprog, som var barokt at høre til de to pæææne, unge mennesker.

Også ”primadonnastød” tog kegler; her løftede de to herrer hver en kvinde i én strakt arm med et godt tag i hendes numse. De har øvet sig.

Løjerne fortsatte med hestedressur og tennisballet inden den forudsigelige slutning, hvor det ene hold selvfølgelig vandt knebent over det andet. Det var nærmest også underordnet, for vi var blevet kongeligt underholdt i en time.

Jacob Haugaard afrundede forestillingen med et åbent spørgsmål: Skal vi ikke have det som en årlig tradition?

Og vi er en del, der siger: Jo tak – lad os også gerne få et indblik i ballettens verden på disse ikke-dagligdage, som hvert år i august finder sted i skønne naturomgivelser for 50.000 mennesker og bliver kaldt SMUKFEST.