dummy

First Aid Kit - med brug for førstehjælp

18-10-2012
Peter Elmelund
Anmeldelse

First Aid Kit, 29. september 2012
Irving Plaza, New York City

Efter opvarmning af sangerinden/performeren Doe Paoro, der medbragte en følsom cellist, en anonym pianist og en pynteguitar, og Dylan LeBlanch, der til gengæld viste guitarspil i klasse men uforståelig sang, var vi alle i Irving Plaza på Manhattan meget utålmodige efter at høre First Aid Kit. De svenske søstre Klara og Johanna Söderberg, deres faste trommeslager og denne aften med special guest Mike Mogis, som har co-produceret First Aid Kits nyeste plade The Lion’s Roar, på mandolin. Af Klara Söderberg blev han præsenteret som ”Dr. Dre of indie rock” (!).
Fra første nummer ”In the morning” var alle 1.500 tilhørere med i det klare og transparente univers, vi kender fra begyndelsen af 1970’ernes pop/folkscene med Simon & Garfunkel; nu med et country & western-twist.

Det lille hus på prærien

Det var den 19-årige Klara, der med sin guitar var scenens centrum, mens søsteren Johanna lagde diskrete keyboardklange og tætte hamonistemmer på sangene. Den stuvende fyldte sal blev på magisk vis minimeret til en asketisk bjælkehytte, hvor vi alle sammen sad i dagligstuen på hinandens knæ. Og ikke kun illusorisk: Ved præsentationen af ”Ghost town” proklamerede Klara, at de ville spille nummeret  ”uden brug af alle disse moderne, teknologiske ting”. Og det pænt slidte udtryk ”unplugged” blev genopfundet. Klara og Johanna Söderberg gik i deres flagrende gevandter helt frem til scenens kant og sang og spillede uden mikrofoner. Og tænk – det virkede! Salens andægtighed omsluttede os, og Deres Udsendte på balkonen sansede hver tone, hver frasering. Tak for det; mon forsøget gentages i Store Vega og Voxhall?

Er der en læge til stede?

I nummeret ”Wolf” satte klaveret ud, og den tililende lydmand skiftede kabel. Og det var ikke førstehjælp nok. Klara spurgte publikum, om der var nogen, der kunne en vits. Det var der, men pointen nåede desværre ikke hele salen rundt. Søstrene tog det med ro, selv om en debutkoncert i New York ikke er en dagligdags ting. ”Er der ønsker fra salen?” og det var der, naturligvis Fleet Foxes’  ”Tiger mountain song”, som banede vejen for First Aid Kits popularitet. Vi fik den i en minimalistisk version med to stemmer og en guitar - og så lige fællessang fra tusind struber med en umiskendelig nordisk accent; mange svenskere havde denne aften fundet Irving Plaza.

Klaveret blev opgivet, og Johanna klarede resten af koncerten bag et tavst klaver, som jeg egentlig ikke savnede. Akkompagnementet af Klaras guitar, Mike Mogis’ opmærksomme mandolin og de diskrete trommer var perfekte til skønsangen. En skønsang, der takkede sine forbilleder i numrene ”Emmylou” og ”America”, som er et af Simon & Garfunkels mest autentiske ærkeamerikanske numre.

Genrebegrebet ”americana” var denne aften ikke blot et musikteoretisk begreb, men var den tilstedeværende virkelighed …

En koncert, som ikke gik som planlagt, men som alligevel – og måske derfor – viste et stærkt bud på dagens musikscene.

Glæd jer til First Aid Kit i Store Vega i København 11. november og 12. november i Voxhall i Aarhus.

Sætlisten i efterårets koncerter med First Aid Kit er (med mindre keyboardet sætter ud …) :

In The Morning
Blue
Hard Believer
Our Own Pretty Ways
Marianne’s Son
New Year’s Eve
Ghost Town
To A Poet
Wolf
When I Grow Up
Emmylou
I Met Up With The King
The Lion’s Roar
-
America
Sailor Song
King Of The World