Fly like an eagle

Det er heldigvis ikke længere nogen sjældenhed at se en havørn i Danmark – i modsætning til dét at se en kongeørn. Hvis man gerne vil se en havørn, kræver det stadig en smule held; men mange steder, ikke mindst i den østlige del af landet, kan man være ret sikker på at få øje på en eller flere ørne, hvis man ellers er opsat på det og i øvrigt befinder sig i nærheden af et af ørnenes tilholdssteder. Ørnene er der, og som regel kræver det kun en smule tålmodighed, hvis man vil opleve dem i fri udfoldelse (find ørnestederne på Dansk Ornitologisk Forenings hjemmeside).

I 1800-tallet var havørnen en relativt almindelig fugl i Danmark; men op igennem 1900-tallet blev havørnene færre og færre på grund af jagt og forgiftning, og hen mod slutningen af århundredet var fuglen så godt som udryddet. På det tidspunkt måtte man tage til Sverige, hvis man ville se en havørn. Men omkring 1990 begyndte havørnen at genindvandre til Danmark, og hen ad vejen blev der flere og flere, så man nu kan tale om en stabil stamme af ørne her i landet. I dag har alle ret til en havørn, kan man sige med en let omskrivning af et kendt slogan.

Men i 1970'erne var situationen altså helt anderledes på ørnefronten. Dengang måtte man ty til rockmusikken, hvis man gerne ville møde en ørn – men så var der til gengæld også gode muligheder for at få sit ørnebehov dækket. Primært handlede det her om amerikanske ørne, dvs. om den amerikanske nationalfugl hvidhovedet havørn; men hvidhovedet havørn er en nær slægtning til den danske havørn og er et lige så flot syn som denne, når den svæver gennem luften på sine mægtige vinger. Derfor betød det ikke så meget for os danskere, at det ikke var ”vores egne” ørne, sangene handlede om – ørnefornemmelsen var den samme.

The Eagles

Det mest håndgribelige bevis på ørnenes tilstedeværelse i 1970'ernes rockmusik er naturligvis gruppen Eagles, som startede sin tilværelse i 1971, udsendte sin debutplade i 1972 og siden oplevede store triumfer og succeser på pladefronten, ledsaget af en lang række udskiftninger af mandskabet bag instrumenterne. Gruppen har – med lange pauser - eksisteret helt op til 2016, hvor et af de oprindelige gruppemedlemmer, Glenn Frey, døde. Det er tvivlsomt, om Eagles kan og vil videreføre gruppen efter denne triste begivenhed; men det er næppe heller nødvendigt. Eagles har gennem årene perfektioneret den lyd, der oprindelig skabte gruppens berømmelse, og som i 1998 betød, at den blev optaget i The Rock and Roll Hall of Fame. De opnåede resultater kan næppe gøres meget bedre ved at arbejde videre med det oprindelige koncept, og Eagles har for længst opnået udødelighed gennem klassikere som ”Hotel California” og ”Take it easy”.

Pladecoveret til gruppens første udgivelse, med titlen Eagles, prydes naturligt nok af et billede af en ørn, svævende over et ørkenlandskab. Billedets indhold knytter an til gruppens foretrukne musikform, country-rock'en, som netop var ved at finde sine ben i starten af 1970'erne. Eagles var blandt de første grupper, som arbejdede med blandingen af country og rock; men andre grupper i samtiden havde lignende ideer, og pudsigt nok havde flere af dem også taget navn efter vingede væsener. The Byrds er det mest iøjnefaldende eksempel på denne tendens; men også en gruppe som The Flying Burrito Brothers ønskede åbenbart, at gruppenavnet skulle give associationer til noget let og luftigt, hævet over hverdagens trummerum. Jefferson Airplane spillede ikke country-rock; men gruppens navn føjede sig fint ind i tendensen med at tage navn efter vingede væsener; og på gruppens debutplade finder man da også et særdeles luftigt og højtflyvende nummer, som på bedste vis understøtter disse associationer: ”High flying bird”.

Ørnesange

Eagles indspillede ikke numre, hvori ørne direkte indgik i teksten; men det var der mange andre grupper i tiden, som gjorde. En af disse var ovenfor omtalte Jefferson Airplane, som på lp'en Long John Silver (1972) inkluderede nummeret ”Aerie (gang og eagles)”, og her kunne man for alvor tale om en fuldblods ørnesang. Nummeret, som bl.a. handler om ørnenes frihed i modsætning til menneskenes bundethed til jorden - samt om menneskenes ødelæggelse af naturen – passer fint ind i samtidens interesse for økologiske spørgsmål. Men derudover udmærker sangen ”Aerie” sig ved helt kontant at forsøge at give lytteren associationer til ørnenes majestætiske glideflugt gennem luften, og det sker i kraft af den musikalske tilrettelæggelse af nummeret. Både instrumenteringen, med højtflyvende guitarer, og ikke mindst Grace Slicks kraftfulde stemme med dramatiske fraseringer på vokalerne (og dem er der mange af i ordet ”aerie”!) medvirker til at give musikken luft under vingerne – og dermed til at skabe illusionen af en højtflyvende ørn.

I en helt anden boldgade – men også fra starten af 1970'erne – finder man Beach Boys-nummeret ”California saga: the beaks of eagles”, som indgik i den større sangcyklus ”California saga” på lp'en Holland (1973). Sangen er et af gruppemedlemmet Al Jardines relativt få bidrag til The Beach Boys' omfattende sangkatalog, men bestemt ikke et af de dårligste indslag i samme katalog. Jardine har altid stået i skyggen af Brian Wilson og de andre Wilson-familiemedlemmer, men det er bestemt ikke berettiget – om end uundgåeligt. Al Jardine er en udmærket sangskriver, når han vil, og et af beviserne på det finder man i nummeret ”California saga” (hvor Jardines bidrag både består af en lyrisk recitation og en ”rigtig” sang).

Ligesom det var tilfældet med ”Aerie”, handler recitationen ”California saga: the beaks of eagles” først og fremmest om modsætningen mellem naturens og menneskenes verden, og nummeret indeholder adskillige advarsler mod at lade den igangværende udvikling tage overhånd på naturens bekostning. Der er – igen – tale om et vaskeægte økologisk udsagn, som både var aktuelt dengang og nu, og som er lige så relevant i USA som i Danmark. Lyt til sagaen om ørnenes historie og livsrytme og om de store forandringer, der nu er ved at ske med samme rytme. Sangteksten kobler ørnenes skæbne til menneskets og må nok siges at være urealistisk optimistisk på fremtidens vegne (”det gælder bare om at tilpasse sig forandringerne”); men The Beach Boys har altid været optimister, på godt og ondt.

Flere ørne

Country-rocken har naturligt nok et nært forhold til naturen og dens velsignelser, og det er da også især inden for denne musikgenre, man støder på ørnesangene fra 1970'erne. I 1972 udsendte gruppen Manassas – med deltagelse af så prominente navne som Stephen Stills og Chris Hillman – dobbelt-lp'en Manassas, hvorpå sangen ”Fallen eagle” indgik. Sangen er – igen – et opgør med den menneskeskabte civilisation, der blot betragter naturen som sin legeplads, og som ikke finder det nødvendigt at tage hensyn til andre levende væsener end mennesket selv. I ”Fallen eagle” bliver ørnen symbolet på en trist udvikling, hvor mennesker dræber ørnene for sjov, og hvor økologi og naturbeskyttelse er en by i Rusland. Sangens forslag til, hvad man kan gøre for at ændre på situationen, er dog mildest talt temmelig defensiv: teksten foreslår, at ørnene flyver til Canada!

Sangen ”Last lonely eagle” fra country-rock-gruppen The New Riders of the Purple Sage's debut-lp, NRPS (1971), ligger indholdsmæssigt helt på linje med Manassas' ovenfor omtalte ørnesang. Igen møder vi en truet dyreart, ørnen, som er presset af menneskets hæmningsløse udnyttelse af og rovdrift på ressourcerne, på bekostning af den oprindelige natur. Modsætningen står her mellem friheden i bjergene – ørnelivet – og ”the gas-powered flatland” – menneskenes verden. Det burde ikke være svært at vælge side i denne konflikt. Tekstens pointe er klar, og selv om indholdet i denne sang både åbner for en allegorisk tolkning og desuden involverer en antydet ulykkelig kærlighedshistorie uden sammenhæng med ørnemotivet, er det overordnede udsagn ikke til at misforstå: hold fingrene væk fra ørnene og det oprindelige landskab.

Den engelske rockgruppe Traffic udsendte i 1974 albummet When the eagle flies, hvor titelnummeret indeholder den samme afstandtagen fra menneskenes materialistiske verden som de ovenfor omtalte sange – i denne sang repræsenteret ved ord og begreber som ”economics”, ”atomics”, ”mink coat” og ”Cadillac” – men hvor ørnen snarere optræder som symbol på naturkræfternes magt end som fysisk eksisterende dyreart. Tendensen i teksten er imidlertid helt den samme som i de tidligere nævnte sangtekster – selv om udformningen af budskabet hos Traffic nu forekommer temmelig akademisk abstrakt.

Mere håndgribelig er ørnens tilstedeværelse i den sang, der har lagt titel til artiklen her, og som formentlig også er den suverænt mest kendte sang om og med ørne: ”Fly like an eagle”. Steve Miller Band udsendte i 1976 lp'en af samme navn, og både pladen og titelnummeret blev hurtigt enormt populære i samtiden. Det er da også svært ikke at lade sig rive med af den uimodståelige rytme og det iørefaldende omkvæd i Steve Millers sang – som til gengæld ikke handler så meget om fugle, som de tidligere omtalte sange gør det, men som ”blot” ønsker at fremmane forbindelsen mellem ørnen og begrebet ”frihed”: ”I want to fly like an eagle / to the sea / Fly like an eagle / let my spirit carry me / I want to fly like an eagle / till I'm free”. Nok ikke så ørneagtigt, i virkeligheden – men herlig musik!

ABBA og ørnene

Lad mig slutte denne lille ørneparade inden for rockmusikken med en popsang, som hverken er country-rock eller amerikansk vestkystrock, men som dog knytter tydeligt an til de øvrige nævnte 1970'er-sange i kraft af ørne-temaet. I 1978 udsendte ABBA lp'en The album, hvis første nummer havde titlen ”Eagle”. Sangen, som var det længste nummer, ABBA på dette tidspunkt havde indspillet (5 minutter og 51 sekunder!), indeholdt en stærkt pompøs orkestrering, som formentlig skulle give lytteren associationer til ørnenes majestætiske glideflugt, samt en temmelig uhåndgribelig tekst om at føle sig fri ved at flyve over bjergene og havet som en ørn. Sangen er et typisk ABBA-nummer med heftig udnyttelse af flerstemmig sang og med en crescendo-agtig stigning mod det afsluttende klimaks. Et ganske dramatisk nummer, men næppe et af gruppens mest mindeværdige – bortset fra, at det altså føjer sig smukt ind i 1970'ernes interesse for ørne i rockmusikkens sangtekster.

I forbindelse med ovenstående ørne-causeri er det måske interessant at bemærke, at ørnene bliver brugt på to forskellige, men dog tæt beslægtede måder inden for rocklyrikken. For det første står ørnene for den uberørte natur, det oprindelige land, som menneskene er ved at ødelægge, men som sangskriver-jeg'et ønsker at bevare. Og for det andet er ørnene symboler på frihed og ubundethed, i modsætning til menneskelivets trælse hverdagstrummerum. Det er naturligvis især ørnenes spektakulære vingefang og deres utøjlede himmelflugt, der giver anledning til denne association. Og dermed er jeg vist tilbage ved udgangspunktet: hvis du gerne vil møde en ørn – altså uden for 1970'ernes rockmusik – er der gode muligheder for det. Tag ud til et godt ørnested med en kop kaffe og vent, til der sker noget. Det er som regel ventetiden værd.