Flyv min hest

Det er ikke alle dele af den nationale sangskat, man synger i dag. Det gælder f.eks. denne vise fra Dagmar Revyen 1943, og grunden er den simple, at ingen længere kan huske melodien. Alligevel hører den med til kulturarven, og grunden er lige så simpel: visen havde stor betydning i sin samtid. Under Danmarks besættelse var der to revyviser, som lyste op med deres dristige udsagn - og folk elskede dem. Den ene var “Man binder os på mund og hånd” med tekst af PH; den anden var “Flyv min hest”, som var skrevet af Mogens Dam. Liva Weel, landets revydronning, sang den første. Den med hesten blev sunget af Marguerite Viby, som også lavede revy, men især var kendt fra filmen. Begge sange havde melodi af Kai Normann Andersen.

Første vers i “Flyv min hest” lyder forholdsvis harmløst. Sangeren fortæller, at når hun er i dårligt humør, er det en sikker kur at sadle hesten og ride ud i naturen. Hun kan ligefrem dagdrømme, at hesten flyver hen over mark og hegn. Turen virker som en håndfuld mecodriner, altså speed eller ferietabletter, som man kaldte dem dengang.

Men lige så stille kommer sangens pointe frem: et undertrykt folk kan ikke holdes nede. Først som en antydning i andet vers:

Især når alting er så hårdt og ondt,
så er det danske lune rent og sundt.
Da flagrer som en manke
en let og lystig tanke
og bærer smilet rundt.

I tredje vers bliver fløjlshandskerne lagt væk.

Og når engang det store Ragnarok
har krævet jern og blod og tårer nok ...
Så vil det danske smil og sindelag
igen få lov at komme for en dag,
forbi med angst og bæven ...

Der var censur i Danmark under besættelsen. Oven i købet lå Gestapos hovedkvarter i samme bygning som Dagmar Teatret, hvor “Flyv min hest” havde premiere. Men visen slap igennem, og den bredte sig, så befolkningen fik et tiltrængt skud håb og optimisme.

Egentlig er det synd, at Normann Andersens lette og elegante melodi er gået i glemmebogen, men den har altså ikke samme ørehænger-kvalitet som de fleste andre i den musikalske kulturarv. Men han klarer sig nok, han har så meget andet på samvittigheden, som folk kan huske, nynne og synge den dag i dag.