dummy

Født i Bronx

5-04-2019
Jens Laigaard
Anmeldelse

Gang Vollsmose med tyve, så har du Bronx i midten af 1970'erne. En blanding af losseplads og ruinby, hvor folk kun blev boende, fordi de ikke havde råd til at flytte. Her levede sorte og latinamerikanere i et helvede af arbejdsløshed, vold, heroin og prostitution. Det var ikke politiet, men ungdomsbanderne, der satte dagsordenen i gaderne. Håbløsheden var stor, men beboerne havde også livsvilje, sammenhold, en stolthed over at kunne overleve netop her. Og midt i fattigdommen spirede en af vor tids stærkeste kulturer frem - hip hop.

Billedsiden til hip hop var allerede på plads. Hver eneste vogn i subwayen var en eksplosion af tags og farver, og i 1973 blev den første graffiti-udstilling afholdt i New York. Og i klubberne, i parker og på gadehjørner i Bronx blandede dj's en kraftig cocktail af funk, disco og reggae. Breakbeatet blev skabt af DJ Kool Herc, en indvandrer fra Jamaica, som sammen med Afrika Bambaataa og Grandmaster Flash udgjorde den hellige treenighed bag hip hop-musikken. Mens en dj styrede pladerne, hidsede en sanger publikum op med en snakkende blanding af pjat og poesi. Rap. Rytme. Gå amok. Breakdance.

Tiden, stedet og folkene som skabte hip hop er dokumenteret i en stor, flot bog, der hedder Born in the Bronx. Fyldt med fotos af dj's, bands og publikum, plakater, løbesedler og pladeomslag. Et fantastisk billede fra dengang, halvfjerdsertøj var nyt og ikke retro, før der gik pop, gangsta og big business i det hele, dengang man kun behøvede to pladespillere og en mikrofon til at skabe hip hop.

Bestil bogen på dit lokale bibliotek - og tag et trip tilbage til der, hvor det hele begyndte. Bronx.