Genrer


Folkefest i ordets bedste forstand
Folkefest i ordets bedste forstand
Midt i en fantastisk højsommer blev Tinderbox skudt i luften i den smukke Tusindaarskov i Odense. Det er anden gang undertegnede besøgte den midtfynske musikfestival, og med de to festivaloplevelser i bagagen kan det med sindsro understreges at Tinderbox i højeste grad har sin berettigelse i junglen af de mange festivaler der efterhånden eksisterer i Danmark.
En dejlig torsdag
Tinderbox festivalen lagde hårdt ud med et stjernespækket program der skulle kunne stille sulten for selv de mest kræsne musikelskere og uanset om man er til hip hop, gedigen rock eller elektronisk musik.
Det stærke ved festivalen er dens folkelige appeal i kombination med de stærke navne på plakaten. Navne som ville kunne trække fulde huse på større og mere genrespecifikke musikfestivaler. På trods af at det er legendariske musiknavne som Depeche Mode, Iggy Pop samt Prophets Of Rage bestående af medlemmer fra projekter som Rage Against The Machine, Cypress Hill og Public Enemy er det bemærkelsesværdige at publikumsområderne ikke er proppet, på trods af at festivalen melder udsolgt på partoutbilletter.
Havde tilsvarende navne spillet på eksempelvis Roskilde Festival ville man næppe kunne bevæge sig helt op foran under en koncert, når vi taler den superliga af navne som Tinbderbox leverer med årets program. Årsagen skal nok bl.a. findes i at festivalen byder på meget andet end blot et stjernespækket musikprogram: Omgivelserne og stemningen under festivalen er ganske enkelt sublim på en dejligt folkelig måde.
Folkefest ud over det sædvanlige
Tinderbox er en folkefest i ordets bedste forstand men med et musikprogram der burde få mange musikelskere til at savle.
Tinderbox har indiskutabelt fundet sin helt egen niche midt i Tusindårsskoven - det er med sikkerhed en festival der er kommet for at blive.
Tinderbox 2018
Tusindaarsskoven i Odense
28/6 - 30/6