Formiddagstramp med Rangleklods

Rangleklods varmede op under de sidste rester af gårdsdagens tømmermænd med en overbevisende fest, trods lidt drillende lyd.

Det var bestemt ikke upassende, at regnen væltede ned i kaskader over festivalpladsen få minutter før Rangleklods indtog Cosmopol. Rangleklods' tunge elektroniske basgang gør sig bedst jo mørkere og mere indelukkede omgivelserne er, så regnens beslutsomhed klædte dagslyset og det tidlige tidspunkt. Fire biavlere gik på scenen og startede stille ud - men snart røg lærredsdragterne af, frem dukkede pailleterne, Clouds' dunkende bas og festen var i gang.

Udadvendt og velkomponeret

Rangleklods var til lejligheden udvidet til fire mand mod normalt bagmand Esben Andersen selv og Tikki på guitar. Det var forfriskende, scenen var fyldt, og i det hele taget er det fremragende at opleve, hvor udadvendt Esben Andersen insisterer på at spille sin dubbede elektroniske pop. Her er overskud til at lege og krydre numrene med tanke på, at publikum får andet og mere med end en mand og en laptop. Udtrykket var stramt styret som vanligt, Esben Andersen dirigerer den slæbende basgang og musikkens lydunivers, der i høj grad også næres af hans imponerende baryton.

Signaturen blegnede hist og her

Rangleklods' elektroniske univers er komponeret så dygtigt, at man som tilhører bliver lidt mindre tilgivende overfor urenheder. Tikkis guitar danner en form for signaturlyd på flere af numrene live, men hverken på Clouds eller Behavior slog lyden rigtigt i gennem - først på Empty til slut var Tikki med helt i front som passende ledsager for en tænderraslende tung og slæbende bas. Publikum er for længst overbeviste på det tidspunkt og forenes i fælles, rytmisk vuggen mod scenen - det er både cool og overbevisende en fredag (festival)morgen kl. 12! Så glemmer man lettere, at markeringerne i Riverbed til lejligheden leveres af en tamburin frem for det normalt tonstunge beat - mere vil simpelthen have mere.

Tramp-tramp-tramp

Forventningerne til Rangleklods er tårnhøje efter udgivelsen af den fornemt anmeldte debut tidligere på året - og det med rette. Også internationalt efterspørges kunstneren med det bevidst ganske umulige internationale navn. Numre som Cough, On Top/In Charge og den fantastisk fængende Young and Dumb fra debut-EP'en, tager kroppen og benene med på tramp og vug i takt. "Jeg ville ønske vi kunne blive ved og ved og ved," siger Esben Andersen til slut - ja, præcis samme følelse efterlades man med foran scenen, uanset små svagheder undervejs. I Cosmopol var alle solgt ved middagstid.